Anarkisternes Barcelona

Startskuddet til denne sociale revolution, der havde lydt 19. juli samme år, da catalanske militssoldater havde stoppet Francos styrker, var kulminationen på årtiers folkelige oprør.

Perioden fra 1883, til Francos styrker endelig indtog Barcelona i 1939 – La Rosa del Foc, den brændende rose, som anarkisterne kaldte den – kan betragtes som én lang klassekamp.

De mange venstreorienterede fagforeninger og partier – med bogstavkombinationer som POUM, CNT, FAI og PSUC – var alle drevet af et inderligt had til byens rige overklasse.

Også kirken og statsmagten i Madrid blev anskuet som fjender, og specielt den anarkistiske ideologi, der var kritisk overfor enhver form for centralisering, høstede tilhængere i Catalonien.

Internt på venstrefløjen var der imidlertid også rivaliseringer, og de viste sig for alvor i foråret 1937.

Stridsspørgsmålene var mange. De fleste af dem handlede om, hvorvidt Catalonien skulle skabes efter en stram sovjet-kommunistisk model eller ej.

Magtkampene splittede Cataloniens regionale regering, og det endte i åbne gadekampe mellem de forskellige fraktioner. Anarkisterne endte i maj 1937 som de store tabere overfor de sovjetisk støttede kommunister.

Men sporene efter La Rosa del Foc og fortidens opgør ses stadig i den catalanske storby.

Her er 8 oprørske seværdigheder i Barcelona:

Barcelonas fæstning har oftest været brugt til at slå hårdt ned på byens egne rebeller.

Et af de mest markante eksempler fandt sted i 1893, da anarkisten Paulí Pallàs udførte, hvad der betragtes som det første politiske bombeattentat i byen. En civilgardist døde ved attentatet, men Cataloniens daværende militærguvernør, der var målet, overlevede.

“Hævnen bliver frygtelig!” råbte Pallàs, inden han blev skudt på på Montjuïc. Pallàs fik ret, men kastellets historie beviser tydeligt, at undertrykkelsen blev lige så brutal.

Allerede ved indgangen er opsat en mindeplade for Lluís Companys.

Som præsident for den catalanske regering havde Companys kæmpet for regionens selvstændighed og for at holde sammen på de mange grupperinger på venstreløjen, inden han i 1939 flygtede til Frankrig.

Her blev han anholdt af Gestapo, der sendte ham retur til Spanien. 15. oktober 1940 blev Companys henrettet af Francos soldater. “For Catalonien”, var hans sidste ord.

I 1919 gik anarkisterne forrest i en af de mest markante strejker i spansk historie. Det startede med, at otte arbejdere på Canadenca-værket blev fyret.

Den anarkistiske fagforening CNT opfordrede til strejke, der endte med at lam store dele af Spaniens el- og vandforsyning.

Som resultatet heraf tvang regeringen i Madrid arbejdsgiverne til at gå med til fagforeningernes krav. De otte fyrede arbejdere blev genansat, og Spanien fik tillige som det første europæiske land en otte-timers arbejdsdag.

Hundrede meter længere oppe ad Avinguda Paral·lel etablerede baren La Tranqulidad sig i den periode som kommandocentral for en anden anarkistisk fagforening, FAI.

En af dens ledere var Buenaventura Durruti, der under borgerkrigen skabte sin egen millits. Durruti-kolonnen, der talte 8.000 mand, blev nægtet våben fra den republikanske regering, så de skaffede dem i stedet selv fra byens våbenlagre.

Durruti døde 20. november 1936 – angiveligt ved en vådeskudsulykke. En fjerdedel af Barcelonas indbyggere deltog i begravelsen.

Andreu Nin stiftede POUM, arbejderpartiet for marxistisk enhed, i september 1935.

I starten af borgerkrigen arbejdede Nin sammen med bl.a. Lluís Companys i den catalanske regering, men efterhånden som den regering blev hårdere styret fra Sovjetunionen mistede ikke-partitro kommunister indflydelse.

Nin forlod regeringen i december 1936, og året efter blev POUM forbudt, inden han blev dræbt af Stalins agenter i juni 1937.

Der er mange spor efter Nin i Barcelona, men et af de mest imponerende ligger ved siden af Restaurante Cosmos nederst på Ramblaen.

Her ligger byens folkebibliotek, der indeholder den mest komplette samling af bøger om arbejderbevægelsen og borgerkrigen.

I slutningen af sidste århundrede blev en del af det indre Barcelona byfornyet. Man ville komme slummen til livs.

Ved samme lejlighed blev en mindre plads ikke langt fra den populære restaurant “Los Caracoles” i 1997 opkaldt efter den britiske forfatter, der i bogen “Hyldest til Catalonien” skrev om sine oplevelser under borgerkrigen.

I årene efter eskalerede spændingerne mellem narkohandlere og politiet, og i 2001 blev Plaça de George Orwell udvalgt til en nyt eksperiment: Som det første sted i Spanien blev der her opsat overvågningskameraer med direkte forbindelse til en politistation.

Kriminaliteten blev dæmpet, men kritikere påpeger det paradoksale i, at pladsen er opkaldt efter forfatteren, der i sin roman “1984” netop advarede om farerne ved et overvågningssamfund.

Den beskedne Sant Felip Neri-kirke er godt gemt af vejen midt i byens gotiske kvarter.

Bygningerne omkring den lille plads foran kirken er arret af huller, og i årene efter borgerkrigen lød den officielle forklaring fra diktaturets side, at det var her, de catalanske rebeller havde skudt og henrettet mere end 7.000 præster og gejstlige med koldt blod.

Sandheden er, at hullerne i murene skyldes to bomber smidt af italienske kampfly, der arbejdede sammen med Francos fascister under borgerkrigen.

42 mennesker blev ved den lejlighed dræbt, de fleste børn fra den lokale katolske skole.

Den 7. november 1893 smed anarkisten Santiago Salvador to bomber midt under Liceu-teatrets premiere på “Wilhelm Tell”. Kun den ene bombe blev udløst, men den dræbte 20 mennesker og kvæstede endnu flere.

Salvador blev pågrebet, og inden han blev henrettet i fuld offentlighed foran Raval-kvarterets Cordelleres-fængsel, sang han en catalansk frihedssang og understregede med klar røst, at han intet fortrød.

Teatret var stedet, hvor byens overklasse mødtes, og specielt medlemmerne af “Cercle del Liceu”, hvor der blev gjort forretninger over cava og hummere, var i anarkisternes øjne mindst lige så skyldige i arbejdernes trange kår som centralmagten i Madrid og den katolske kirke.

I første omgang blev Franco stoppet i Barcelona.

Den 17. juli 1936 stod et par tusinde catalanere klar til at tage kampen op mod generalens fremadstormende tropper, der havde slået al modstand ned på vejen gennem Spanien.

Anført af den anarkistiske fagbevægelse CNT var de catalanske arbejdere blevet udstyret med våben, der blandt andet var stjålet fra et våbendepot ved havnen.

De hårdeste opgør fandt sted på Plaça de Catalunya, der kort efter det sejrrige forsvar af byen også blev skueplads for venstrefløjens interne stridigheder.

Med støtte fra byens politi angreb kommunisterne fra PSUC, der holdt til på Hotel Colón, i maj 1937 CNT's hovedkvarter på den anden side af pladsen.

Kampene spredte sig ned ad Ramblaen, hvorfra de forskellige gruppe-ringer beskød hinanden og dermed gjorde det lettere for Francos styrker at indtage Barcelona to år efter.

Begivenheden blev fejret på netop Plaça de Catalunya.

Klokketårnet på Plaça de la Vila de Gràcia har flere gange ringet til kamp for den catalanske frihed i arbejderkvarteret i den nordlige del af byen.

Mest markant skete det i april 1870, da en gruppe kvinder samlet gik til angreb på et lokalt sessionskontor i protest mod krigen på Cuba.

Centralmagten i Madrid havde indkaldt 25.000 mand til den spanske krig mod USA, og det var mere, end de rebelske catalanske mødre ville acceptere.

Hvorfor skulle deres catalanske arbejderdrenge støtte en spansk overklasse-krig? Oprøret bredte sig hurtigt til resten af byen, men kun Gràcia holdt stand.

Spanske soldater måtte mobilisere store styrker og køre kanoner i stilling, inden landsbyen, der dengang ikke var vokset sammen med Barcelona, overgav sig.

I alle de seks dage, kampene varede, ringede klokken fra tårnet på pladsen for at opildne rebellerne. Rebet, der fik klokken til at ringe, blev ført af en ældre kvinde fra en altan på pladsen.

Tårnet står stadig på sin hyggelige plads i hjertet af Gràcia, hvor de lokale tit går på gaden og demonstrerer, når de er utilfredse med politiske beslutninger.