Om aftenen 14. april 1865 ankom præsident Abraham Lincoln sammen med sin kone og to venner til Ford’s Theatre i Washington D.C.
Præsidenten var klar til en friaften oven på den sidste tids hektiske program. Den amerikanske borgerkrig var afsluttet blot fem dage tidligere. General Robert E. Lee og resterne af sydstatshæren havde endeligt overgivet sig.
Lincoln ville slappe af ved at se komedie; en af hans yndlingsbeskæftigelser.
Da stykket var nået til anden akt, ankom den kendte skuespiller og sydstatsmand John Wilkes Booth til teatret. Han og seks andre fanatiske sydstatsfolk havde i længere tid planlagt at kidnappe præsident Lincoln og udveksle ham med sydstatskrigsfanger.
Men da John Wilkes Booth tre dage forinden havde hørt Lincoln holde en tale – hvori han foreslog, at grupper af sorte skulle have stemmeret – ændrede Booth plan: fra kidnapning til mord. Booth vidste fra sin daglige gang i teatret, at Lincoln 14. april ville overvære den populære forestilling “Vores amerikanske fætter”.
Sammen med sine medsammensvorne planlagde han at dræbe både Lincoln, vicepræsident Andrew Johnson og udenrigsminister William Seward.
Det koldblodige attentat skulle kaste USA ud i fornyet kaos og give Sydstaterne en chance for at rejse sig igen. Booth ville selv påtage sig fornøjelsen af at myrde præsidenten.
Latter skulle overdøve skud
Bevæbnet med en enkeltskuds Deringer-pistol og en stor jagtkniv stillede John Wilkes Booth sig op og ventede uden for præsidentens loge. Her havde livvagten forladt sin plads, fordi han ville finde et sted, hvor han selv kunne se stykket.
Booth vidste, at forestillingens sjoveste replikskifte halvvejs inde i anden akt ville få publikum til at bryde ud i høj latter.
Han håbede, grinene ville overdøve lyden fra skuddet. Netop som latteren brød ud, åbnede Booth døren til logen, gik helt op bag præsidenten og skød ham i baghovedet.
Lincolns gæst, en mand ved navn Henry Rathbone, kastede sig over Booth, men manden undslap ved at stikke Rathbone med sin kniv og hoppe ned på scenen næsten fire meter under dem.
Ved landingen brækkede Booth sit ben, og med ansigtet forvredet af smerte vendte han sig mod publikum og råbte “sic semper tyrannis” – sådan vil det altid gå tyranner – og “Syden er hævnet.”
Fulgt af publikums skrig nåede manden at undslippe via teatrets bagudgang. Booths medsammensvorne nåede at såre udenrigsminister William Seward alvorligt, men vicepræsident Johnson undslap.
Attentatmændene flygtede fra Washing-ton D.C., men alle undtagen Booth blev hurtigt fanget. Først efter 12 dages intensiv menneskejagt blev Booth skudt ned af en politimand, da attentatmanden nægtede at overgive sig.
En forbandet bygning
Teatret, der lagde hus til en af de mest dramatiske begivenheder i USA’s historie, var bygget 32 år tidligere, i 1833.
Oprindelig var bygningen baptistkirke, men i 1861 solgte menigheden kirken, og køberen, en John T. Ford, byggede den om til et teater.
Allerede året efter brændte det meste af teatrets indre, men det blev hurtigt genopbygget. Stedet åbnede dørene for publikum i 1863.
Efter drabet på Lincoln svigtede byens borgere teatret, og ejeren blev flere gange truet med, at teatret ville blive brændt, hvis han ikke lukkede.
Publikum flygtede fra Ford's Theatre efter Lincolns død, men stedet skulle ikke stå som mausoleum og er i dag et levende teater.
I 1866 var Ford derfor tvunget til at opgive. De næste tre årtier tilhørte stedet krigsministeriet, men i 1893 kollapsede bygningen. 22 kontorfolk blev dræbt, og 68 såret.
Det nye drama fik mange til at mene, at stedet var forbandet. Ingen ville arbejde dér længere.
Først i 1967 blev bygningen sat i stand og genåbnet som teater. Stedet huser et Lincoln-museum med mordvåbnet, Booths dagbog og jakken, den teaterglade præsident bar, da han blev myrdet.