Han var udmattet. I timevis havde arkæologen Hiram Bingham gået, klatret og kravlet opad gennem Perus tætte jungle.
Den fugtige varme var ved at blive for meget for ham, og han nød sit hvil i en lille indianerlandsby nær bjergets top.
Tanken om at give op lokkede, men den lokale guide forsikrede Bingham om, at de var meget tæt på deres mål. I flere årtier var rygterne om en forsvunden inkaby gået her i Urubamba-dalen i Peru.
Flere ekspeditioner havde forsøgt at finde den, men endnu var det ikke lykkedes. Bingham gjorde nu forsøget med hjælp fra de lokale indianere. Han samlede nyt mod og begav sig mod toppen af bjerget.
Med hjælp fra lokale guider fandt Hiram Bingham i 1911 Machu Picchu.
Snart begyndte spredt murværk at dukke op i junglen. “De gentagne overraskelser lokker på uimodståelig vis én frem gennem dybe slugter, der vrider sig forbi klipper af utrolig højde,” skrev Bingham senere.
Pludselig – uden, at han egentlig opdagede, hvordan det var gået til – stod arkæologen i en labyrint af halvt sammenstyrtede mure, der var skjult under junglens planter.
Det var umuligt at overskue ruinerne, og Bingham gik fra det ene overvældende fund til den næste. Mens han kæmpede sig igennem det tætte vildnis, så han huse, templer, en bymur og et avanceret system af kanaler og terrasser.
Bingham var ikke i tvivl: Han havde gjort det vigtigste arkæologiske fund i Sydamerika nogen sinde. Han havde fundet Machu Picchu.
Byen var skjulested
Machu Picchu ligger på en bjergkam i det sydlige Peru.
Byen blev grundlagt midt i 1400-tallet som et område, hvor inkakongens hof og adelen kunne tilbringe vinteren.
Nogle arkæologer mener, at stedet blev betragtet som helligt og var udvalgt, fordi bjergryggen bag byen ligner profilen af et ansigt, som ser op på himlen. I takt med spaniernes erobring af Peru blev Machu Picchu en multikulturel by.
Beliggenheden på en stejl bjergside midt i junglen gjorde stedet næsten umuligt at finde, og medlemmer af forskellige indianske kulturer rejste hertil for at slippe væk fra de spanske soldater.
Murene og husene i Machu Picchu er bygget uden mørtel. Bygningerne består af granitsten, som er hugget til, så de passer præcist ind i hinanden.
Således blev byen et af de sidste steder, hvor sydamerikanske indianere i større antal kunne leve uforstyrret. I modsætning til andre inkabyer blev Machu Picchu ikke fundet – og ødelagt – under spaniernes erobring af Sydamerika.
Stedet er af den grund en af de vigtigste kilder til forståelsen af inkaernes kultur og historie.
Indbyggerne blev syge
Selv om byen ikke blev erobret af europæerne, var den kun beboet i ca. 100 år. I løbet af 1500-tallet bukkede størstedelen af dens beboere under for de sygdomme, som spanierne havde bragt med sig.
De få overlevende forlod byen, som derefter forfaldt og blev opslugt af junglen.
Efter fundet af Machu Picchu indledte Hiram Bingham en omfattende udgravning i området og bragte omkring 5000 af de genstande, han fandt, med sig til USA. Først i de seneste år er amerikanerne gået med til at forhandle med Peru om at levere fundene tilbage.
Machu Picchu blev i 1983 erklæret en del af verdens kulturarv af UNESCO, der beskrev byen som “et absolut mesterværk inden for arkitektur”.
Den peruvianske regering er efterhånden blevet opmærksom på, hvilken arkæologisk perle Machu Picchu er. Siden ruinbyen blev fredet i 1981, er den blevet landets mest besøgte turistmål.
De mange besøgende slider dog på ruinerne, og myndighederne overvejer at begrænse antallet af turister fremover.