Sent om aftenen den 9. januar år 49 f.Kr. forlod den romerske general Julius Cæsar sit hovedkvarter i Ravenna i nutidens Norditalien.
I en vogn udkommanderet fra det lokale bageri kørte han gennem mørket for at slutte sig til sin hær, som ventede syd for byen.
Næste morgen krydsede styrken floden Rubicon, som udgjorde grænsen til datidens Italien. Dermed indledte Cæsar felttoget, som skulle skaffe ham magten i Rom og titel som diktator.
Cæsars bedrift, nedskrevet af digteren Sueton omkring 150 år senere, bragte Ravenna i centrum for romersk historie for første gang. Det skulle ikke blive den sidste.
Byens historie skulle gennem de næste 500 år være uløseligt forbundet med Det Romerske Imperiums skæbne.
Ravenna havde indtil da ikke været noget at skrive hjem om. Byen kom under romersk kontrol allerede i 191 f.Kr., men bestod endnu på Cæsars tid mest af træhuse bygget på pæle i den sumpede jord.
Byen lå dengang i en lagune helt ude ved havet. Fugten gjorde, at området myldrede med fluer, frøer og andet kryb, klagede den romerske digter Martial.
Sumpe skærmede byen
Beliggenheden gav dog også byen en fordel. Octavian (63 f.Kr.-14 e.Kr.) – den senere kejser Augustus – indførte i sin regeringstid en række reformer.
Blandt dem var anlægget af to store flådebaser, én til den del af flåden, som skulle operere vest for Italien, og én til den del, som skulle patruljere øst for Støvlelandet.
Som hjemsted for den østlige flåde valgte Octavian Ravenna. Lagunen og sumpen ville give basen den ideelle beskyttelse, mente han.
På basen arbejdede søfolk samt tømrere, øksemagere, våbensmede og andre håndværkere med at bygge, udruste og bemande skibene.
Historikere anslår, at ca. 10.000 var beskæftiget på basen i storhedstiden i 100- og 200-tallet. Havneanlægget tiltrak handel og velstand.
Fund viser, at mange beboere i byen i det 1. århundrede e.Kr. ejede huse med indlagt varme og fine mosaikgulve.
En 70 km lang akvædukt, bygget under kejser Trajan (53-117 e.Kr.), sikrede desuden, at byen altid havde rigeligt med friskt vand.
Helligsteder skød op overalt
Omkring år 400 kaldte hele 50.000 Ravenna deres hjem. Men Romerriget var trængt. Omkring 100 år tidligere, i 285, var riget blevet så stort, at kejseren delte det i to.
Mens det østlige rige trivedes, kom det vestlige snart i vanskeligheder. Germanske stammer truede hovedstaden, og kejser Honorius besluttede derfor i 402 at forlade Rom.
I stedet gjorde han Ravenna med den gode havn og de beskyttende sumpe til hovedstad.
Ravenna blev nu udsmykket med fornemme bygninger og kirker til ære for kristendommen, som kejser Theodosius i 380 havde gjort til statsreligion.
Især Theodosius’ datter, Galla Placidia, som i årene 425 til 437 regerede på sin mindreårige søn Valentinians vegne, støttede ivrigt byggeriet af hellige monumenter.
De prægtige bygninger hjalp dog hverken Ravenna eller Romerriget. Fjenden nærmede sig ubønhørligt fra nord, og den 2. september 476 indtog den østgermanske hærfører Flavius Odoaker Ravenna.
Kejseren måtte forlade byen og søge tilflugt i Campania i Syditalien. Det Vestromerske Rige fandtes ikke mere.