Efter en lang belejring var romerne brudt igennem Jerusalems to bymure.
Den romerske hær var blevet sendt ud for at nedkæmpe et jødisk oprør, og nu havde de sidste oprørere forskanset sig i byens store tempel – kaldet “Det Andet Tempel”.
De romerske soldater samlede sig udenfor og gjorde klar til det endelige angreb, der skulle gøre det af med rebellerne. Den jødiske historiker Flavius Josefus, som så angrebet i 70 e.kr., fortæller:
“Romerne sendte jøderne på flugt, og de trængte helt hen til det hellige hus. Drevet af en guddommelig vrede tog en af soldaterne noget brændende materiale. Han blev løftet op af en anden soldat og satte ild til et gyldent vindue, hvorfra ilden bredte sig til hele nordsiden.”
Den romerske hærfører beordrede forgæves ilden slukket, men soldaterne lyttede ikke længere til ordrer. Snart mistede befalingsmændene helt kontrollen over hæren.
Soldaterne plyndrede og ødelagde det overdådigt udsmykkede tempel, inden en soldat satte ild til bygningens gyldne port: “Snart stod flammerne ud fra det inderste af det hellige hus, og templet blev brændt ned uden kejserens tilladelse,” fortæller Josefus.
Nedbrændingen af templet var blot indledningen til Jerusalems ulykke.
De romerske soldater drog snart hærgende gennem byen og dræbte alle på deres vej.
Mænd, kvinder og børn blev hugget ned, og blodet flød i gader og stræder. Jødiske kilder skriver, at næsten en million indbyggere blev dræbt under massakren – det faktiske tal overstiger formentlig ikke 200.000 døde.