I foråret 1531 gjorde den spanske opdagelsesrejsende Francisco Pizarro landgang i inkaernes rige på Sydamerikas vestkyst.
Drevet af længsel efter de store mængder af guld, sølv og ædle sten, som ifølge rygter fandtes i landet, drog han med 180 mænd og 37 heste ind i det ukendte.
Her underlagde han sig den lokale befolkning og indtog byerne.
Med den spanske kong Karl 1.s velsignelse kunne han nu kalde sig guvernør over landet, som kolonisterne navngav Peru.
Pizarro sendte spejdere ud for at finde en passende hovedstad.
Inkaernes vigtigste by, Cusco, kunne spanierne ikke bruge. Bebyggelsen lå inde i landet, og spanierne havde brug for en afskibningshavn til de rigdomme, som de håbede snart ville flyde hjem til moderlandet.
Valget faldt i stedet på en plet i Rimac-dalen på den centrale del af kyststrækningen, som tilhører vore dages Peru.
Ud over beliggenheden ved Stillehavet kunne stedet tilbyde et mildt klima, rigelige forsyninger af drikkevand samt store mængder af træ til tømmer.
Den 18. januar 1535 grundlagde Pizarro og hans følge byen, som de kaldte Ciudad de los Reyes, Kongernes by.
Først senere fik byen navnet Lima, de lokales navn for floden, som løber gennem hovedstaden.
En fontæne fra 1651 pryder Limas centrale plads.
Rigdommene flød gennem Lima
Pizarro udpegede stedet, hvor Plaza Mayor, byens centrale plads, skulle anlægges. Bygmestre begyndte straks at opføre den nye hovedstads vigtigste bygninger: Regeringspaladset, ærkebiskoppens residens og katedralen.
Ifølge legenden grundlagde Pizarro selv katedralen ved at bære det første stykke tømmer ind på sine skuldre.
Ufattelige rigdomme flød gennem den nye by. Inkaerne rådede over store mængder af guld og sølv formet som smykker, kunstværker og pyntegenstande.
Da de forarbejdede værdier slap op, begyndte spanierne at grave efter ædelmetaller i undergrunden.
I 1545 fandt kolonisterne den hidtil rigeste sølvforekomst i Amerika, Potosí-minerne i Andesbjergene. Minen afgav i den første tid hele 85 tons sølv om året.
Alle varer gik i Limas storhedstid gennem byen. Det gjaldt ikke alene varer fra Peru, men også fra Spaniens øvrige sydamerikanske kolonier, Argentina og Bolivia. Fra Lima sejlede skibe værdierne til Panama og derefter til moderlandet.
Modstod pirater og jordskælv
Handlen fik Lima til at trives. Befolkningen voksede fra omkring 25.000 i 1619 til omkring 80.000 i 1687. Byen var på denne tid Sydamerikas vigtigste by og førende inden for udvinding af sølv.
Indtægterne fra handel og minedrift gjorde byens overklasse i stand til at bygge kirker, klostre og prægtige palæer med søjler og balkoner i udskåret træ.
Alt var dog ikke idyl. Pirater truede konstant byen, og i 1687 rystede et kraftigt jordskælv Lima og lagde dele af byen i ruiner.
Ødelæggelserne lagde en dæmper på handel og minedrift, men beboerne var velstående nok til at bekoste genopbygningen af de ødelagte huse.
Lima holdt også stand på anden vis. Peru og dets hovedstad forblev loyale over for Spanien, indtil Peru i 1821 som den sidste af Spaniens sydamerikanske kolonier erklærede sin selvstændighed.
Minderne om kolonitiden lever dog videre i Lima, hvis historiske centrum nu er på UNESCO’s liste over bevaringsværdig kulturarv.