GUIDE: Christian 4's København

Christian 4. satte alt over styr

Men hans ambitioner rakte endnu videre. I 1625 overhørte han alle advarsler og trak riget ind i 30-årskrigen – en rodet konflikt, som var et resultat af religiøse stridigheder.

Indblandingen var katastrofal for Christian 4., der led et smerteligt nederlag og blev tvunget til at betale 10 tønder guld i krigsskadeerstatning.

For at gøre ondt værre havde de rivaliserende svenskere anderledes held i krigen, og de benyttede lejligheden til at angribe et svækket Danmark i 1643. To år senere måtte kongen se sig slået og afgive store landområder til Sverige.

Christian 4. overtog en stormagt, men efterlod et land, som havde sat sin position som stormagt over styr for altid. Kun byggerierne har sørget for at holde Christian 4.s ry i live.

9 store seværdigheder i København:

For Christian 4. handlede astronomi om meget mere end stjernernes placering.

Som næsten alle datidens dannede var han overbevist om, at stjernerne havde betydning for livet på jorden, og at astrologi og astronomi var to sider af samme sag.

Bl.a. derfor ønskede kongen et tårn, hvorfra videnskabsfolk kunne observere stjernehimmelen. Hans håb var, at de så ville lave mere præcise horoskoper.

Som forstander for det kommende observatorium ansatte kongen Christian Sørensen Longomontanus – elev af den legendariske Tycho Brahe, der grundlagde den moderne astronomi.

Longomontanus foretrak tårnet anbragt langt uden for København. Men kongen mente, at et centralt placeret tårn også kunne tjene et praktisk formål som kirketårn – samt om nødvendigt indgå i byens forsvar.

Byggeriet af det næsten 35 m høje Rundetårn stod færdigt i 1642, mens den tilhørende Trinitatiskirke blev indviet i 1656.

Tårnet har ikke trapper, men en snegleformet gang, der fører helt til toppen. Så kunne forstanderen uden anstrengelse transportere sine bøger og astronomiske instrumenter helt op i tårnet i en vogn.

“Hjertens allerkæreste hjerte (...) hjertens allerkæreste mus”. Christian 4. var forelsket til op over begge ører og gjorde ikke noget for at skjule sine følelser i det kærestebrev, han skrev til den kun 17-årige Kirsten Munk i 1615.

Samme år blev de gift, og især Rosenborg kom til at danne ramme om ægteskabet.

Det første spadestik var blevet taget i 1606, men først i 1624 gav kongen Rosenborg dets navn. Historikerne mener, at Christian 4. med navnet ville fortælle, at slottet var en kærlighedsrede.

Christian 4. var så ofte som muligt på Rosenborg, der var indrettet med alskens luksus: Slottet havde fx badeværelser med rindende vand og toiletter – såkaldte “hemmeligheder” med afløb, der ledte vandet direkte ned i slottets voldgrav.

I stuerne holdt kaminerne ikke kun kulden på afstand. De bidrog også til en konstant “parfumeret” duft i slottets gange, eftersom Christian 4. insisterede på at bruge vellugtende brænde.

Ved sønnens bryllup i 1634 importerede han fx store mængder kostbart appelsintræ for at skabe den helt rette duft.

I dag kan turister se kongehusets kronjuveler i kælderen.

Flåden udgjorde rygraden i forsvaret, hvilket Christian 4. var pinligt bevidst om. Han gjorde alt for at sikre søfolkene de bedste forhold, og bedre boliger var et oplagt sted at begynde.

Københavnerne boede nemlig i faldefærdige huse, og byen var uhumsk. I en kongelig skrivelse lagde Christian 4. da heller ikke en dæmper på tillægsordene omkring forholdene i den indre by:

“Her findes en stor uskikkelighed med skidne og urene gader (...) af den årsag, at borgerne udfører (...) uhømsk og skarn fra deres gårde og lader det ligge på gader og stræder”.

Det slap flådens menige og deres familier for i 1631 med byggeriet af et nyt boligområde, der pludselig blev plads til, da Christian 4. udvidede København mod øst.

Nyboder, som kvarteret med tiden blev kendt som, var meget passende malet rødt og hvidt som det danske flag. Og de ca. 200 boliger lå langt over den gængse standard for jævne folks boliger.

Med tiden forfaldt husene dog, og adskillige byggematadorer har gennem tiden forsøgt at jævne kvarteret med jorden.

Selv en marineminister bakkede op om det ønske og udtalte, at Nyboder var “blottet for hyggens og hygiejnens mest elementære krav".

I dag er husene gennemrenoveret og har status som et af verdens ældste sociale boligbyggerier. Flådens folk har stadig fortrinsret til boligerne, der nu er malet i en karakteristisk okkergul farve.

Sverige var Christian 4.s evige hovedpine. Nabolandet udfordrede konstant Danmarks position som Nordens absolutte stormagt, og kongen måtte hele tiden tænke på rigets forsvar.

Et led i bestræbelserne på at stække svenskerne var byggeriet af Kastellet, som blev påbegyndt i 1626.

Kastellet var den absolut sidste forsvarsbastion, hvis fjenden skulle angribe København: Med sin beliggenhed direkte ud til Øresund kunne kongen og andre højtstående personer i nødstilfælde blive evakueret herfra.

Christian 4. drømte oprindeligt om at opføre et lille slot på stedet, hvor han og kongefamilien kunne være i sikkerhed i tilfælde af et angreb. Men planen blev hurtigt opgivet, fordi pengekassen var tom.

Han fik heller ikke den glæde at se det endelige resultat inden sin død. I stedet sørgede sønnen, Frederik 3., for, at fæstningen blev færdigbygget.

I dag er Kastellet en af Nordeuropas bedst bevarede fæstninger, og det danske forsvar har fortsat til huse i bygningerne.

Det var da også årsagen til, at Kastellet var blandt de første mål, Nazityskland kastede sig over, da Danmark blev besat under 2. verdenskrig.

Christian 4. gjorde alt for at forkæle flåden, og i 1619 fik den oven i købet sin egen kirke: Holmens Kirke.

Oprindeligt havde bygningen været brugt som ankersmedje af et nærliggende orlogsværft, men den kunne passende ombygges til kirke, mente Christian 4.

I løbet af et par år måtte han dog sande, at ankersmedjen var alt for lille, og en udbygning blev sat i værk. I 1641 stod kirken færdig i hollandsk renæssancestil – tidens foretrukne byggestil.

Kongen nægtede imidlertid at forsyne kirken med et tårn. Det villle nemlig spolere hans udsigt fra Københavns Slot, så i stedet fik Holmens Kirke blot et spir.

Bygningen undgik de store bybrande, der hærgede København i 1700-tallet. Derfor er meget af interiøret fra 1600-tallet stadig bevaret – heriblandt prædikestolen og altertavlen fra 1691.

Stod det til Christian 4., skulle København være kendt som “Portus Celeberrimus Daniæ” – Danmarks mest berømte havn.

Et led i den plan var byggeriet af en varebørs i 1624. Kongen tillagde nemlig handelen stor betydning og mente, at Børsen ville positionere København som en af Europas metropoler.

Men Børsen blev en skuffelse. Bygningen var alt for moderne for de konservative københavnske købmænd, og Christian 4. havde svært ved at få lejet boder og varerum ud.

Til sidst var han nødt til at sælge den underskudsgivende forretning, fordi han var kommet i pengenød efter endnu et mislykket krigseventyr. 50.000 rigsdaler – svarende til ca. 50 mio. nutidskroner – købte en magtfuld købmand bygningen for i 1647.

I dag er bygningen privatejet og derfor ikke umiddelbart åben for turister.

På en rejse i 1597 havde Christian 4. set Nordeuropas største tøjhusanlæg i Dresden og besluttet, at København skulle have et tilsvarende – bare større.

Året efter begyndte arbejdet med Tøjhuset, som med sit areal på godt 3.700 m² ikke blot var det største anlæg i København, men formentlig det mægtigste af sin art i verden.

Kun Arsenalet i Venedig kunne måle sig med Tøjhuset, der opbevarede alt det udstyr, en hær på 60.000 mand skulle bruge – lige fra musketter til kanoner og harnisker.

Midt i anlægget lå et fire meter dybt havnebassin, så krigsskibene nemt kunne lægge til og blive udrustet.

Tøjhuset var Christian 4.s stolthed, men i 1647 måtte han se det hele forsvinde for øjnene af sig. En dag i februar sad Jan Jansens søn nemlig i Tøjhuset og fyldte krudt på bomber.

Drengen var åbenbart ikke bekendt med sikkerhedsreglerne, for han havde valgt at udføre sit arbejde lige ved siden af en kakkelovn. Kort efter var bygningen brændt ned til grunden, og Europas mægtigste våbenkammer historie.

Kun en del af Tøjhuset blev genopbygget, men bygningen opbevarer stadig våben, eftersom museet for dansk militærhistorie holder til på stedet nu.

Danskerne havde ikke forstand på handel, mente Christian 4. og gjorde derfor alt for at lokke de, efter kongens mening, mere driftige hollændere til landet.

Over for København på øen Amager grundlagde han fx i 1618 en ny by i hollandsk stil – med kanaler og smalle huse – og kaldte den Christianshavn.

Byen, som i dag ligger midt i København, var tænkt som en mønsterby, der skulle demonstrere for københavnerne, hvordan hollænderne greb sagerne an.

Og om nødvendigt kunne Christianshavn også udgøre hovedstadens fremskudte forsvarsbastion.

Snart måtte Christian 4. dog sande, at drømmen om en driftig mønsterby havde lange udsigter.

Øen Amager lokkede ikke, og kun langsomt blev alle grunde bygget ud. Først i 1980'erne blev Christianshavn en af Københavns mest attraktive bydele, og i dag koster en lejlighed nemt flere millioner kroner.

Kongen byggede slottet i årene 1600-1620 og sørgede for, at det blev fyldt med eksklusive detaljer. I Riddersalen brugte 26 billedhuggere fx syv år på at fuldende loftsudsmykningen, ligesom audienssalen nemt tager pusten fra besøgende.

Begge rum havde da også det udtrykkelige formål at imponere udenlandske gæster.