“Op med hænderne! Jeg vil have jeres våben,” råbte sherif Virgil Earp til Clanton-banden – bestående af brødreparrene Ike og Billy Clanton og Frank og Tom McLaury. Sheriffens egne brødre, Wyatt og Morgan, der var vicesheriffer, og deres nære ven Doc Holliday stod truende i baggrunden.
To af bandens medlemmer greb straks efter deres pistoler, men inden de kunne nå at skyde, trak Doc Holliday et dobbeltløbet jagtgevær, han havde gemt under sin lange frakke. På få meters afstand fyrede han begge løb af i brystet på Tom McLaury. Haglene flåede hans brystkasse op. Og så brød helvedet løs.
Krudtrøgen omgav de otte mænd – i løbet af blot 30 sekunder blev der affyret omkring 30 skud på mindre end tre meters afstand.
Da røgen havde lagt sig, var Ike som den eneste fra Clanton-banden sluppet med livet i behold ved at søge dækning bag sin hest.
Virgil og Morgan Earp fik skudsår, mens Wyatt Earp og Doc Holliday slap uden skrammer. Opgøret var afslutningen på konfrontationen mellem Earp-brødrene og Clanton-banden.
Banden erklærede krig
Brødrene Earp sørgede med hård hånd for lov og orden i byen Tombstone nær grænsen til Mexico.
De havde bl.a. gjort det ulovligt at bære våben. Men Clanton-banden provokerede åbenlyst ved at være bevæbnet.
De to grupper havde haft flere sammenstød inden ildkampen. Ike Clanton og Tom McLaury var blevet slået ned af Earp-brødrene og var blevet frataget deres våben.
Som reaktion på overfaldet havde Clanton-banden om eftermiddagen den 26. oktober 1881 samlet sig ved O.K. Corral – en tom grund nær Earp-brødrenes private hjem.
Det var en krigsklæring. Ildkampen gjaldt kontrollen over Tombstone, hvor Earp-brødrene sikrede lov og orden, mens de samtidig plejede deres økonomiske interesser i de lokale spillebuler og bordeller.
Brødrene var ikke populære, fordi de for mange af byens indbyggere symboliserede den nye centralmagt i Washington, der greb ind i borgernes personlige frihed.
Clanton-banden levede af at holde kvæg, men gik ikke af vejen for kvægtyveri og røverier.
Banden var – trods ulovlighederne – populær i Tombstone, fordi medlemmerne lagde mange penge i byen. De var indbegrebet af frie nybyggere, der ikke lod sig styre af loven.