Oplev tyrannen Timurs hovedstad

Timur Lenk dræbte alt og alle, når han drog i krig. Kun håndværkere og bygmestre lod han leve: De skulle nemlig bygge hærførerens pragthovedstad, Samarkand.

Timur Lenk dræbte alt og alle, når han drog i krig. Kun håndværkere og bygmestre lod han leve: De skulle nemlig bygge hærførerens pragthovedstad, Samarkand.

Steppekrigeren Timur Lenk var én af historiens grusomste tyranner. Gennem sine 35 år som hersker over 1400-tallets centralasiatiske Chagatai-rige var han konstant på erobringstogt.

Hvor han kom frem, myrdede Timur befolkningen og jævnede deres byer med jorden. Historikere anslår, at omkring 17 mio. mennesker måtte lade livet som følge af despotens hærgen.

Men Timur Lenk efterlod sig andet end død og ødelæggelse. Han forskønnede nemlig rigets hovedstad, Samarkand, så byen fremstod som ikke bare den smukkeste, men også den lærdeste i hele den islamiske kulturkreds.

Samarkand, det nuværende Usbekistans næststørste by, var med sin placering på Silkevejen – handelsruten mellem Kina og Europa – i forvejen en driftig og velhavende bebyggelse.

Den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo beskrev i 1200-tallet Samarkand som “en meget stor og prægtig by”.

Men Timur Lenk – en lokal stammekriger, som i 1370 tog magten i Chagatai-riget – var fast besluttet på at skabe en by prægtigere end nogen anden stad.

Kunstnere fik lov at overleve

Bygmestre til at føre de storslåede planer ud i livet fandtes ikke i Samarkand, men det vidste Timur Lenk råd for: Han tog på erobringstogt. I nutidens Iran, Irak og Syrien indtog han store landområder.

Undervejs dræbte hærføreren uden at blinke. Kun arkitekter, håndværkere og kunstnere kunne regne med at undslippe døden. Dem førte Timur med sig hjem til Samarkand, så de kunne arbejde på hovedstadens byggepladser.

Samarkand market

Samarkands plads på Silkevejen er stadigvæk tydelig den dag i dag på markederne, der bugner af de bløde klæder.

© Shutterstock

Smukke bygningsværker skød op. Blandt dem var en række mausoleer i dødebyen Shah-i-Zinda i udkanten af Samarkand. Mausoleerne lignede paladser og var reserveret til Timurs nærmeste.

I 1398 underlagde Timur sig Indien. Med sig hjem bragte han 95 krigselefanter. Dyrene blev sat til at trække de enorme sten, der skulle bruges til at opføre den overdådige Bibi-Khanym-moské.

Timur overvågede nøje byggeriet, og alt skulle være perfekt. “Aldrig så snart var moskéen blevet færdig, før Timur begyndte at finde fejl ved indgangsporten.

Den var for lav og skulle rives ned”, beretter Ruy González de Clavijo, ambassadør for Henrik 3. af Castilien.

Kejserrige genoplivede byen

I 1405 blev Timur syg og døde under et togt mod Kina. Hans mænd bar deres herskers balsamerede lig til Samarkand og stedte ham til hvile i Gur Emir-mausoleet, som han selv havde fået opført.

Dynastiet levede imidlertid videre, og under Ulugh Beg, Timurs barnebarn, trivedes Samarkand som aldrig før.

Ulugh Beg opførte flere madrasaer – islamiske skoler med fokus på forskning og videnskab – samt et avanceret observatorium, der tiltrak tidens bedste astronomer. Snart var byen berømt som hele den islamiske verdens lærdomscenter.

Fjenderne gjorde dog indhug i Timurs rige, og i 1500 faldt Samarkand til det iranske Safaviderige. De nye herskere forsømte byen, som forfaldt. I 1720 var Samarkand næsten forladt.

Først da byen i 1888 som en del af det russiske kejserrige blev endestation for den centralasiatiske jernbane, kom den igen til ære og værdighed.