Her slog Jerntæppet de første revner

Sovjetunionen har i 1980 fortsat sin tunge koldkrigs-næve stramt om halsen på østblokkens befolkninger, men i polske Gdansk ulmer vreden, og med Solidaritet i spidsen, begynder de første revner at vise sig i Jerntæppet.

Sovjetunionen har i 1980 fortsat sin tunge koldkrigs-næve stramt om halsen på østblokkens befolkninger, men i polske Gdansk ulmer vreden, og med Solidaritet i spidsen, begynder de første revner at vise sig i Jerntæppet.

Imageselect

Porten var låst, da elektrikeren og arbejderaktivisten Lech Walesa om morgenen den 14. august 1980 ankom til Leninværftet i Gdansk, hvor kollegerne holdt fagligt møde.

Men en lukket port kunne ikke standse Walesa. Han klatrede resolut over muren. Foran kollegerne steg han op på en bulldozer og indledte en brandtale.

Talen med dens krav om rettigheder og politisk frihed skulle ikke bare give genlyd over hele Polen, men indlede den kæde af begivenheder, som ni år senere førte til Jerntæppets fald.

Arbejderne havde god grund til at kræve forandring. Kommuniststyrets fejlslagne økonomi medførte i sommeren 1980 voldsomme prisstigninger på mad.

Højere løn kunne der ikke være tale om, og at danne fagforeninger, som kunne tale arbejdernes sag, var også forbudt.

Protesterne var ikke noget nyt. I 1970 fik prisstigninger også arbejderne på værftet til at gå på barrikaderne.

Aktionen endte dengang i en tragedie; tre blev dræbt, da regeringen satte militæret ind mod demonstranterne.

Værftets port nr. 2 var ofte centrum for begivenhederne. Porten er i dag et mindesmærke.

© Shutterstock

Regeringen gav sig

Sådan skulle det ikke gå denne gang, var Walesa og de kolleger, som sluttede sig til ham, fast besluttet på.

I stedet for at gå på gaden barrikaderede de sig på værftet og nægtede at gå i arbejde, før regeringen havde lovet at efterkomme deres krav.

Nyheden om begivenhederne i Gdansk spredte sig hastigt, og i de følgende dage nedlagde folk på fabrikker, i havne og i miner overalt i landet arbejdet.

Den 21. august var økonomien så berørt, at regeringen så sig nødsaget til at sende en forhandlingskomité til byen.

10 dage senere, den 31. august, underskrev regeringen og arbejderne den såkaldte Gdansk-aftale, som sikrede arbejderne en række rettigheder, herunder retten til at strejke.

For at fastholde og udvide det vundne samlede arbejdere og bønder sig i en fagforening, som de gav navnet Solidarnosc, Solidaritet.

Foreningen talte året efter ikke færre end 10 mio. medlemmer.

5 ting, du ikke må gå glip af

Solidaritet vandt parlamentet

Solidaritet udnyttede populariteten til at presse regeringen ved at fremsætte krav om økonomiske reformer, frie valg og politisk indflydelse.

Men regimet var også under pres fra anden side. Sovjetunionen tolererede ikke den slags eftergivenhed i et kom­mu­ni­stisk land. Den 13. december er­klæ­re­de den polske regering krigs­rets­til­stand.

Solidaritets ledere i Gdansk blev sat i fængsel, bevogtet af sikkerhedstjenesten. Året efter blev foreningen forbudt. Gen­nem de følgende år var Solidaritet en un­der­grunds­be­væ­gel­se.

Lederne mødtes hemmeligt i private hjem og landets kirker, hvis præster støttede foreningen.

Først i 1986, da opløsningstendenser i Sovjetunionen gjorde det muligt for Polen at slække tøjlerne, blev Solidaritet igen tilladt.

Foreningen var da intakt og klar til at være med til at forme landets fremtid. Foreningen stillede op som parti til valget i 1989 og vandt stort. Året efter blev Walesa valgt til præ­si­dent. Europa var forandret.

Inspireret af Solidaritet krævede folk overalt i Østeuropa forandring. I 1989 – ni år efter Walesas murspring i Gdansk – forcerede fri­heds­hung­­ren­de tyskere selve symbolet på kom­mu­ni­stisk un­der­tryk­kel­se: Berlinmuren.