I begyndelsen af 1100-tallet danner ni mænd en ridderorden, som snart vækker dyb ærefrygt: tempelridderne – fromme munke og nådesløse soldater på én gang.
Ordenen opbygger på kort tid et vidt forgrenet imperium, som strækker sig fra Mellemøsten til Europas afkroge.
I dag, 800 år efter ordenens storhedstid, kan man stadig følge sporene af de sagnomspundne riddere.
1. Jerusalem
Tempelridderordenen blev oprettet for at beskytte Det Hellige Land, hvor den nye orden fik sit første hovedkvarter på Tempelbjerget i Jerusalem.
I året 1099 lykkedes det en hær af kristne bønder og riddere at erobre den hellige by Jerusalem.
Triumfen var total, da deltagerne i dette første korstog kunne indsætte deres egen konge.
Men selv om byen var sikret, var Det Hellige Land hærget af røvere.
Derfor dannede ni franske riddere med adelsmanden Hugh de Payens i spidsen i 1119 en militærtrænet munkeorden, der skulle beskytte pilgrimme på rejse i Mellemøsten.
I løbet af 1120'erne flyttede soldatermunkene ind i deres første hovedkvarter ved al-Aqsa-moskeen på sydsiden af tempelbjerget i Jerusalem.
Ridderordenen kaldte sig “Kristi Fattige Riddere af Salomons Tempel”, et navn, der snart blev forkortet til tempelridderne. Hovedkvarteret kunne ikke ligge bedre, for ridderne mente, at bygningerne var placeret dér, hvor den jødiske kong Salomons tempel havde stået.
Det oprindelige tempel havde ifølge Bibelen huset Pagtens Ark, som rummede Moses' stentavler.
De første år optog tempelridderordenen ikke flere end de oprindelige ni, hvilket har fået eftertiden til at spekuleret over, om ordenen blev dannet for hemmeligt at søge efter Pagtens Ark i Tempelbjerget.
Her fandt man i 1800-tallet en række skjulte tunneller, som ingen kunne forklare funktionen af.
Efter 1129 voksede ordenen. Riddere i hundredvis blev trænet i krigskunst, mens Tempelbjerget myldrede af folk, som byggede kloster og kirke samt inddrog al-Aqsa-moskeen til administrationsbygning.
2. Tempelridderne førte an i stor sejr
Kristne og muslimske hære var allerede braget sammen i en række slag, da en samlet muslimsk hær i 1177 satte kursen mod Jerusalem.
Alt tydede på, at de kristnes hovedstad nu stod for fald. Men på vejen spildte den muslimske hær tid på at plyndre områdets landsbyer.
Det skulle vise sig at være en dårlig idé. 80 tempelriddere, der havde sluttet sig til den spedalske konge Balduin 4.s hær, udnyttede fjendens uopmærksomhed på sletten ved Montgisard.
De kamptrænede soldatermunke angreb – som de havde for vane – før alle andre.
Den overrumplede hær nåede aldrig at samle sig og yde modstand.
Kun hver tiende muslim overlevede slaget, før tempelridderne – som de plejede – trak sig tilbage som de sidste.
3. Saladin halshuggede sine mægtigste fjender
Sultan Saladin samlede al modstand mod de kristne i Det Hellige land. Han blev korsfarernes og ikke mindst tempelriddernes værste fjende.
Da de kristne soldater vågnede 4. juli 1187, var de blændet af røg fra utallige bål, som fjenden havde tændt rundt om lejren ved bjergformationen Hattins Horn.
Under dække af røgen skød muslimske bueskytter nu 400 byger pile af sted mod de omringede.
Kaos var totalt. Alle forsøg på at bryde ud forgæves.
Angriberne blev ledet af den legendariske sultan Saladin, som dygtigt organiserede modstanden mod de kristne.
Hans skytter gik nu i gang med at skyde fjendens heste ned én for én, så de tunge riddere var tvunget til at kæmpe til fods.
Kun 3000 af de 20.000 kristne soldater menes at have haft held til at flygte, inden de muslimske tropper nåede det kongelige telt og tog kong Guy til fange. Kampen var slut.
To dage efter sejren lod Saladin alle de tilfangetagne tempelriddere føre frem og halshugge.
Han betragtede krigermunkene som sine stærkeste modstandere, for han forstod, hvor farlig deres kombination af stærk tro og dygtig militær træning var.
230 tempelriddere døde denne dag. Kort forinden var andre 60 tempelriddere blevet dræbt i slaget ved Cresson-kilderne.
Historikere vurderer, at ordenen i de to slag mistede ca. halvdelen af alle sine riddere i Det Hellige Land.
Tempelridderborgen i Atlit blev aldrig indtaget, men måtte opgives, da resten af Det Hellige Land faldt.
4. Her gemte tempelridderne deres hellige skatte
Allerede i 1200-tallet blev tempelridderordenen kritiseret for at have skaffet sig umådelige rigdomme på kort tid.
Magthavere i Europa, som ikke selv havde mulighed for at rejse til Det Hellige Land, donerede ordenen store summer. Tempelridderne brugte af deres midler til at anskaffe hellige skatte som en splint fra Jesu kors, et stykke af hans tornekrone og dråber af hans blod.
Relikvierne blev vogtet nidkært, bl.a. på tempelridderborgen i Atlit. Borgen, som ridderne kaldte Chastel Pelerin og regnede for en af deres stærkeste, blev oprindelig bygget af pilgrimme, som gav deres arbejdskraft gratis til ridderordenen.
Tempelridderborgen i Atlit blev aldrig indtaget, men måtte opgives, da resten af Det Hellige Land faldt.
5. Ridderne drev rejsebureau
Tempelridderne kom til at stå for et af historiens første rejsebureauer, når de mod passende betaling beskyttede pilgrimme undervejs til Jerusalem.
Sikkerheden blev opretholdt ved hjælp af en række fæstninger, som lå fra bjergene i nutidens Syrien ned til Jerusalem.
I Safita hæver det 38 m høje indre tårn i tempelridder-borgen Chastel Blanc sig stadig højt over byen.
Fra fæstningen kontrollerede ridderne området omkring byen Tripoli og handelsruterne ind i landet.
6. Sidste bastion i Det Hellige Land
Legenden fortæller, at tempelridderne i sidste øjeblik fik sendt et lille skib af sted fra Acre, før byen faldt i maj 1291.
Om bord var angiveligt nogle få riddere samt de vigtigste af ordenens skatte, som nu blev fragtet i sikkerhed.
Tilbage i Acre var stormen mod byen skånselsløs. Byen var hovedstad for de tilbageværende kristne områder i Det Hellige Land, og adskillige ridderordener havde derfor hovedkvarter her.
Men deres indbyrdes rivalisering var så omfattende, at ingen lyttede, da tempelriddernes stormester før angrebet advarede om den kommende storm.
Tempelriddernes fæstning faldt som den sidste kristne bygning.
Afslutningen blev et blodbad for tempel- ridderne.
Øen Arwad blev omringet af fjendt-lige skibe i 1302.
7. Ø blev sidste holdepunkt i Mellemøsten
I september 1302 lagde 16 egyptiske skibe sig i en ring om den lille ø Arwad; skibene lukkede effektivt af for alle forsyninger af proviant.
Tempelridderordenen havde ellers oprustet forsvaret af øen i årene efter tabet af baserne på fastlandet og bemandet stedet med hele 120 riddere og 500 bueskytter.
Men lige lidt hjalp det. Garnisonen lå for isoleret, og hjælpen kom for sent.
En af soldatermunkene forhandlede sig frem til et løfte om frit lejde, men alligevel blev bueskytterne dræbt og de fleste af tempelridderne taget til fange, da de ville forlade borgen.
I dag ligger ordenens velbevarede fæstning tæt omkranset af nyere huse på Syriens eneste beboede ø.
8. Tempelriddere ville skabe egen stat
Tempelridderne var langskæggede, for af respekt for Gud barberede de sig ikke.
