Smukke Barcelona i skumringen

Anarkisternes Barcelona

Ingen anden europæisk by har oplevet så mange oprør som Barcelona. Sporene efter bomber, henrettelser og strejker ses stadig i gadebilledet. Her er otte seværdigheder, du ikke må gå glip af.

Ingen anden europæisk by har oplevet så mange oprør som Barcelona. Sporene efter bomber, henrettelser og strejker ses stadig i gadebilledet. Her er otte seværdigheder, du ikke må gå glip af.

Shutterstock

For en stund blev drømmen til virkelighed. Det bemærkede George Orwell begejstret, da han i slutningen af 1936 kom til byen for at for at tage del i kampen mod Francos fascister.

Næsten alle bygninger var indtaget af arbejderne, og mange steder vajede anarkisternes sortrøde flag.

“Tjenere og ekspedienter så dig lige i øjnene og behandlede dig som en ligemand. Underdanige og højtidelige tiltaleformer var forsvundet”, skrev han i “Hyldest til Catalonien”.

"Barcelona lignede en by, hvor de velhavende klasser stort set ikke eksisterede”.

Anarkister klar til kamp mod Franco i 1936

Anarkisterne stod om morgenen 17. juli 1936 klar til at nedkæmpe Francos styrker på Plaça de Catalunya.

© Den spanske stats turistbureau og Polfoto & Corbis/Polfoto

Startskuddet til denne sociale revolution, der havde lydt 19. juli samme år, da catalanske militssoldater havde stoppet Francos styrker, var kulminationen på årtiers folkelige oprør.

Perioden fra 1883, til Francos styrker endelig indtog Barcelona i 1939 – La Rosa del Foc, den brændende rose, som anarkisterne kaldte den – kan betragtes som én lang klassekamp.

De mange venstreorienterede fagforeninger og partier – med bogstavkombinationer som POUM, CNT, FAI og PSUC – var alle drevet af et inderligt had til byens rige overklasse.

Også kirken og statsmagten i Madrid blev anskuet som fjender, og specielt den anarkistiske ideologi, der var kritisk overfor enhver form for centralisering, høstede tilhængere i Catalonien.

Figur fra plakat af høstfolkenes revolte i 1640

Høstfolkenes revolte i 1640 er en vigtig del af den rebelske catalanske selvopfattelse.

© Bridgeman

TIDSLINJE: Vrede dage i Barcelona

Den catalanske storby har ofte været plaget af strejker, oprør og demonstrationer.

1285:

I protest mod stigende priser og fødevaremangel arrangerede håndværkeren Berenguer store demonstrationer i byens gader.

1640:

Vrede mod spanske soldater på vej til trediveårskrigen i Frankrig fører til høstfolkenes revolte.

1842-1870:

Tusindvis af utilfredse arbejdere bliver henrettet under periodens otte folkelige opstande.

1893:

Anarkisten Paulí Pallàs begår det første politiske bombeattentat i byen. Samme år smider Santiago Salvador to bomber i Liceu-teatret.

1909:

“Den tragiske uge” starter, da 800 arbejdere fyres, hvorefter anarkisterne afbrænder 52 kirker. 1.724 mennesker bliver anholdt, og fem bliver henrettet.

1919:

Fyringer på kraftværket La Canadenca fører til strejker i mange storbyer, indtil fagforeningernes krav imødekommes.

1936-1939:

Anført af anarkisterne slås Francos styrker tilbage i juii 1936. Året efter bryder gadekampe ud mellem anarkister og kommunister. Henrettelserne af venstreorienterede fortsætter efter, at Franco indtager byen i 1939.

1951:

Sporvogne boykottes oven på en 40 procents billetstigning. Priserne sættes ned igen, uden at det hindrer en generalstrejke.

Internt på venstrefløjen var der imidlertid også rivaliseringer, og de viste sig for alvor i foråret 1937.

Stridsspørgsmålene var mange. De fleste af dem handlede om, hvorvidt Catalonien skulle skabes efter en stram sovjet-kommunistisk model eller ej.

Magtkampene splittede Cataloniens regionale regering, og det endte i åbne gadekampe mellem de forskellige fraktioner. Anarkisterne endte i maj 1937 som de store tabere overfor de sovjetisk støttede kommunister.

Men sporene efter La Rosa del Foc og fortidens opgør ses stadig i den catalanske storby.

Her er 8 oprørske seværdigheder i Barcelona:

1. CASTELL DE MONTJUIC

Adresse: Carretera de Montjuïc 66.

Dødens kastel

Barcelonas fæstning har oftest været brugt til at slå hårdt ned på byens egne rebeller.

Et af de mest markante eksempler fandt sted i 1893, da anarkisten Paulí Pallàs udførte, hvad der betragtes som det første politiske bombeattentat i byen. En civilgardist døde ved attentatet, men Cataloniens daværende militærguvernør, der var målet, overlevede.

