Alle Johanniterordenens tilbageværende riddere var forsamlet i den store riddersal i Stormesterens Palads. Alt var stille i Rhodos by, og korsridderne stod bevæbnede og klar til kamp med et øjebliks varsel.
Alle som én var hulkindede og grå i ansigtet af måneders overanstrengelse. Sår og bræmmer af skidt gjorde dem næsten ukendelige, og de statelige røde kjortler med det brede, hvide kors hang i laser og var misfarvede af brunt, størknet blod.
I seks måneder havde blot 700 korsriddere og 6000 fodfolk modstået Osmannerrigets 100.000 mand store invasionshær. Fire gange var byen blevet stormet, og hver gang havde riddernes ukuelige vilje og uforlignelige evner i nærkamp slået angrebene tilbage.
Men håbet svandt. Osmannernes kanoner reducerede efterhånden de mægtige dobbelte ringmure omkring Rhodos by til en bunke murbrokker, og tårnet Den Spanske Bastion var erobret. Alle vidste, at nederlaget var uundgåeligt.
I alle overlevende ridderes nærvær vedtog rådet derfor enstemmigt, at johanniterne skulle overgive Rhodos til osmannerne.
Den 22. december 1522 red en delegation af osmanniske diplomater op til stormesterens palads. På få timer blev Johanniterordenens stormester og sultanens udsending enige om fredsbetingelserne. Alle kunne frit forlade øen med alt deres gods.
De lempelige betingelser skyldtes, at også osmannerne var hårdt mærkede og ikke magtede flere kampe. De havde mistet mindst 25.000 mand, og sygdom hærgede i deres lejr. Ni dage senere forlod flere tusinde civile kristne og johanniterridderne Rhodos for altid. Ordenen slog sig i stedet ned på Malta.
I 1291 var johanniterne, som de sidste korsfarere, blevet fordrevet fra Det Hellige Land. Den stenrige ridderorden havde nu brug for en forpost nær Det Hellige Land. Johanniterne erobrede Rhodos fra Det Byzantinske Rige og startede et sandt byggeboom.
Fem år senere stod Stormesterens Palads færdigt. Det var lige dele fæstning og pragtpalads og var omkranset af en dobbelt ydermur – forstærket af massive firkantede tårne udstyret med kastemaskiner.
Efter osmannerne erobrede Rhodos i 1522, brugte de stormesterens palads til fæstning og krudtlager. I 300 år var paladset det militære hjerte på Rhodos, indtil en tilsyneladende mindre brand i 1856 kom ud af kontrol.
Flammerne bredte sig til krudtmagasinet, og paladsets indre blev raseret af eksplosionen.Osmannerne sad på øen, indtil Italien erobrede den i 1912.
Den italienske konge Victor Emmanuel 3. genopbyggede Stormesterens Palads og fulgte delvist de oprindelige tegninger, men han tilføjede også mange grandiose og romantiske træk. Paladsets indre blev udstyret med en stor trappe og en moderne balsal.
Gulvene blev dekoreret med 1500 år gamle byzantinske mosaikker, som var fjernet fra naboøen Kos. Salene og værelserne blev udsmykket med antikke græske statuer og kunstgenstande.
Stormesterens Palads blev kongens feriebolig og et symbol på Victor Emmanuel 3.s ambition om på ny at gøre Middelhavet til et italiensk indhav. Da Benito Mussolini kom til magten i 1922, overtog han både Victor Emmanuels ambitioner og hans sommerresidens.
Efter 2. verdenskrig blev Rhodos græsk, og den græske stat indrettede dele af Stormesterens Palads til arkæologisk og historisk museum. I dag kan turister få indblik i Rhodos' dramatiske historie ved at besøge museet og de forsvarsværker, hvor korsridderne forgæves kæmpede mod overmagten.