Da tempelridderne mistede de sidste besiddelser i Det Hellige Land, slog de deres nye hovedkvarter op på Cypern – en ø, som ordenen tidligere havde forsøgt at gøre til et eget land.
I året 1192 købte tempelridderne øen Cypern af den engelske konge Richard 1., som blev mest kendt under sit tilnavn “Løvehjerte”.
Deres plan var at skabe en tempelridderstat på øen, som lå perfekt placeret i forhold til de vigtige sejlruter til havnebyerne i Det Hellige Land.
Men den storladne idé blev hurtigt undermineret af, at soldatermunkene var blevet grådige.
De indførte en benhård beskatning og var så hensynsløse i deres administration af øen, at de lokale hurtigt gjorde oprør.
Tempelridderne blev omringet i borgen i Nicosia, og kun med nød og næppe lykkedes det for de kamptrænede munke at kæmpe sig vej ud og slå oprøret ned.
Da ordenen efter oprøret ikke ville afsætte flere end 20 riddere til at sikre øen, måtte ideen om egen stat opgives.
Løsningen blev at give området tilbage til kong Richard. Han solgte derefter Cypern igen – uden at betale tempelridderne en øre.
Cyperns nye hersker lod dog tempelridderne beholde nogle af deres besiddelser, bl.a. borgen Kolossi, som står endnu.
Besiddelserne på øen blev 100 år senere brugt som ordenens nye hovedkvarter, da tempelridderne måtte flygte fra Det Hellige Land efter tabet af Acre.
Cypern forblev hovedkvarter frem til tvangsopløsningen i 1312.
9. Tempelriddere beskyttede ung konge
Ordenen tog kampen op mod muslimerne andre steder end i Det Hellige Land.
Tempelridderne deltog også aktivt i de kristne kongers generobring af Den Iberiske Halvø fra maurerne – og blev rigt belønnet for indsatsen.
Ordenen fik i 1143 borgen i Monzón i det nuværende Nord-spanien som arv efter kongen af Aragonien, Alfonso 1.
I 1213 blev den ledende tempelridder værge for den mindreårige konge Jaume 1. Han blev beskyttet i det store tårn i borgen, indtil han var gammel nok til at gøre en ende på magtkampene i kongedømmet.
Den erobringsbegejstrede konge havde tempelriddere i sit følge resten af sin regeringstid.
Tempelriddernes borg i Monzón gav beskyttelse til unge kong Jaume 1.
10. Ordenens arvtagere overtog hovedkvarteret i Portugal
Da paven i 1312 tvangsopløste ordenen, forhandlede den portugisiske kong Dinis sig frem til, at ridderne i hans land kunne overgå til hans egen nydannede kristusorden.
Den nye ridderorden blev mindre krigerisk, men fik snart så god økonomi, at den kunne spæde klækkeligt til Henrik Søfarerens opdagelsesrejser i 1400-tallet.
Også tempelriddernes hovedkvarter i Portugal blev overtaget af kristusridderne.
Det store og velbevarede fæstnings- og klosterkompleks ligger endnu i Tomar; det blev oprindelig bygget på grænsen til de mauriske områder.
Tempelridderne fik deres første hovedsæde uden for Det Hellige Land i Tomar i Portugal.
11. Ordenen havde eget hesteopdræt
Selv når en tempelridder sultede, slagtede han aldrig sin hest.
Veltrænede kampheste var en livsnødvendighed for ridderne i Det Hellige Land, og ordenen gjorde alt for at sikre sig en jævn leverance, da heste kunne være både kostbare og vanskelige at anskaffe sig i Mellemøsten.
Riddernes ejendom La Couvertoirade var fra slutningen af 1100-tallet centrum for opdræt af de eftertragtede dyr.
La Couvertoirade lå strategisk placeret i nærheden af ruterne til Middelhavet og havnene, hvorfra fragtskibene sejlede hestene til Det Hellige Land.
Temple Church var del af det engelske hovedkvarter. Kirken blev genopført efter 2. verdenskrig.
