Klokken to eftermiddag indså den irske oprørsleder Patrick Pearse, at alt håb var ude, og vaklede ud af det sønderskudte hovedposthus i Dublins centrum.
Bygningens øverste etager stod i flammer, og det var kun et spørgsmål om tid, før oprørerne ikke længere kunne bekæmpe ilden.
Alligevel var flere af dem klar til at kæmpe videre. Men Pearse mente, at prisen for den civile befolkning var blevet for høj.
Ud af vinduet havde han samme morgen set en familie blive mejet ned af den britiske hær, da de prøvede at slippe ud af deres brændende hus. Familien havde forsøgt at værge for sig med et viftende hvidt flag, men lå døde nu.
Så klokken halv tre overrakte Pearse sit sværd til den engelske general Lowe som symbol på oprørernes betingelsesløse overgivelse. Store dele af centrum var da forvandlet til rygende ruiner.
Republikken blev udråbt
Oprøret var begyndt blot seks dage tidligere, 2. påskedag, som i 1916 faldt 24. april.
Pearse havde indledt oprøret ved at træde op på trappen foran Dublins hovedposthus og mellem de græskinspirerede søjler udråbe Irland til fri republik – uafhængig af det England, som i århundreder havde undertvunget sit naboland. Tidspunktet var ikke tilfældigt valgt.
Første verdenskrig rasede, så parolen for oprørerne var “Englands problemer er Irlands muligheder”.
Seks bygninger i det centrale Dublin blev besat af oprørere, og samtidig brød kampene ud i flere irske provinser. Hovedposthuset fungerede som kommandocentral.
De første par dage holdt rebellerne stand, men så nåede de engelske forstærkninger frem.
De øvrige bastioner faldt, og posthuset kom under kraftig beskydning fra englænderne, som kunne barrikadere sig og skyde ind fra alle sider. Lørdag måtte oprørerne overgive sig.
På det tidspunkt var 450 mennesker blevet dræbt, og 2600 sårede. De fleste var uskyldige civile fanget i kampene.
Det militære nederlag kom ikke som en overraskelse for den lille flok oprørere, men de havde insisteret på at gøre forsøget trods dårlig udrustning.
Håbet var, at deres offer ville inspirere større grupper til at tage kampen op. Faktisk blev påskeoprøret startskuddet til en årelang blodig kamp for frihed, som kun blev intensiveret af briternes brutale fremfærd over for oprøret i 1916.
3500 irere blev arresteret, og af dem blev næsten 1500 sendt til internering i lejre i England og Wales. 90 mænd blev dømt til døden, heriblandt Patrick Pearse, som blev skudt fem dage efter, at han havde overgivet sig.
Symbol på britisk kontrol
Dublins hovedposthus, The General Post Office, var en torn i øjet på irske frihedskæmpere, allerede inden oprøret i påsken 1916.
Bygningen blev rejst midt i Dublin efter ordre fra den engelske konge, som havde haft magten i Dublin siden 1600-tallet.
I 1818 stod posthuset færdigt efter fire års byggeri. Facaden blev udsmykket med den britiske krone, og stedet et knudepunkt for den engelske administration af landet.
Efter påskeoprøret var posthuset endnu mere forhadt blandt irerne. Indtil Irland endelig fik selvstyre i 1921, lå bygningen derfor hen som ruin.
Herefter besluttede den unge stat at genopføre huset – dog uden den britiske krone på facaden. Samtidig lod man skudhullerne i søjlerne være til minde om det blodige oprør.
I dag overvejer irerne, om posthuset fortsat skal bruges til lutter breve, eller om noget af bygningen skal omdannes til museum.
De irske politikere overvejer også at bruge bygningens store sal til festlighederne, når kommende præsidenter indsættes.