Her var døden sidste flugtvej

Alcatraz var hjem for mordere, gangstere og flugtkonger helt frem til 1963. Og ikke én undslap den isolerede fængselsø med livet i behold – sådan lød i hvert fald den officielle forklaring.

9. januar 2007 af Pelle Stampe

Da lyset i alle cellerne slukkes klokken 21 den 11. juni 1962, kryber Frank Morris og brødrene John og Clarence Anglin lydløst ud af deres hårde senge. De løsner de plader, som de omhyggeligt har malet og fået til at ligne væggen i hver deres seks kvadratmeter store celle. Pladerne skjuler de huller, som de i månedsvis møjsommeligt har boret ind i den fugtige betonvæg bagest i cellen. Som værktøj har fangerne brugt spidsede skeer og en hjemmelavet boremaskine lavet af en støvsugermotor og en skruetrækker. Larmen overdøvede de ved at skiftes til at spille på harmonika, når de andre arbejdede. Det afhakkede beton havde de findelt og forsigtigt drysset ud i gården på deres daglige gårdtur. For at vagterne ikke skal opdage deres flugt før næste morgen, har mændene lavet papmachéhoveder udstyret med rigtigt hår, som de har fået fra fængslets frisør. Nu lægger de hovederne på hovedpuden og udstopper deres tæpper med lagener og puder, så det i cellernes mørke ligner sovende mænd.
De tre fanger maver sig nu gennem hullerne og ind i en 90 cm bred gang med rør, der løber bag cellerne. Fra servicegangen kan de kravle op til en smal ventilationsskakt, der fører op til taget. De foregående dage har mændene udskiftet nitterne fra det gitter, som spærrer skakten, med nitter lavet af sæbe. Gitteret er derfor ingen hindring, og fangerne når ubesværet op på taget. Her har de tidligere opmagasineret deres årer, lavet af krydsfiner, og en oppustelig flåde, der består af 50 sammenlimede regnfrakker, som de har stjålet fra lageret. De ved, at flere fanger er blevet skudt eller er druknet under tidligere flugtforsøg. Så håbet er, at flåden vil holde tæt og bære dem sikkert og uset over den strømfyldte og kolde San Francisco Bay. Med en dyb indånding søsættes den skrøbelige flåde og glider ud i den blæksorte nat.
Rester af flåden blev siden fundet på den nærliggende Angel Island, men der blev aldrig fundet spor af de tre undvegne fanger. Officielt druknede de under flugten, men slægtninge til Anglinbrødrene hævder, at de har modtaget postkort fra dem fra Sydamerika. I så fald er de de eneste, det er lykkedes at flygte fra fængslet på Alcatraz.

Øen Alcatraz blev først opdaget i 1775 af den spanske opdagelsesrejsende Juan Manuel de Ayala, der var ved at kortlægge Nordamerikas vestkyst. I 1853 begyndte US Army at bygge et fort på øen, der skulle beskytte den hovedrige guldgraverby San Francisco mod angreb fra især Mexico. Fortet på Alcatraz blev blandt andet udstyret med fire 16 tons tunge kanoner og en rækkevidde på fem kilometer. Alcatraz blev vestkystens symbol på USA’s militære styrke og fik tilnavnet The Rock, Klippen. Fortet nåede dog kun at affyre ét skud mod et uidentificeret skib, og efter bare 20 år var det forældet. På grund af beliggenheden blev fortet derefter brugt som militærfængsel. De første fanger ankom under borgerkrigen, og Alcatraz fungerede som militærfængsel indtil 1934, hvor det blev omdannet til et statsfængsel. Særligt farlige eller besværlige fanger, udbryderkonger og mafiafolk – bl.a. Al Capone – blev indsat på det flugtsikre og isolerede sted. Alcatraz blev hurtigt berygtet for elendige forhold og en streng disciplin, der blev opretholdt med tæsk til de indsatte og lange isolationsfængslinger. I mange år måtte de indsatte ikke tale, hvilket gjorde flere fanger sindssyge. Fængslet fik så dårligt et ry, at klippen i folkemunde blev døbt “Djævleøen”. I 1963 blev fængslet lukket, da det var for dyrt i drift og fangernes forhold ikke levede op til moderne krav.

Websites:
www.nps.gov/alca/

Måske er du interesseret i...

Læs også