Mandag den 6. september 1819 var en helt særlig dag for den kun 14-årige Hans Christian Andersen.
På denne dag ankom den senere digter med postvognen fra Odense til den store bakke, der troner over Frederiksberg Have. Herfra kunne han betragte indfaldsvejen til København.
“Derude steg jeg af med min lille Bylt og gik igjennem Haven, den lange Allee og Forstaden ind i byen”, fortæller Andersen om sit indtog i byen, som han benovet betegner som “min Verdens Stad”.
Med i bagagen bragte han, ud over tøj og andre fornødenheder, 13 rigsdaler, en aftale om en plads som snedkerlærling samt et brændende ønske om at blive en berømt og feteret kunstner.
Pladsen som snedkerlærling beholdt Andersen kun en enkelt dag. Men drømmen om berømmelse og et liv i kunstens tjeneste bestod.
Krise gav kulturen medvind
Materielt set var København – og Danmark i det hele taget – dengang i en trist forfatning. Kun 12 år tidligere, i 1807, bombede England byen, og i 1813 gik landet konkurs.
Begivenhederne fik imidlertid danskerne til at søge trøst i kunst og kultur.
Malere, digtere og forfattere flokkedes for i ord og billeder at beskrive alt det skønne, som deres hårdtprøvede fædreland kunne byde på.
Kulturen blomstrede i en grad, så perioden senere fik betegnelsen Danmarks guldalder.
H.C. Andersen var ankommet lige i rette tid.