12. Tempelridderne skabte finanscentrum i London
Tempelriddernes engelske hovedkvarter i London blev i 1200-tallet anset for så sikkert, at de engelske kronjuveler blev opbevaret her.
Med tiden kom ordenen også til at adminstrere den franske statskasse og tilbød mod betaling at passe på værdigenstande og dokumenter i deres lokale hovedkvarterer.
Ridderne blev samtidig storspillere på det finansielle marked ved at udlåne penge – både konger og paver satte sig i stor gæld til ridderne.
Ordenens internationale netværk gjorde det muligt at indsætte penge et sted og få et tilgode-bevis skrevet i kode, som indbetaleren kunne præsentere i en hvilket som helst anden tempelridderejendom i Europa eller Mellemøsten og her få pengene udbetalt i den lokale valuta.
Systemet, en forløber for moderne rejsechecks, gjorde det sikrere for pilgrimme at rejse, hvilket var ordenens oprindelige formål.
Hovedkvarteret i London var opført på resterne af et romersk tempel.
Under 2. verdenskrig blev Temple Church stærkt beskadiget, men er siden genopbygget.
På gulvet i selve kirkerummet kan besøgende se liggende statuer af flere af tempelridderordenens store velgørere.
13. Skotland blev riddernes nordligste bastion
I 1127 rejste tempelriddernes første stormester Hugh de Payens Europa tyndt for at samle støtte forud for koncilet i Troyes, hvor den nye orden fik pavens godkendelse.
Han nåede også Skotland, hvor kong David 1. forærede tempelridderne jorder omkring landsbyen Balantradoch.
Her, hvor tempelriddernes skotske hovedkvarter lå, ligger i dag en landsby ved navn Temple.
Besøgende kan stadig se ruinen af ordenens kirke og kirkegård. Kun få km borte ligger Rosslyn Chapel, som ofte, fejlagtigt, forbindes med tempelridderne.
Byggeriet af Rosslyn Chapel blev først påbegyndt i 1446, 134 år efter, at ordenen blev tvangsopløst.
Tempelriddernes nordligste kirke står som ruin i en landsby, der fik navnet Temple.
14. Tempelriddernes sidste stormester brændt i Paris
Stormesteren de Molay endte sit liv i et flammehelvede. Med hans død på en ø i Paris endte ordenens historie. Øen er i dag del af Ile de la Cité.
Hen på aftenen den 18. marts 1314 bølgede to søjler af røg op fra øen Ile de Juifs midt i Paris-floden Seinen.
Her brændte tempelridderordenens sidste stormester Jacques de Molay og hans næstkommanderende. Med deres død blev der reelt sat punktum for tempelridderordenens historie.
De egenrådige tempelriddere var raget uklar med paven og den franske konge, tidens mægtigste mænd, og syv år tidligere, i oktober 1307, var alle tempelriddere i Frankrig og stormesteren blevet arresteret.
Nu begyndte grusomme afhøringer, hvorunder de Molay tilstod kætteri, homoseksualitet og gudsbespottelse.
Jacques de Molay nægtede til det sidste, at tempelridderne var skyldige i anklagerne mod dem.
En kirkelig kommission idømte ham livsvarigt fangenskab. Men da livtidsdommen faldt, trak de Molay sine tilståelser tilbage:
“Jeg må erklære, at ordenen er uskyldig. Dens renhed og hellighed er hævet over enhver tvivl”.
De befippede gejstlige kaldte nu de Molay for en tilbagefalden kætter og overgav ham til franske kong Filip, som skyldte ridderne enorme summer.
Han fik hastigt ændret livstidsdommen til henrettelse på bålet.
IDAG. En mindeplade på øen i Paris fortæller, hvor stormesterens bål stod.
For nylig offentliggjorde en italiensk forsker et dokument fra pavens afhøringer, som ifølge forskeren viser, at de Molay blev frikendt for anklagerne. Men i sidste ende lod paven sig presse af den franske konge til at opløse ordenen i 1312 og lade stormesteren dø.