“Selvom hans tankeløse, ekstravagante, griske og grusomme handlinger i begyndelsen foregik skjult og sporadisk – og blev tilskrevet ungdommens tåbelighed – kunne ingen være i tvivl om, at de skyldtes brister i hans karakter”.
Sådan indledte den romerske historiker Sueton sin lange opremsning af kejser Neros mange ugerninger – der spænder fra løgnagtighed og voldtægt til incest og drab. I sin 14 år lange regeringstid stod Nero i spidsen for et ødselt og brutalt styre, hvis lige romerne ikke havde oplevet tidligere.
Og næsten 2000 år efter hans død huskes kejseren stadig som Roms mest nådesløse og ekstravagante hersker.
Kejser som 17-årig
Den 17-årige Nero satte sig på tronen i år 54 e.Kr. som den yngste romerske kejser nogensinde. Alt var fred og idyl. Den unge leder var omgivet af dygtige rådgivere og nød folkets respekt. Men i takt med, han fik smag for magtens sødme, tog de blodtørstige dele af hans karakter over.
Snart rensede Nero systematisk ud i politiske modstandere, og enhver rival til tronen – selv hans egen mor, kone og halvbror – blev snigmyrdet på kejserens ordre.
Ifølge Sueton udviklede Nero sig til en sadist, der dræbte tilfældige, væltede sig i bizarre sex-udskejelser og holdt fester, som efterlod romerne målløse. Pengene kom fra voldsomme skatter og jord konfiskeret fra overklassen.
En stor del af pengene brugte den paranoide hersker på at opføre enorme bygninger og monumenter til sin egen ære. Især imponerende var paladset Domus Aurea, hvor Nero rejste en 35 m høj, gylden statue af sig selv.
Efterhånden lagde kejseren sig også ud med sine generaler og embedsmænd, og oprør truede overalt i det mægtige rige. Selv prætorianergarden – Neros særlige livvagter – støttede åbenlyst et oprør.
I panik flygtede Nero ud af Rom og gemte sig på et landsted. Da hans modstandere erklærede ham fredløs, så Nero selvmord som eneste udvej. Inden sin død udtalte han de berømte ord: “Hvilken kunstner verden dog mister i mig”.
Ni seværdigheder i Neros Rom
1. DOMUS AUREA
Adresse: Viale della Domus Aurea
Neros gyldne hus
“Nu kan jeg endelig leve i et hus værdigt for et menneske”, udbrød Nero, da hans nye bolig stod færdig i år 68. Domus Aurea havde over 300 overdådigt udsmykkede rum og var dækket af kostbart bladguld.
Paladsets præcise størrelse er usikker, men arkæologer mener, at det dækkede et område svarende til ca. 200 fodboldbaner. “Forhallen var så høj, at en kolossal statue af ham selv på 120 fod (35 m, red.) fandt plads deri (...) samt en kunstig sø så stor som et hav”, skrev historikeren Sueton.
Nero boede i Domus Aurea under et år, inden hans efterfølgere lagde paladset i ruiner og byggede ovenpå.
Idag kan værelserne fra en enkel fløj ses ca. 100 m nordøst for Colosseum. De indeholder bl.a. freskoer, der giver et fint indtryk af paladsets storhedstid.
Ruinerne kan undertiden være aflukkede, fordi arkæologer arbejder på højtryk for at redde de enestående vægmalerier fra fugtskader og jordskred.
2. CIRCUS MAXIMUS
Adresse: Via del Circo Massimo
3. DEN TARPEISKE KLIPPE
Adresse: Via di Monte Caprino & Via del Tempio di Giove
Forræderne blev skubbet i døden
For en romer fandtes ikke en mere ydmygende og skamfuld død end at blive kastet ud over Den Tarpeiske Klippe ved Capitolhøjens sydlige spids.
Henrettelsesformen var derfor fortrinsvis forbeholdt Romerrigets mest forhadte mordere og forrædere. Fysisk og mentalt handikappede romere blev dog også smidt ud fra den stejle klippe, fordi de blev betragtet som forbandede af guderne.
Henrettelse ved styrt var især udbredt i republikkens tid indtil år 31 f.Kr., men også kejserne smed uønskede personer i døden. Fx blev Sextus Marius, den rigeste mand i provinsen Hispania, kastet ud fra klippen efter anklager om incest, fordi kejser Tiberius, en af Neros slægtninge, ville konfiskere hans værdifulde miner.
Klippen er nu forsynet med trapper og bænke, så besøgende kan nyde udsigten over Rom.
4. POMPEJUS' TEATER
Adresse: Largo di Torre Argentina
Nero sang for folket
Nero betragtede sig selv som en gudsbenådet kunstner og optrådte med poesi og lyrespil – til stor forargelse for Roms overklasse.
