GUIDE: Hitlers Berlin

Et par steder i byen står svære bunkersanlæg tilbage. De blev opført med så meget jernbeton, at de simpelthen ikke lader sig fjerne.

Og man skal heller ikke lede længe, før man får øje på de første skudhuller i en tilfældig mur – tavse vidner om den sovjetiske hærs stormløb i april 1945.

Hitler afskyede byen

Hitler stammede fra Østrig. Han trivedes bedst i landlige omgivelser og mistroede storbyens anarki.

Berlins indbyggere havde han heller ikke den store tillid til, for ved valgene i 1930'erne gav de nazistpartiet NSDAP langt færre stemmer end landsgennemsnittet.

“Det ikke ville være noget stort tab, hvis Berlin blev ødelagt af krigen”, slog han fast i 1941.

På den anden side var han allerede under sit første besøg – under en sygeorlov under 1. verdenskrig – blevet fascineret af byens kraft og størrelse.

Derfor faldt det ham også let at rive store dele af Berlin ned for at give plads til hans vision om en nazistisk verdensmetropol, Germania.

11 store seværdigheder i Berlin:

Brandenburger Tor er Berlins mest berømte bygningsværk. Lige siden opførelsen i slutningen af 1700-tallet har denne mægtige port inspireret af Akropolis været byens vartegn.

30. januar 1933 samledes 25.000 forventningsfulde SA-folk på pladsen foran Brandenburger Tor for at fejre Hitlers magtovertagelse. Med sang og fakler marcherede de fra byporten ned ad Wilhelmstrasse, hvor Hitlers nye embedsbolig, Rigskancelliet, lå.

Rigskancelliet og flere andre historiske bygninger langs Wilhelmstrasse blev pulveriseret under Den Røde Hærs erobring af Berlin, men informationstavler på fortovet fortæller om gaden, hvor nazispidser som Himmler, Göring, Goebbels og Hess havde deres daglige gang.

Et stykke nede ad Wilhelmstrasse ligger Hermann Görings gamle rigsluftfartsministerium. En kolos i grå sandsten, der overlevede 2. verdenskrig stort set uskadt. Den dag i dag udstråler ministeriet den strenghed og brutalitet, nazisterne forlangte af deres arkitekter.

Bygningen stod klar i 1935 – efter en byggetid på kun godt et år. Og med sine 2000 kontorer blev den byens største kontorhus. Göring havde ikke brug for pladsen til at regulere civil luftfart, som navnet antyder; han skulle opbygge det tyske luftvåben, som Hitler havde enorme forventninger til.

Göring viste sig at være den forkerte mand på posten. Luftslaget om England mislykkedes (1940), og løftet om at forsyne de 200.000 omringede tyske soldater ved Stalingrad fra luften kunne han heller ikke holde (1943). Men Göring reagerede ved at give sine piloter skylden for fiaskoen.

Prinz Albrecht Strasse var en af nazitidens mest uhyggelige adresser: Her lå hovedkvarteret for det hemmelige politi, Gestapo. Nabo til SS, politiledelsen og efterretningstjenesten SD.

Chefen for alle disse politi- og sikkerhedsorganer var Heinrich Himmler, der styrede jødeudryddelsen og den nazistiske terror i selv de fjerneste afkroge af det erobrede rige.

Bygningskomplekset blev ødelagt under kampene om Berlin – kun kældermurene står tilbage. Her har stiftelsen Topographie des Terrors indrettet en plancheudstilling om Gestapos blodige håndværk.

Gaden hedder i dag Niederkirchnerstrasse, opkaldt efter en kvindelig, kommunistisk modstandskæmper.

Den hvide bygning i Mauerstrasse ser ganske tilforladelig ud – og et skilt fortæller, at her holder det tyske sundhedsministerium til.

Men i årene 1933-1945 havde en af nazismens mest magtfulde mænd sit skrivebord her; propagandaminister Joseph Goebbels.

Herfra styrede han landets presse – og udformede de taler, slagord og masseoptrin, der sikrede Hitler magten.

Sit mesterstykke leverede Goebbels med den såkaldte Sportpalast-tale, som han arbejdede på i ugevis for at finde de mest virkningsfulde formuleringer.

Den 18. fe­bruar 1943 var alt klar, så han kunne spørge tyskerne, om de ønskede “den totale krig”.

Talen blev transmitteret direkte i radioen, så hele befolkningen kunne blive overbevist af det tordnende bifald, Goebbels høstede.

Hvad lytterne ikke kunne vide, var, at tilhørerne i den store sportshal var nøje udvalgt.

I 1933 fandt de berygtede bogafbrændinger sted i snesevis af tyske byer.

I Berlin gik de studerende fra universitetet sammen med SA-folk i fakkeltog bag lastbiler lastet med “utysk” litteratur.

Fakkeltoget endte på Opernplatz (i dag Bebelplatz), hvor bøgerne højtideligt skulle overgives til ilden. Den aften silede regnen ned, så brandvæsenet måtte hjælpe til med benzin.

25.000 bøger brændte – blandt dem værker af Jack London, H.G. Wells og Voltaire.

I dag vidner en kunstinstallation om begivenheden. Gennem et vindue blandt pladsens brosten kan man se et rum med tomme bogreoler.

VIDEO – Se studerende kaste bøger i flammerne:

Straks efter nazisternes magtovertagelse begyndte forfølgelsen af landets jøder. De fleste tyskere forholdt sig passive under overgrebene, men ikke fabrikanten Otto Weidt, der drev et mindre børstenbinderi midt i Berlin.

Blandt hans kunder var den tyske hær, og Weidt havde held til at overbevise myndighederne om, at hans produktion var af afgørende betydning for krigsførelsen.

Det betød, at hans medarbejderstab – der overvejende bestod af blinde og døve jøder – var fredet.

Da Goebbels i 1943 besluttede at gøre Berlin til en jødefri by, mistede Weidt hovedparten af sine medarbejdere, men han havde held til at gemme den jødiske familie Horn i værkstedets inderste lokale.

I ni måneder kunne han bevare hemmeligheden, så fik en nazistisk stikker nys om sagen.

9. november 1938 myldrede SA-folk og fanatiske borgere gennem Berlins gader for at ødelægge jødisk ejendom.

I løbet af den såkaldte krystalnat blev private hjem og forretninger plyndret, og flere af byens 14 synagoger gik op i flammer.

Et af de mest oplagte mål for terroren var byens største synagoge, Neue Synagoge i Oranienburger Strasse.

Men her lykkedes det politimanden Wilhelm Krützfeld at jage hoben på flugt og alarmere brandvæsenet.

De tyske brandmænd havde ellers fået besked på kun at rykke ud, hvis de antændte brande truede tysk ejendom, men i dette tilfælde efterkom brandfolkene anmodningen.

Knap fem år efter blev synagogen ramt af britiske bomber og brændte ned.

Helt frem til 1988 lå den som en ruin midt i Østberlin, før DDR besluttede at genopbygge den.

Neue Synagoge er i dag under politibeskyttelse af frygt for islamis­tisk og nynazistisk terror.

Derfor kan det være yderst vanskeligt at komme ind.

Fra november 1943 fløj britiske og amerikanske bombefly nærmest daglige togter mod Berlin.

Indtil krigens slutning kastede de i alt 68.000 tons bomber og lagde store dele af byen i grus. 35.000 indbyggere omkom under angrebene.

Til beskyttelse af berlinerne opførte nazisterne en række store bunkers, bl.a. én til de rejsende, der opholdt sig på Friedrichstrasse-banegården.

Når alarmen lød, skulle de haste flere hundrede meter mod nord til den fem etager høje Reichsbahnbunker med plads til ca. 3000 mennesker.

Efter krigen var det umuligt at sprænge betonbunkeren, der står midt i den østlige del af byen.

DDR brugte den som lagerbygning. I dag rummer den en kunstsamling, ejet af en hovedrig vesttysk forretningsmand.

Han har indrettet penhouselejlighed på toppen.

Hvis man går gennem Brandenburger Tor mod vest, træder man ud på en meget lidt befærdet, otte-sporet boulevard.

Den er den eneste rest af en gigantisk anlægs­plan, som Hitler sammen med arkitekten Albert Speer tog fat på i 1937.

Deres idé var at forvandle Berlin til verdenshovedstaden Germania, og i de følgende år blev 50.000 boliger jævnet med jorden for at give plads til snesevis af enorme palæer og ministerier.

Hitler ønskede byen klar i 1950, men krigen satte en stopper for det arkitektoniske storhedsvanvid.

Kun en lille del af planen nåede at blive færdig: Øst-Vest-Aksen, der blev benyttet til store militærparader.

I slutningen af 2. verdenskrig fungerede den brede boulevard som startbane for de sidste fly, der slap ud af Berlin med bl.a. Albert Speer om bord.

Parade-boulevarden hedder i dag Strasse des 17. Juni – til minde om folkeopstanden i DDR 1953.

Bendlerblock nær Tiergarten var en central adresse under 2. verdenskrig.

Her blev den tyske krigsindsats koordineret – og her arbejdede nogle af de officerer, der i 1944 udførte et kupforsøg mod den nazistiske stat.

Oberst Claus von Stauffenberg placerede en bombe i Hitlers kommandocentral i Østpreussen, samtidig med at hans medsammensvorne forsøgte at tage magten i Berlin.

Hitler overlevede attentatet, og kupforsøget i Berlin gik hurtigt i opløsning.

De ansvarlige blev henrettet i Bendler­blockens gård. Bygningen er indrettet som museum for modstanden mod Hitler.

Turisterne strømmer til Gertrud Kolmar Strasse, men der er absolut intet tilbage af Hitlers førerbunker.

Sovjetiske ingeniører forsøgte efter krigen at sprænge den, men måtte give op og begravede hele komplekset under en bunke jord.

Først i 1980'erne blev bunkeren fjernet stump for stump af østtyskerne, der skulle bruge området til boligbyggeri. Stedet fungerer i dag som parkeringsplads.

Den nøjagtige placering af Hitlers sidste tilholdssted blev længe holdt hemmelig, men som en service for de mange gæster til fodbold-VM i 2006 besluttede bystyret at tillade opstillingen af en informationstavle på stedet.

Det er historiens ironi, at førerbunkeren er blevet nabo til de mange betonsøjler, der udgør mindesmærket for Europas myrdede jøder.