Riddernes Valletta

Osmannerne stormer øen

Gennem de næste år opførte johanniterne flere forsvarsværker for at sikre sig mod et osmannisk angreb, alle vidste ville komme: Sultan Süleyman kunne ikke acceptere det vedvarende sørøveri, som ridderne bedrev mod muslimske handelsskibe i Middelhavet.

I maj 1565 gik det løs. Sultanens armada på 190 skibe og 28.000 soldater ankrede op ud for øen. Inde på land stod blot 500 riddere og 4.500 hjælpetropper.

I de næste måneder strammede belejrerne grebet om øen. Især det fremskudte St. Elmo-fort blev skudt fuldstændig i grus, så vejen ind i riddernes havn lå åben. Malta var i realiteten prisgivet, da hjælpen fra Sicilien endelig nåede frem og osmannerne tog flugten.

Riddernes anfører, stormester Jean de la Valette, frygtede, at de ville vende tilbage. Han havde brug for stærkere forsvarsværker og lagde grundstenen til Maltas svært befæstede hovedstad, der bærer hans navn, Valletta.

Under riddernes styre udviklede Malta sig til en rig handelsplads. Og selvom ridderne blev tvunget væk i 1798, er byen stadig præget af deres indsats. Den intakte bymur, forterne og riddernes palæer ligger tilbage og venter på den nysgerrige turist.

10 store seværdigheder i Valetta:

Mere end nogen anden kunne ridderne i 1565 takke deres viljefaste leder, stomester Jean de la Valette, for sejren over osmannerne. Uden hans stædighed, overblik og mod var johanniterne blevet udslettet under belejringen.

Valette stammede fra en adels­familie i Provence og kom til ridderordenen som ganske ung mand. I 1522 havde han oplevet det bitre nederlag til osmannerne, der betød, at ridderne måtte forlade Rhodos og de næste år otte flakkede hjemløse rundt, indtil den spanske konge tilbød dem råderetten over Malta.

Under Jean de la Valettes regeringstid (1557-68) vandt øen sit ry som “kristendommens bolværk mod islam”. Fra hele Europa strømmede unge adelsmænd til for at deltage i kampen.

Også familierne nød godt af at have en søn som medlem af ridderstyrken – det gav anseelse og værdifulde kontakter med udlandet.

Den dag i dag hyldes Valette med utallige statuer – bl.a. i cafeen på Republic Street, der er indrettet i et hus fra riddertiden.

Det vigtigste byggeri i byen er Johannes-katedralen. Her ærede ridderne Johannes Døberen og begravede deres fremmeste brødre.

Gulvet består af 375 farvestrålende grav­plader, mens stormestrene er bisat i de opulente kapeller. I sin tid blev katedralen bygget yderst spartansk, men da barokken nåede til Malta, sparede ridderne ingen udgift for at smykke bygningens indre med religiøse malerier, guld og anden pynt.

Især den italienske maler og ordensbroder Mattia Preti har sat sit præg på domkirken. Læg også mærke til stormestrenes grave, der markerer kampen mod osmannerne; flere af dem er bisat under bunker af erobrede våben.

Johanniternes leder – kaldet stormesteren – blev valgt for livstid og regerede fra dette palads midt i byen.

Stormesteren havde lov til at kalde sig prins, men modsat alle andre herskere var stormesteren en munk og bundet af sit kyskhedsløfte – han fik ingen søn, der kunne kunne arve det lille rige og fortsætte slægten.

I stedet søgte stormestrene at sætte varige mindesmærker, mens de levede. Det var helt almindeligt, at de hentede store kunstnere til øen eller grundlagde en ny landsby.

Men først og sidst skulle stormesteren sørge for ordenens overlevelse – og det betød i realiteten at skaffe penge.

Rundt om i det overdådige palads hænger malerier og billedtæpper om, hvordan det foregik: Efter fordrivelsen fra Det Hellige Land var krigermunkene gået over til søfart.

I Valletta lå en anseelig flåde, som ved nålestiksaktioner overfaldt osmanniske handelsskibe. De blev plyndret for varer, og mandskabet taget med som slaver.

Johanniterne betragtede overfaldene som hellig krig mod muslimerne. I realiteten var det sørøveri. Overfaldene stoppede først i 1700-tallet.

Inde i stormesterens palads er også riddernes imponerende våbensamling udstillet – fra korstogenes ring­brynjer og armbrøster til 1700-tallets rustninger og skydevåben.

Samlingen var oprindeligt langt større, men efter Napoleons landgang i 1798 blev den plyndret af de franske soldater.

Plyndring­erne udløste oprør på Malta, der betød, at franskmændene i to år måtte forskanse sig bag Vallettas mure.

For næsten 500 år siden kom Cosimo de Piro til Malta sammen med johanniterne. Piro var en ferm embedsmand, der fik høje poster i ordenen. Som civilt ansat behøvede han ikke bo på et af herbergerne og kunne stifte familie.

I dag har Piros efterkommere gjort palæet i Republic Street til en turist­attraktion med rundvisninger gennem kunst, nips og andre minder fra 500 års familiehistorie.

På en væg hænger fx portrættet af en slave. Han er den navnløse repræsentant for de mange tusinde muslimer, som sled sig op ved galejernes årer eller i de stenbrud, der har leveret byggematerialer til Maltas mange fæstningsværker.

Få meter fra Casa Rocca Piccola ligger et andet palæ med særlige minder fra riddertiden: En tidligere beboer lod udhugge en hemmelig gang til stormesterens palads.

Nedgangen befinder sig i kælderen under The German-Maltese Circle – en forening, der skal pleje venskabet mellem de to lande og driver en hyggelig café.

Johanniterne blev grundlagt som en hospitalsorden, der plejede syge pilgrimme i Det Hellige Land. Og selvom ridderne blev fordrevet, tog de fortsat deres lægegerning meget alvorligt.

I Valletta opførte de et gigantisk hospital med plads til 800 patienter, som kunne forvente tidens bedste pleje. Hver af de to sale til senge er 155 m lang.

Ridderne havde pligt til at gøre tjeneste i hospitalet én dag om ugen, hvor de lagde alle gradstegn af sig og blot var “plejende brødre”. De mest ambitiøse blev sendt til Frankrig for at lære kirurgi.

Bakterier kendte johanniterne ikke til, men de havde lagt mærke til, at god hygiene betød bedre helbredelseseschancer for patienterne. Derfor fik de rent sengetøj hver dag, og maden blev serveret på en sølvtallerken, der var nem at holde ren.

Maden skulle dog spises med en ske, for ridderne turde ikke udruste deres patienter med kniv og gaffel. Patienterne kom fra mange lande, der ofte ikke kunne enes. Også blandt riddernes otte nationaliteter kom det jævnligt til slagsmål.

I 1731 satte stormester Antonio Manoel et evigt minde for sig selv ved at forære Valletta et teater. Skuespillet var åbenbart så fornøjeligt, at end ikke de kyske riddere kunne holde sig væk.

Ad hemmelige, underjordiske gange kunne de slippe ubemærket ind i teatret, hvor den første tilskuerrække foran scenen bestod af bænke med særligt høje ryglæn, så ingen kunne se de syndige og forlystelsessyge riddere.

Teateret kom til at eksemplificere det langsomme skred i moralen, ridderne havde oplevet siden 1600-tallet. Det strenge cølibat blev presset af vin, kvinder og anden skørlevned – fra 1768 blev endog kvindelige skuespillere tilladt på scenen.

Blot 30 år senere måtte ridderne overgive sig til til kejser Napoleon, der erobrede øen på en enkelt dag uden at løsne et skud.

Riddernes første hovedstad, Birgu, ligger få hundrede meter fra Valletta på den anden side af bugten. Birgu blev grundlagt, da ridderne sløjfede den oprindelige hovedstad Mdina midt på øen.

Men den nye by var svær at forsvare og blev opgivet. Siden var den hjemsted for pavens udsendte inkvisitator, der holdt øje med øens moral. Hans palads og torturkælder er åbent for offentligheden.

Se også St. Angelo-fortet og marine­museet. Hurtigste vej til Birgu er havnebussen, der sejler hver halve time.