Timbuktu: Besøg byen ved verdens ende

Timbuktu er i Vesten synonym med et mystisk sted langt borte. For den rejsende, som vover sig dertil, venter helt særlige kulturoplevelser.

Timbuktu er i Vesten synonym med et mystisk sted langt borte. For den rejsende, som vover sig dertil, venter helt særlige kulturoplevelser.

Shutterstock

En fantastisk beretning nåede i 1500-tallet læsere i Europa. Dybt inde i Afrika ligger – skrev den spanske opdagelsesrejsende Leo Africanus – en ganske særlig by ved navn Timbuktu.

Byen, som ligger i det nuværende Mali i det vestlige Afrika, vrimlede med lærde mænd, og indbyggerne var meget rige.

“I stedet for mønter bruger folk her klumper af det pureste guld”, berettede Leo Africanus. Kongen havde angiveligt “en stor skat af mønter og guldbarrer. Den største vejer 970 pund”, uddybede den opdagelsesrejsende.

Fortællingen må have fået europæerne til at måbe, men Leo Africanus talte sandt. Når det gjaldt visdom og rigdom, kunne selv Europas storbyer i middelalderen næppe måle sig med Timbuktu.

Byens oprindelse var ydmyg. Ifølge legenden slog en flok nomader sig ned på stedet omkring år 1100. De navngav stedet Timbuktu, som er en afledning af ordet bouctou, som på det lokale sprog betyder “lille sandbanke”.

Huse opført i mursten af ler dominerer gadebilledet i Timbuktu.

© Shutterstock

Staden vrimlede med lærde mænd

Timbuktu tiltrak med sin beliggenhed ved floden Niger handel ad vandvejen fra både øst og vest. Også karavaner, som på kamelryg transporterede varer fra syd til nord, gjorde holdt her.

Handelsfolkene tjente styrtende på varer som elfenben, slaver salt og guld. Byen voksede hastigt og blev snart én af de mest betydningsfulde i Mali-imperiet, et vældigt rige, som i 1200-tallet strakte sig over store dele af det vestlige Afrika.

Riget og byen nåede deres højdepunkt under kong Mansa Musa, som regerede over Mali fra 1307 til 1337.

Kongen var, mener historikere, den rigeste mand, som nogensinde har levet, og han brugte gerne sit guld på at forskønne og forbedre Timbuktu.

Han opførte blandt andet et palads samt adskillige læreanstalter og en række moskéer i byen, hvis befolkning tidligt overtog den islamiske religion fra tilrejsende arabiske handelsfolk.

Universiteterne tiltrak studerende inden for fag som religion, jura, geografi og astronomi. Ud af byens 100.000 indbyggere var hele 25.000 i år 1450 tilknyttet byens universitet.

Lærdommen gjorde Timbuktu vidt berømt. “Salt kommer fra nord, guld fra syd, og sølv fra de hvides land. Men Guds ord og videnskabens skatte findes kun i Timbuktu”, lød et afrikansk ord­sprog.

Kulturskatte blev bevaret

Men storheden stod for fald. I 1400-tallet begyndte europæiske skibe at anløbe den vestafrikanske kyst, hvorfra de hentede guld og slaver. Hermed forsvandt en stor del af handlen fra Timbuktu.

Byen levede videre i myter og beretninger som fx Leo Africanus’ skrifter, men ingen i Europa vidste, hvor byen nøjagtig lå.

Dens navn blev derfor i daglig tale ensbetydende med noget, som lå langt borte – “ved verdens ende”.

Først i 1820’erne, da europæiske opdagelsesrejsende for alvor begyndte at udforske Afrikas indre, kunne de ved selvsyn opleve den forjættede stad.

Den før så travle handelsplads var da forvandlet til en søvnig ørkenby, men mange af kulturskattene var – og er – der endnu. Byen blev i 1988 optaget på FN-organisationen UNESCO’s Verdensarvsliste.

Og organisationens folk arbejder på højtryk med at restaurere og bevare den gamle by ved verdens ende.