“Hævnen bliver frygtelig!” råbte Pallàs, inden han blev skudt på på Montjuïc. Pallàs fik ret, men kastellets historie beviser tydeligt, at undertrykkelsen blev lige så brutal.

Castell de monjuic

Montjuïc-kastellet blev bygget i 1640 for at beskytte Barcelona mod ydre fjender. Men blev specielt i 1890'erne benyttet til henrettelser af byens egne anarkister. I dag vajer det catalanske flag fra fæstningen.

© Corbis/Polfoto & Tonny Vorm

Allerede ved indgangen er opsat en mindeplade for Lluís Companys.

Som præsident for den catalanske regering havde Companys kæmpet for regionens selvstændighed og for at holde sammen på de mange grupperinger på venstreløjen, inden han i 1939 flygtede til Frankrig.

Her blev han anholdt af Gestapo, der sendte ham retur til Spanien. 15. oktober 1940 blev Companys henrettet af Francos soldater. “For Catalonien”, var hans sidste ord.

2. LA-CANADENCA-KRAFTVÆRKET

Adresse: Hjørnet af Avinguda Paral·lel og Passatge de La Canadenca

De strejkende fik ret til sidst

I 1919 gik anarkisterne forrest i en af de mest markante strejker i spansk historie. Det startede med, at otte arbejdere på Canadenca-værket blev fyret.

Den anarkistiske fagforening CNT opfordrede til strejke, der endte med at lam store dele af Spaniens el- og vandforsyning.

Som resultatet heraf tvang regeringen i Madrid arbejdsgiverne til at gå med til fagforeningernes krav. De otte fyrede arbejdere blev genansat, og Spanien fik tillige som det første europæiske land en otte-timers arbejdsdag.

Strejkende foran La Canadenca-kraftværket

Otte fyringer på kraftværket, hvis park i dag besøges af både skatere og hundeluftere, startede strejken i 1919.

© Getty Images

Hundrede meter længere oppe ad Avinguda Paral·lel etablerede baren La Tranqulidad sig i den periode som kommandocentral for en anden anarkistisk fagforening, FAI.

En af dens ledere var Buenaventura Durruti, der under borgerkrigen skabte sin egen millits. Durruti-kolonnen, der talte 8.000 mand, blev nægtet våben fra den republikanske regering, så de skaffede dem i stedet selv fra byens våbenlagre.

Durruti døde 20. november 1936 – angiveligt ved en vådeskudsulykke. En fjerdedel af Barcelonas indbyggere deltog i begravelsen.

3. BIBLIOTECA GÒTIC

Adresse: La Rambla 30-32.

Marxistisk leder blev dræbt af snigmordere

Andreu Nin stiftede POUM, arbejderpartiet for marxistisk enhed, i september 1935.

I starten af borgerkrigen arbejdede Nin sammen med bl.a. Lluís Companys i den catalanske regering, men efterhånden som den regering blev hårdere styret fra Sovjetunionen mistede ikke-partitro kommunister indflydelse.

Nin forlod regeringen i december 1936, og året efter blev POUM forbudt, inden han blev dræbt af Stalins agenter i juni 1937.

Restaurant Cosmos, som er nabo til Biblioteca Gòtic

Også i 1930'erne eksisterede Restaurante Cosmos som nabo til POUM's kontorer, der i dag er bibliotek.

© Tommy Worm

Der er mange spor efter Nin i Barcelona, men et af de mest imponerende ligger ved siden af Restaurante Cosmos nederst på Ramblaen.

Her ligger byens folkebibliotek, der indeholder den mest komplette samling af bøger om arbejderbevægelsen og borgerkrigen.

4. PLAÇA DE GEORGE ORWELL

Adresse: Carrer de n'Arai, 9999

Big Brother holder øje med narkomanerne

I slutningen af sidste århundrede blev en del af det indre Barcelona byfornyet. Man ville komme slummen til livs.

Ved samme lejlighed blev en mindre plads ikke langt fra den populære restaurant “Los Caracoles” i 1997 opkaldt efter den britiske forfatter, der i bogen “Hyldest til Catalonien” skrev om sine oplevelser under borgerkrigen.

George Orwell i den spanske borgerkrig

George Orwell (høj, i midten) deltog i Den spanske borgerkrig under POUM's faner.

© UCL special collection

I årene efter eskalerede spændingerne mellem narkohandlere og politiet, og i 2001 blev Plaça de George Orwell udvalgt til en nyt eksperiment: Som det første sted i Spanien blev der her opsat overvågningskameraer med direkte forbindelse til en politistation.

Kriminaliteten blev dæmpet, men kritikere påpeger det paradoksale i, at pladsen er opkaldt efter forfatteren, der i sin roman “1984” netop advarede om farerne ved et overvågningssamfund.

