Her slog Jerntæppet de første revner
Porten var låst, da elektrikeren og arbejderaktivisten Lech Walesa om morgenen den 14. august 1980 ankom til Leninværftet i Gdansk, hvor kollegerne holdt fagligt møde.
Men en lukket port kunne ikke standse Walesa. Han klatrede resolut over muren. Foran kollegerne steg han op på en bulldozer og indledte en brandtale.
Talen med dens krav om rettigheder og politisk frihed skulle ikke bare give genlyd over hele Polen, men indlede den kæde af begivenheder, som ni år senere førte til Jerntæppets fald.
Arbejderne havde god grund til at kræve forandring. Kommuniststyrets fejlslagne økonomi medførte i sommeren 1980 voldsomme prisstigninger på mad.
Højere løn kunne der ikke være tale om, og at danne fagforeninger, som kunne tale arbejdernes sag, var også forbudt.
Protesterne var ikke noget nyt. I 1970 fik prisstigninger også arbejderne på værftet til at gå på barrikaderne.
Aktionen endte dengang i en tragedie; tre blev dræbt, da regeringen satte militæret ind mod demonstranterne.
Værftets port nr. 2 var ofte centrum for begivenhederne. Porten er i dag et mindesmærke.
Regeringen gav sig
Sådan skulle det ikke gå denne gang, var Walesa og de kolleger, som sluttede sig til ham, fast besluttet på.
I stedet for at gå på gaden barrikaderede de sig på værftet og nægtede at gå i arbejde, før regeringen havde lovet at efterkomme deres krav.
Nyheden om begivenhederne i Gdansk spredte sig hastigt, og i de følgende dage nedlagde folk på fabrikker, i havne og i miner overalt i landet arbejdet.
Den 21. august var økonomien så berørt, at regeringen så sig nødsaget til at sende en forhandlingskomité til byen.
10 dage senere, den 31. august, underskrev regeringen og arbejderne den såkaldte Gdansk-aftale, som sikrede arbejderne en række rettigheder, herunder retten til at strejke.
For at fastholde og udvide det vundne samlede arbejdere og bønder sig i en fagforening, som de gav navnet Solidarnosc, Solidaritet.
Foreningen talte året efter ikke færre end 10 mio. medlemmer.
5 ting, du ikke må gå glip af
1. Monument minder om dræbte værftsarbejdere
Da regeringen i 1970 pludselig satte madpri-serne op, protesterede arbejderne i det nordlige Polen. Regeringen satte hårdt mod hårdt og sendte 27.000 soldater med kampvogne og maskinpistoler mod demonstranterne.
Konfrontationen kostede mindst 42 mennesker livet. Blandt dem var tre værftsarbejdere fra Gdansk. Et monument for de dræbte blev indviet i 1980 og var det første mindesmærke for kommunismens ofre rejst i et kommunistisk land.
2. Se Solidaritets samlingspunkt
St. Birgitta-kirken husede under krigsretstilstanden Solidaritets ledere, som holdt møder på kirkens loft. Kirkelige handlinger udgjorde et naturligt samlingspunkt for foreningens tilhængere. Ofte mødtes tusinder til demonstration efter messen.
Gæster kan nyde kirkens alter, som er dekoreret med ravfigurer. Blandt de afbildede er St. Birgitta, en svensk nonne, som har givet kirken navn.
3. Museum viser forbudt historie
Det Europæiske Solidaritetscenter fortæller gennem 2.000 genstande samt film- og lydoptagelser om Solidaritetsbevægelsens historie.
Museet inviterer fx gæsterne med ind i et af foreningens illegale trykkerier og et rum indrettet som en fængselscelle fra 1980’ernes Polen.
4. Kig forbi Walesas hjem
Fagforeningslederen boede med hustruen Danuta og deres otte børn i et arbejderboligkompleks på adressen ul. Pilotów 17D/3.
Lejligheden fungerede samtidig som mødested for Solidaritets medlemmer og tilhængere. De grå betonblokke er i dag dekoreret med farverige vægmalerier.
5. Besøg det gamle værft
Økonomiske nedgangstider og et omskifteligt marked fik i 2013 det tidligere Leninskibsværft til at gå fallit.
Gæster kan på guidede ture se bygningerne, herunder lokalet, hvor regeringen og fagforeningen underskrev Gdansk-aftalen. Værfts-området rummer desuden en række barer, restauranter og koncertsteder.
Solidaritet vandt parlamentet
Solidaritet udnyttede populariteten til at presse regeringen ved at fremsætte krav om økonomiske reformer, frie valg og politisk indflydelse.
Men regimet var også under pres fra anden side. Sovjetunionen tolererede ikke den slags eftergivenhed i et kommunistisk land. Den 13. december erklærede den polske regering krigsretstilstand.
Solidaritets ledere i Gdansk blev sat i fængsel, bevogtet af sikkerhedstjenesten. Året efter blev foreningen forbudt. Gennem de følgende år var Solidaritet en undergrundsbevægelse.
Lederne mødtes hemmeligt i private hjem og landets kirker, hvis præster støttede foreningen.
Først i 1986, da opløsningstendenser i Sovjetunionen gjorde det muligt for Polen at slække tøjlerne, blev Solidaritet igen tilladt.
Foreningen var da intakt og klar til at være med til at forme landets fremtid. Foreningen stillede op som parti til valget i 1989 og vandt stort. Året efter blev Walesa valgt til præsident. Europa var forandret.
Inspireret af Solidaritet krævede folk overalt i Østeuropa forandring. I 1989 – ni år efter Walesas murspring i Gdansk – forcerede frihedshungrende tyskere selve symbolet på kommunistisk undertrykkelse: Berlinmuren.
