Om morgenen den 16. oktober 1793 ankom en vagt til Marie Antoinettes trange celle i Conciergeriefængslet ved Seinens bred. Uden et ord klippede han den afsatte dronnings hår helt kort og bandt hendes hænder stramt på ryggen.
Brutalt skubbede han hende ud til en ventende åben vogn, som langsomt kørte hende rundt i Paris' gader.
Her blev hun mødt af fjendtlighed og hånende tilråb fra de titusindvis af borgere, som var stimlet sammen for at få et glimt af den upopulære dronning. I årevis havde Frankrig svirret med rygter om dronningens seksuelle perversioner og hæmningsløse forbrug.
Efter mere end en times kørsel nåede vognen Concordepladsen, hvor guillotinen havde fået sin faste plads.
En præst hjalp hende ned fra vognen, mens han sagde: “Dette er tidspunktet, madame, til at være modig.”
Marie Antoinette svarede med et afklaret smil: “Mod? Tidspunktet, hvor alle mine lidelser ender, er ikke tidspunktet, hvor modet vil svigte mig.”
Bødlen skubbede uvenligt præsten til side og hev som en ekstra ydmygelse alt tøjet af dronningen.
Nøgen blev hun ført op på platformen, og en ophidset mumlen steg op fra den store menneskemængde, der var kommet for at overvære dronningens endeligt. Præsten gav hende syndsforladelsen, og hun blev tvunget ned på knæ.
Hendes hals blev placeret i guillotinens fordybning, og folkemængdens mumlen forstummede. Stilheden var total.
Præcis klokken 12.15 hev bødlen splitten ud, der holdt guillotinens tunge, skarpe blad.
Og sekunder efter kunne han – mens blodet stadig pumpede fra halsen – triumferende holde det afhuggede hoved op til mængdens store jubel.