5. SANT FELIP NERI

Adresse: Paseo de Palau Episcopal, Barri Gotic

Fascisternes myte er nu gennemhullet

Den beskedne Sant Felip Neri-kirke er godt gemt af vejen midt i byens gotiske kvarter.

Bygningerne omkring den lille plads foran kirken er arret af huller, og i årene efter borgerkrigen lød den officielle forklaring fra diktaturets side, at det var her, de catalanske rebeller havde skudt og henrettet mere end 7.000 præster og gejstlige med koldt blod.

Der blev henrettet over 7000 gejstlige foran Sant Felip Neri

Hullerne på Plaça de Sant Felip Neri skyldes ikke anarkister, som myten fortalte.

© Tommy Worm

Sandheden er, at hullerne i murene skyldes to bomber smidt af italienske kampfly, der arbejdede sammen med Francos fascister under borgerkrigen.

42 mennesker blev ved den lejlighed dræbt, de fleste børn fra den lokale katolske skole.

6. GRAN TEATRE DEL LICEU

Adresse: La Rambla 51-59.

Overklassen bombet i teatret

Den 7. november 1893 smed anarkisten Santiago Salvador to bomber midt under Liceu-teatrets premiere på “Wilhelm Tell”. Kun den ene bombe blev udløst, men den dræbte 20 mennesker og kvæstede endnu flere.

Salvador blev pågrebet, og inden han blev henrettet i fuld offentlighed foran Raval-kvarterets Cordelleres-fængsel, sang han en catalansk frihedssang og understregede med klar røst, at han intet fortrød.

Gran Teatre del Liceu i Barcelona

Gran Teatre del Liceu er stadig en vigtig kulturinstitution.

© Den spanske stats turistbureau

Teatret var stedet, hvor byens overklasse mødtes, og specielt medlemmerne af “Cercle del Liceu”, hvor der blev gjort forretninger over cava og hummere, var i anarkisternes øjne mindst lige så skyldige i arbejdernes trange kår som centralmagten i Madrid og den katolske kirke.

7. PLAÇA DE CATALUNYA

Interne stridigheder hjalp Franco

I første omgang blev Franco stoppet i Barcelona.

Den 17. juli 1936 stod et par tusinde catalanere klar til at tage kampen op mod generalens fremadstormende tropper, der havde slået al modstand ned på vejen gennem Spanien.

Anført af den anarkistiske fagbevægelse CNT var de catalanske arbejdere blevet udstyret med våben, der blandt andet var stjålet fra et våbendepot ved havnen.

De hårdeste opgør fandt sted på Plaça de Catalunya, der kort efter det sejrrige forsvar af byen også blev skueplads for venstrefløjens interne stridigheder.

Plaça de Catalunya

Telefónica-bygningen, hvor CNT holdt til under borgerkrigen, eksisterer stadig.

© Den spanske stats turistbureau og polfoto & Corbis/Polfoto

Med støtte fra byens politi angreb kommunisterne fra PSUC, der holdt til på Hotel Colón, i maj 1937 CNT's hovedkvarter på den anden side af pladsen.

Kampene spredte sig ned ad Ramblaen, hvorfra de forskellige gruppe-ringer beskød hinanden og dermed gjorde det lettere for Francos styrker at indtage Barcelona to år efter.

Begivenheden blev fejret på netop Plaça de Catalunya.

8. PLAÇA DE LA VILA DE GRÀCIA

Kvinder protesterede mod krigen på Cuba

Klokketårnet på Plaça de la Vila de Gràcia har flere gange ringet til kamp for den catalanske frihed i arbejderkvarteret i den nordlige del af byen.

Mest markant skete det i april 1870, da en gruppe kvinder samlet gik til angreb på et lokalt sessionskontor i protest mod krigen på Cuba.

Centralmagten i Madrid havde indkaldt 25.000 mand til den spanske krig mod USA, og det var mere, end de rebelske catalanske mødre ville acceptere.

Hvorfor skulle deres catalanske arbejderdrenge støtte en spansk overklasse-krig? Oprøret bredte sig hurtigt til resten af byen, men kun Gràcia holdt stand.

Placa de vila de la Gracia

Der er stadig liv omkring klokketårnet.

© Den spanske stats turistbureau

Spanske soldater måtte mobilisere store styrker og køre kanoner i stilling, inden landsbyen, der dengang ikke var vokset sammen med Barcelona, overgav sig.

I alle de seks dage, kampene varede, ringede klokken fra tårnet på pladsen for at opildne rebellerne. Rebet, der fik klokken til at ringe, blev ført af en ældre kvinde fra en altan på pladsen.

Tårnet står stadig på sin hyggelige plads i hjertet af Gràcia, hvor de lokale tit går på gaden og demonstrerer, når de er utilfredse med politiske beslutninger.

BYKORT

Her finder du de 8 seværdigheder: