Riddernes Valletta

Johanniterne huggede deres prægtige fæstningsby ud af Maltas klippegrund og anlagde katedraler, paladser – og torturkældre. Her er 10 seværdigheder, du ikke må gå glip af.

Johanniterne huggede deres prægtige fæstningsby ud af Maltas klippegrund og anlagde katedraler, paladser – og torturkældre. Her er 10 seværdigheder, du ikke må gå glip af.

Shutterstock

I århundreder var Malta en lille, ludfattig ø midt i Middelhavet – den fjerneste udørk under den spanske krone. Øen var så ufrugtbar, at den ikke kunne ernære indbyggerne. I stedet måtte de have fødevarehjælp fra Sicilien.

Men det værste ved ølivet var de arabiske pirater, der jævnligt overfaldt øen og førte beboere bort som slaver.

Alligevel var malteserne i oprørsstemning, da den spanske konge, Karl 1., i 1530 gav øen til Johanniterordenen. De kristne krigermunke var blevet hjemløse, da osmannerne erob­rede deres hjemø, Rhodos, i 1522.

Næppe var ridderne gået i land på Malta, før de fratog øens adel al magt og sløjfede hovedstaden Mdina. Ethvert tilløb til oprør kvalte ridderne og sendte ballademagere til galejerne for at ro.

Osmannerne stormer øen

Gennem de næste år opførte johanniterne flere forsvarsværker for at sikre sig mod et osmannisk angreb, alle vidste ville komme: Sultan Süleyman kunne ikke acceptere det vedvarende sørøveri, som ridderne bedrev mod muslimske handelsskibe i Middelhavet.

I maj 1565 gik det løs. Sultanens armada på 190 skibe og 28.000 soldater ankrede op ud for øen. Inde på land stod blot 500 riddere og 4.500 hjælpetropper.

Malta er en tør og stenet klippeø, der ikke er naturligt frugtbar.

©

TIDSLINJE: Malta fik nyt liv

Øen var en fattig og fjern afkrog under spansk herredømme, før ridderne kom.

1080

Johanniter-munke hjælper pilgrimmene i Det Hellige Land.

1099

Den katolske kirke organiserer det 1. korstog. Munkene danner en militær orden.

1200-tallet

Europæerne fordrives fra Det Hellige Land. Johanniterne slår sig ned på Cypern, senere Rhodos.

1500-tallet

Reformationen koster ordenen store jordbesiddelser i England og Tyskland. I 1522 erobrer osmannerne Rhodos, så ridderne bliver hjemløse.

1530

Den spanske kong Karl 1. lejer Malta ud til johanniterne, der finder øen tør og trøstesløs, men de har ingen alternativer.

1565

Osmannerne belejrer øen, men må opgive at indtage den. Efter sejren opfattes ridderne som et bolværk mod islam.

1798

Napoleon erobrer øen, men må aflevere den til briterne efter to års guerillakrig. Ridderne får midlertidigt husly i Rusland.

1974

Briterne giver Malta selvstændighed. Turisme bliver øens hoved­erhverv.

I de næste måneder strammede belejrerne grebet om øen. Især det fremskudte St. Elmo-fort blev skudt fuldstændig i grus, så vejen ind i riddernes havn lå åben. Malta var i realiteten prisgivet, da hjælpen fra Sicilien endelig nåede frem og osmannerne tog flugten.

Riddernes anfører, stormester Jean de la Valette, frygtede, at de ville vende tilbage. Han havde brug for stærkere forsvarsværker og lagde grundstenen til Maltas svært befæstede hovedstad, der bærer hans navn, Valletta.

Under riddernes styre udviklede Malta sig til en rig handelsplads. Og selvom ridderne blev tvunget væk i 1798, er byen stadig præget af deres indsats. Den intakte bymur, forterne og riddernes palæer ligger tilbage og venter på den nysgerrige turist.

  1. september 1565 gav osmannerne op, og jubelen brød ud på Malta. Kampene havde kostet 2.500 kristne og 10.000 osmanner livet.
© RMN-Grand Palais/Gérard Blot

10 store seværdigheder i Valetta:

1. CAFÉ LA VALETTE

Adresse: Republic Street 295.

Krigshelt grundlægger den nye hovedstad

Mere end nogen anden kunne ridderne i 1565 takke deres viljefaste leder, stomester Jean de la Valette, for sejren over osmannerne. Uden hans stædighed, overblik og mod var johanniterne blevet udslettet under belejringen.

Valette stammede fra en adels­familie i Provence og kom til ridderordenen som ganske ung mand. I 1522 havde han oplevet det bitre nederlag til osmannerne, der betød, at ridderne måtte forlade Rhodos og de næste år otte flakkede hjemløse rundt, indtil den spanske konge tilbød dem råderetten over Malta.

