Her brændte jødernes helligdom

Hævntørstige og hærgende drog romerne gennem Jerusalem i år 70. Byens helligste tempel blev jævnet med jorden, men en enkel mur blev skånet – Grædemuren skulle minde jøderne om, at deres land tilhørte romerne.

28. august 2007 af Pelle Stampe

Efter en lang belejring var romerne brudt igennem Jerusalems to bymure. Den romerske hær var blevet sendt ud for at nedkæmpe et jødisk oprør, og nu havde de sidste oprørere forskanset sig i byens store tempel – kaldet “Det Andet Tempel”. De romerske soldater samlede sig udenfor og gjorde klar til det endelige angreb, der skulle gøre det af med rebellerne. Den jødiske historiker Flavius Josefus, som så angrebet i 70 e.kr., fortæller:
“Romerne sendte jøderne på flugt, og de trængte helt hen til det hellige hus. Drevet af en guddommelig vrede tog en af soldaterne noget brændende materiale. Han blev løftet op af en anden soldat og satte ild til et gyldent vindue, hvorfra ilden bredte sig til hele nordsiden.” Den romerske hærfører beordrede forgæves ilden slukket, men soldaterne lyttede ikke længere til ordrer. Snart mistede befalingsmændene helt kontrollen over hæren. Soldaterne plyndrede og ødelagde det overdådigt udsmykkede tempel, inden en soldat satte ild til bygningens gyldne port: “Snart stod flammerne ud fra det inderste af det hellige hus, og templet blev brændt ned uden kejserens tilladelse,” fortæller Josefus.
Nedbrændingen af templet var blot indledningen til
Jerusalems ulykke. De romerske soldater drog snart hærgende gennem byen og dræbte alle på deres vej. Mænd, kvinder og børn blev hugget ned, og blodet flød i gader og stræder. Jødiske kilder skriver, at næsten en million indbyggere blev dræbt under massakren – det faktiske tal overstiger formentlig ikke 200.000 døde.
Efter massakren i år 70 blev Jerusalem jævnet med jorden, skriver Josefus: “Det blev gjort så grundigt (...) at folk, der kom, ikke ville tro, at Jerusalem nogen sinde havde været beboet.” Det eneste, der blev skånet, var den vestlige del af den mur, der havde omgivet byens tempel. Den skulle minde jøderne om, hvilken straf der ventede dem, hvis de skulle finde på at gøre oprør igen. Den mur er i dag kendt som Grædemuren. Da “Det Andet Tempel” blev brændt ned af romerne, var det 600 år gammelt. Indtil da havde det stået næsten uændret i 500 år, indtil kong Herodes finansierede en stor ombygning af det. Herodes jævnede toppen af Tempelbjerget og anlagde en mur med søjlegang uden om tempelgården, der var 300 meter lang og 100 meter bred. 10 store porte ledte den jødiske menighed ind i gården, hvor de offentlige ritualer fandt sted.
Inde i tempelgården blev bygget endnu en mur med seks tårne, der omgav selve templet. Kun præsterne havde adgang til denne indre tempelgård, hvor de døgnet rundt ofrede dyr til Gud. For jøderne var selve tempelbygningen den største helligdom på Jorden, og her blev Toraen og de helligste relikvier opbevaret. “Det Andet Tempel” skilte sig ud fra resten af Jerusalems sandstensbygninger, fordi det var opført i marmor.
Selv om Grædemuren – ifølge Josefus – ikke var en del af selve tempelbygningen, opfatter jøderne den i dag som den sidste rest af “Det Andet Tempel”. Derfor er Grædemuren for jøderne det helligste sted, der er tilgængeligt for offentlig bøn. Profeten steg til himmels. Men Tempelbjerget er også helligt for muslimer, for ifølge Koranen er det stedet, hvor profeten Muhammed i år 621 blev ført til himmels af ærkeenglen Gabriel.
Da Jerusalem kom under muslimsk herredømme i år 638, byggede muslimerne derfor Al-Aqsa-moskeen og senere Klippemoskeen på Tempelbjerget for at ære deres profet. I dag betragtes bjerget som det tredjehelligste sted for muslimer – næst efter Mekka og Medina.
Derfor gør både jøder og muslimer i dag krav på det Tempelbjerget.

Websites:
http://tour.jerusalem.muni.il/?lng=2

Måske er du interesseret i...

Læs også