Sine evner foldede han ud i bl.a. Pompejus' Teater, hvis ruiner kan opleves flere steder omkring Campo de' Fiori-pladsen. Bl.a. kan dele af teatrets mødesal og latriner ses ved Via Florida.
Mange nyere bygninger er opført oven på det gamle teater, og flere cafeer og restauranter i området tilbyder gæsterne at spise omgivet af teater-ruiner.
5. MAMERTINER-FÆNGSLET
Adresse: Clivo Argentario 1
Kejseren smed apostlen Peter i fængsel
Midt i det 1. århundrede begyndte de første kristne at dukke op i Rom. Blandt dem var apostlen Peter, som ivrigt prædikede Jesu budskab.
Romerne var vant til et virvar af sekter og religioner og betragtede de kristne som blot én ud af utallige menigheder. Men da en stor brand brød ud i år 64 e.Kr., vendte stemningen.
Af frygt for selv at få skylden for branden udpegede kejser Nero de kristne som skyldige. Og snart blev Jesus-tilbederne brændt levende eller kastet for vilde dyr i Roms amfiteatre.
Ifølge overleveringen beordrede Nero apostlen Peter anholdt og indespærret i det såkaldte Mamertiner-fængsel – en mørk, fugtig fangekælder i en gammel cisterne. Rummet, hvor besøgende i dag kan se et alter, blev brugt til henrettelser, hvorefter ligene blev smidt i kloaken.
Ifølge en historie fik Peter en kilde til at springe i fangekælderen. Med den døbte han sine to fangevogtere, inden han selv blev korsfæstet.
Peters fængsel befinder sig nu under San Giuseppe dei Falegnami-kirken nær Forum Romanum. Adgang er gratis, men besøgende forventes at smide nogle mønter i kirkens indsamlingsbøsse.
6. CURIA
Adresse: Largo Romolo e Remo
7. ROSTRA
Adresse: Largo Romolo e Remo
Her lod Nero sig tilbe
Klædt i guldvævet tøj tog Nero sin plads på sin trone på den forhøjede platform - rostra. Rundt om var romerne samlet for at være vidne til kejserens magtdemonstration. Blandt de utallige tilskuere førte soldater kong Tiridates I fra Armenien fremad.
"Jeg vil være, hvad du befaler mig at være, for du vælger min skæbne," sagde den detroniserede regent, mens han knælede foran kejseren.
Ydmygelsen af Tiridates i år 66 var kulminationen på Neros krig mod partherne, som truede Roms østlige grænser. Tre år tidligere havde kejseren sikret en fredsaftale, som forudsatte, at han skulle godkende Armeniens konge, og for at få sin krone måtte kongen rejse til Rom og hylde Nero.
Kroningen af Tiridates foregik på rostraen på Forum Romanum, hvorfra Roms magthavere i århundreder havde henvendt sig til folket. Den nuværende rostra har været renoveret flere gange, men giver stadig en fornemmelse af fortidens storhed.
8. MUZEO NAZIONALE ROMANO
Adresse: Palazzo Massimo, Largo di Villa Peretti 1
Se statuerne fra Neros sommerhus
Det italienske nationalmuseum er delt i flere afdelinger spredt rundt om i Rom og er et af verdens førende i klassisk kunst. Afdelingen nær centralstationen Termini rummer utallige statuer fra Roms fortid – heriblandt to skulpturer fra Neros sommerpalads i byen Antium ca. 55 km fra Rom.
Paladset var overdådigt udsmykket i Neros typiske storladne stil og havde hele 800 meter havnefront.
Museets store kælder rummer flere værdifulde genstande og en unik samling af mønter fra Italiens fortid. Blandt de sjældne pengestykker fra antikken findes mønter slået af kejser Nero.
Også museets samling af hele vægmalerier fra villaer udgravet i Rom er absolut et besøg værd.
9. NEROS AKVÆDUKT
Adresse: Via Statilia & Via di Santa Croce in Gerusalemme
Akvædukt leverede vand til paladset
Store paladser har brug for vand – masser af vand. For at forsyne det enorme Domus Aurea med drikke- og badevand udbyggede Nero akvædukten Aqua Claudia med endnu en “vandledning” nær Porta Maggiore.
Senere forlængede kejser Domitian akvædukten yderligere, så den også forsynede de kejserlige boliger på Palatinerhøjen.
Rester af Neros akvædukt kan i dag ses pletvis fra Porta Maggiore til Palatinerhøjen. De enorme buer fra akvædukten er flere steder indarbejdet i nyere bygninger, så de falder sammen med bybilledet.
Nogle af de mest velbevarede dele af Neros akvædukt findes ved Via Statilia og i Villa Wolkonskys have i nærheden. Sidstnævnte kræver dog en særlig tilladelse at besøge.
BYKORT
Her finder du de ni seværdigheder: