Her sad kongens datter i 22 år

Om formiddagen den 8. august 1663 kastede et skib anker ud for Sankt Annæ Bro i København.

Om bord på skibet var Christian 4.s datter, Leonora Christina. 13 dage forinden var hun blevet arresteret i England, hvor hun af pengenød havde forsøgt at inddrive et gammelt lån hos den engelske konge. Anklagen lød på landsforræderi.

Leonora Christinas mand, danske Corfitz Ulfeldt, havde ivrigt støttet Sveriges invasion af Danmark i 1657, og nu blev hun holdt ansvarlig for hans forræderiske handling.

Leonora Christina erklærede sin uskyld, men blev mod sin vilje bragt om bord på et skib, der satte kurs mod Danmark.

Nu lå skibet og ventede, uden at Leonora Christina havde nogen anelse om, hvad der skulle ske.

Først sent på eftermiddagen kom bud om, at hun skulle forlade skibet. Hun steg ned i en lille båd og blev sejlet ind til Københavns Slot. Langs kysten stod byens borgere.

Nogle var glade, mens andre græd. På slotspladsen var en leben af borgere og soldater, og på slotsbroen ventede slotsfogeden.

Først lod han, som om han ville følge Leonora Christina op ad kongens trappe, men så skiftede han retning, og under folkets tilråb førte han i stedet kongedatteren til Blåtårn.

Her stod han længe og fumlede med nøglen, mens hun måtte tåle folkets hujen.

Endelig åbnede han døren og førte hende ind. Døren til Leonora Christinas fængsel blev lukket. Først 21 år, 9 måneder og 11 dage senere så Leonora Christina dagslys igen.

Den første uge sad hun i et lille rum, hvor rotterne åd løs af hendes lys om natten.

Rummet havde en ulidelig stank, fordi tidligere fanger havde brugt væggene som toilet.

Efter en uge blev kongedatteren flyttet til en lysere celle – den lå klos op ad det kammer, hvor hun havde tilbragt sin bryllupsnat.

Tortur på øverste etage

Blåtårn var et kvadratisk tårn på fem etager, der var placeret ved siden af porten på Københavns Slot.

Tårnet nævnes første gang i 1446, men der er ingen skriftlige kilder, der fortæller om Blåtårns oprindelige funktion.

Første gang man hører, at tårnet benyttes som fængsel, er under kong Hans (1481-1513). Gennem tiden har det fungeret som fængsel for både mægtige statsmænd og simple forbrydere.

Især Christian 4. brugte tårnet flittigt, når embedsmænd og præster vakte hans misfornøjelse.

I 1600-tallet blev Blåtårn i folkemunde kaldt “Den Mørke Kirke”, fordi det ud for voldgraven ingen vinduer havde.

Tårnet var berygtet og uhumsk, og den pinebænk, som blev brugt til tortur, havde sin plads i øverste etage.

I bunden af Blåtårn lå et underjordisk fængsel, der blev kaldt for “Troldhullet”.

Her blev fangerne hejst ned i et reb. I sine erindringer fortæller islændingen Jon Olafsson malende om sin tid som fange i bunden af Blåtårn i 1620. Hernede var væggene så glatte som et æg, så ingen kunne undslippe derfra.

Flere slotte brændte

Gennem tiden blev Københavns Slot udbygget både i højden og bredden.

Da det blev gennemgribende moderniseret i 1727-28, indgik Blåtårn med sit smukke renæssancespir som en del af det nye slot. Det fik dog kun lov til at stå i kort tid.

Efter kong Frederik 4.s død fire år senere rev hans søn, Christian 6., slottet ned til grunden – også Blåtårn – og efterlod blot en tom grund.

Først i 1745 stod det næste slot klar. Det var et barokslot, der fik navnet Christiansborg.

I 1794 brændte slottet, men dele af det blev skånet af ilden – bl.a. hele ridebaneanlægget. Det andet Christiansborg blev blev bygget samme sted i 1828, men heller ikke det fik lang levetid og brændte i 1884.

I forbindelse med grundudgravningen til det tredje Christiansborg dukkede ruinerne fra de gamle slotte uventet op.

I 1902 blev Blåtårn udgravet, og i 1906-08 og 1918-22 blev de forskellige borganlæg gravet frem.

Fundet fik enorm offentlig opmærksomhed, og i stedet for at dække ruinerne til igen besluttede man, at de skulle bevares for eftertiden. Ruinerne åbnedes for publikum i 1924 og kan i dag ses under Christiansborg.

Websites:
www.visitcopenhagen.com