Jean de la Valette er stadig øens store helt. Han hædres fx i cafeen på Republic Street – i hånden har han planen for byen, der fik hans navn.

© Torsten Weper/Shutterstock

Under Jean de la Valettes regeringstid (1557-68) vandt øen sit ry som “kristendommens bolværk mod islam”. Fra hele Europa strømmede unge adelsmænd til for at deltage i kampen.

Også familierne nød godt af at have en søn som medlem af ridderstyrken – det gav anseelse og værdifulde kontakter med udlandet.

Den dag i dag hyldes Valette med utallige statuer – bl.a. i cafeen på Republic Street, der er indrettet i et hus fra riddertiden.

2. BYPLANEN

Adresse: St.Andrew Bastion, St. Mark Street.

Vallettas byplan kan minde om Man­hattans, men der er 250 år imellem dem.

© Matthäus Merian

Europas mest moderne by

Sejren over osmannerne i 1565 betød, at Europas taknemmelige kongehuse donerede enorme summer til riddernes nye byggerier.

På få uger havde den italienske arkitekt Laparelli tegningerne til en ny hovedstad klar. Modsat middelalderbyens snørklede gader og gyder gjorde Lapa­relli gadenettet helt lige.

De rette linjer tillod søbrisen at blæse forfriskende gennem byen. Valette tog første spadstik i 1566.

Befæstede mure langs hele kysten beskyttede byen.

St. Elmo-fortet blev kraftigt udbygget.

Johannes-katedralen opført til ære for Johannes Døberen.

3. KATEDRALEN

Adresse: St. John’s Co-Cathedral, Republic Street.

Domkirken strutter af guld

Det vigtigste byggeri i byen er Johannes-katedralen. Her ærede ridderne Johannes Døberen og begravede deres fremmeste brødre.

Gulvet består af 375 farvestrålende grav­plader, mens stormestrene er bisat i de opulente kapeller. I sin tid blev katedralen bygget yderst spartansk, men da barokken nåede til Malta, sparede ridderne ingen udgift for at smykke bygningens indre med religiøse malerier, guld og anden pynt.

Især den italienske maler og ordensbroder Mattia Preti har sat sit præg på domkirken. Læg også mærke til stormestrenes grave, der markerer kampen mod osmannerne; flere af dem er bisat under bunker af erobrede våben.

4. PALADSET

Adresse: Grandmasters Palace,
Palace Square.

Riddernes leder boede i et palads

Johanniternes leder – kaldet stormesteren – blev valgt for livstid og regerede fra dette palads midt i byen.

Stormesteren havde lov til at kalde sig prins, men modsat alle andre herskere var stormesteren en munk og bundet af sit kyskhedsløfte – han fik ingen søn, der kunne kunne arve det lille rige og fortsætte slægten.

Paladset fungerer i dag som museum og bruges til repræsentation.

© Torsten Weper

I stedet søgte stormestrene at sætte varige mindesmærker, mens de levede. Det var helt almindeligt, at de hentede store kunstnere til øen eller grundlagde en ny landsby.

Men først og sidst skulle stormesteren sørge for ordenens overlevelse – og det betød i realiteten at skaffe penge.

Rundt om i det overdådige palads hænger malerier og billedtæpper om, hvordan det foregik: Efter fordrivelsen fra Det Hellige Land var krigermunkene gået over til søfart.

Ridderne betragtede angreb på muslimske skibe som hellig krig – i virkeligheden var det sørøveri i stor stil.

© RMN-Grand Palais/Franck Raux

I Valletta lå en anseelig flåde, som ved nålestiksaktioner overfaldt osmanniske handelsskibe. De blev plyndret for varer, og mandskabet taget med som slaver.

Johanniterne betragtede overfaldene som hellig krig mod muslimerne. I realiteten var det sørøveri. Overfaldene stoppede først i 1700-tallet.

5. TØJHUSET

Adresse: Palace Armoury, Grandmasters Palace.

Napoleon stjal våbensamling

Inde i stormesterens palads er også riddernes imponerende våbensamling udstillet – fra korstogenes ring­brynjer og armbrøster til 1700-tallets rustninger og skydevåben.

Samlingen var oprindeligt langt større, men efter Napoleons landgang i 1798 blev den plyndret af de franske soldater.

Plyndring­erne udløste oprør på Malta, der betød, at franskmændene i to år måtte forskanse sig bag Vallettas mure.

Samlingen af våben og rustninger forklares indgående af en audioguide.

© Torsten Weper

6. DET PRIVATE HJEM

Adresse: Casa Rocca Piccola, Republic Street 74.

Embedsmanden holder åbent hus

For næsten 500 år siden kom Cosimo de Piro til Malta sammen med johanniterne. Piro var en ferm embedsmand, der fik høje poster i ordenen. Som civilt ansat behøvede han ikke bo på et af herbergerne og kunne stifte familie.

I dag har Piros efterkommere gjort palæet i Republic Street til en turist­attraktion med rundvisninger gennem kunst, nips og andre minder fra 500 års familiehistorie.

På en væg hænger fx portrættet af en slave. Han er den navnløse repræsentant for de mange tusinde muslimer, som sled sig op ved galejernes årer eller i de stenbrud, der har leveret byggematerialer til Maltas mange fæstningsværker.

Slavens navn er gået tabt, men han hænger på en hædersplads.

© Torsten Weper

7. EN HEMMELIG GANG

Adresse: St. Christopherstreet 141.

Tunnel til paladset

Få meter fra Casa Rocca Piccola ligger et andet palæ med særlige minder fra riddertiden: En tidligere beboer lod udhugge en hemmelig gang til stormesterens palads.

Vallettas undergrund er fuld af hemmeligheder.

© Torsten Weper

Nedgangen befinder sig i kælderen under The German-Maltese Circle – en forening, der skal pleje venskabet mellem de to lande og driver en hyggelig café.

8. HOSPITALET

Adresse: Sacra Infermeria, Mediterranean Street.

De syge spiste af sølv-tallerkener

Johanniterne blev grundlagt som en hospitalsorden, der plejede syge pilgrimme i Det Hellige Land. Og selvom ridderne blev fordrevet, tog de fortsat deres lægegerning meget alvorligt.

I Valletta opførte de et gigantisk hospital med plads til 800 patienter, som kunne forvente tidens bedste pleje. Hver af de to sale til senge er 155 m lang.

Ridderne havde pligt til at gøre tjeneste i hospitalet én dag om ugen, hvor de lagde alle gradstegn af sig og blot var “plejende brødre”. De mest ambitiøse blev sendt til Frankrig for at lære kirurgi.

Johanniterne indtænkte sygeplejen i hospitalets arkitektur og indretning.

© Torsten Weper

Masser af plads

Riddernes hospital havde plads til 800 patienter.

© Daniel Cilia

Kølige sengeafsnit

Loftshøjden på 11 m sikrede en sval temperatur i sengeafsnittet.

© Torsten Weper

System i sengetæpperne

Sengetæppets farve fortalte lægen, hvilken sygdom patienten havde.

Bakterier kendte johanniterne ikke til, men de havde lagt mærke til, at god hygiene betød bedre helbredelseseschancer for patienterne. Derfor fik de rent sengetøj hver dag, og maden blev serveret på en sølvtallerken, der var nem at holde ren.

Maden skulle dog spises med en ske, for ridderne turde ikke udruste deres patienter med kniv og gaffel. Patienterne kom fra mange lande, der ofte ikke kunne enes. Også blandt riddernes otte nationaliteter kom det jævnligt til slagsmål.

9. TEATRET

Adresse: Manoel Theatre, 115 Triq it-Teatru l-Antik.

Ridderne kiggede på damer

I 1731 satte stormester Antonio Manoel et evigt minde for sig selv ved at forære Valletta et teater. Skuespillet var åbenbart så fornøjeligt, at end ikke de kyske riddere kunne holde sig væk.

Ad hemmelige, underjordiske gange kunne de slippe ubemærket ind i teatret, hvor den første tilskuerrække foran scenen bestod af bænke med særligt høje ryglæn, så ingen kunne se de syndige og forlystelsessyge riddere.

Stormester Antonio Manoels charmerende, lille teater i Valletta er stadig i brug.

© Manoel Theatre & Torsten Weper

Teateret kom til at eksemplificere det langsomme skred i moralen, ridderne havde oplevet siden 1600-tallet. Det strenge cølibat blev presset af vin, kvinder og anden skørlevned – fra 1768 blev endog kvindelige skuespillere tilladt på scenen.

Blot 30 år senere måtte ridderne overgive sig til til kejser Napoleon, der erobrede øen på en enkelt dag uden at løsne et skud.

10. TORTURKÆLDEREN

Inkvisitator fyldte paladskælder med skrig

Riddernes første hovedstad, Birgu, ligger få hundrede meter fra Valletta på den anden side af bugten. Birgu blev grundlagt, da ridderne sløjfede den oprindelige hovedstad Mdina midt på øen.

Birgu med de krogede gader og den rolige puls var i mere end 30 år Maltas hovedstad.

© Torsten Weper

Men den nye by var svær at forsvare og blev opgivet. Siden var den hjemsted for pavens udsendte inkvisitator, der holdt øje med øens moral. Hans palads og torturkælder er åbent for offentligheden.

Se også St. Angelo-fortet og marine­museet. Hurtigste vej til Birgu er havnebussen, der sejler hver halve time.

BYKORT

Her finder du de 10 seværdigheder: