Victoriatidens London

Men briterne vidste også, at en anden virkelighed lurede bag den smukke facade. “Intet sted som i London finder man overflod og armod og luksus og lidelse så tæt på hinanden”, skrev en af byens beboere om den sociale situation i 1800-tallets London.

Rig og fattig

Londons befolkning var siden begyndelsen af 1800-tallet mere end seksdoblet, og de fattige var stuvet sammen under usle forhold. Sygdom og kriminalitet hærgede de overfyldte slumkvarterer, hvor Jack the Ripper og andre mørkemænd spredte rædsel om natten.

Byens rigeste skulle også vænne sig til de nye forhold. Luksuskvarterer med store, hvidmalede boliger skød op i byens vestlige del – væk fra slummens larm og snavs. Her kunne overklassen om dagen spadsere i Kensington Gardens og om aftenen gå til koncert i Royal Albert Hall.

Victorias død i 1901 varslede enden på Det Britiske Imperiums storhedstid. Langsomt – bid for bid – ­mistede briterne deres kolonier, men de overdådige bygninger fra Victoriatiden står tilbage som ­­vidner om årene, hvor millionbyen var verdens centrum.

10 seværdigheder i London:

Den 16. juli 1901 trykte avisen Daily Mail en artikel om Dorset Street i bydelen Whitechapel. Gaden blev kaldt “den værste gade i London” og hjemsted for “alt, der er ondt”. Beboerne blev præsenteret som tyve, røvere og mordere.

Artiklen vakte stor opsigt, men opsummerede ikke desto mindre londonernes opfattelse af bydelen Whitechapel. I Victoriatiden havde det engang så idylliske område udviklet sig til en parallelverden præget af fattigdom, overbefolkning, forurening og kriminalitet.

Bydelens blakkede ry fik den dybeste ridse i slutningen af 1880’erne, hvor seriemorderen Jack the Ripper hærgede området. I Whitechapels mørke gyder og baggårde fandt Ripper sine ofre blandt de utallige prostituerede. Med kirurgisk præcision lemlæstede og parterede han mindst fem kvinder, inden han forduftede i natten og efterlod londonerne i rædsel.

Trods et utal af teorier er Jack the Rippers identitet aldrig blevet afsløret.

Whitechapel er siden dronning Victorias tid blevet byfornyet flere gange, og mange af de gamle gader er nu forsvundet. Bydelen er i dag ved at udvikle sig til et hipt, multikulturelt kvarter beboet af bl.a. kunstnere.

I en smal gyde i hjertet af London finder man Simpson's Tavern. Spisestedet ­åbnede i 1757, men indgangspartiet og indretningen i dag stammer fra midten af 1800-tallet, hvor stedet var et af byens utalllige “chophouses” – billige spise­steder.

Simpson's Tavern giver de besøgende mulig­hed for at spise et måltid som i ­Victoriatiden, hvor gæsterne sad på lange træbænke i små båse. Dengang var englænderne glade for det rustikke landkøkken, og på menuen finder gæsterne bl.a. “cottage pie” og “cold York ham”.

Midt på Trafalgar Square troner admiral Nelson som et symbol på Victoriatidens mægtige Storbritannien. På en 51 m høj pæl skuer han i vant position ud over pladsen, der er opkaldt efter hans glorværdige sejr over franskmændene ud for Kap Trafalgar i 1805. Under hans faste blik haster lokale og turister forbi eller sætter sig ned og tager et pusterum.

Pladsen skulle have været opkaldt efter kong William 4. (1765-1837), men da den stod færdig i 1845, måtte han vige for Englands ­største søhelt.

Til gengæld fik William 4. det nordvestlige hjørne af pladsen stillet til rådighed, men da han ikke efterlod nok penge til at finansiere en statue, stod området i mange år tomt.

Først i 2001 blev det besluttet, at Willam 4.s hjørne skulle smykkes med skiftende moderne kunstværker. Pladsen er også hjemsted for The National Gallery, som tilbyder gratis adgang til museets omfattende kunstsamling.

Husene i Belgravia blev bygget i begyndelsen af 1800-tallet.

De smukke bygninger skulle huse Londons overklasse, som ønskede større afstand til millionbyens enorme underklasse. Det luksuriøse område var – dengang som i dag – et af de dyreste steder at bo i verden.

I Vestlondons smukke museumskvarter ligger Royal Albert Hall. Den imponerende koncertsal stod færdig i 1871 og blev opkaldt efter dronning Victorias mand, prins Albert, der var død 10 år tidligere. Indtil sin død i 1901 sørgede Victoria over sin Albert og navngav utallige monumenter og bygninger til hans minde.

Royal Albert Hall danner ramme om over 350 arrangementer om året – heriblandt BBC's traditionsrige promenadekoncerter – og har plads til over 7.000 siddende gæster. Bygningens karakteristiske sand- og murstens­facade er prydet af en frise, der viser “kunstens og videnskabens triumf”.

Siden sin åbning har salen huset ­ over 50.000 arrangementer. Ifølge en udbredt talemåde gør en kunster sig først fortjent til folkets respekt, når han har optrådt i Royal Albert Hall.

Kensington Gardens er et af Londons grønne åndehuller. Den 1,1 km² store park ligger i umiddelbar forlængelse af Hyde Park, og mange – især turister – har derfor svært ved at skelne mellem de to grønne områder.

Kensington Gardens blev anlagt i 1728-1738 som privat have for kong Georg 2. og dronning Caroline, der residerede i Kensington Palace.

Parken blev indhegnet og var langt op i 1800-tallet utilgængelig for alle andre end de kongelige og deres gæster, men efterhånden blev den åbnet for almindelige borgere – dog kun “de respektabelt klædte”.

I parken findes Albert Memorial, som dronning Victoria lod opføre til minde om sin elskede mand, prins Albert. Smukt eller ej – monumentet er stadig et besøg værd.

“Jeg vil konstruere en station efter mit eget hoved”. Sådan skrev Victoriatidens største ingeniør, Isambard Brunel, i et brev til en af sine venner og tilføjede nonchalant, at han ikke havde tid til små hyggelige detaljer og derfor ville bygge “et monstrum i metal”.

Ved indvielsen af Paddington Station i 1854 præsenterede Brunel de over­dækkede perroner, som stationen er berømt for. I dag passerer ­over 30 mio. rejsende hvert år under det imponerende 210 m lange glastag, der hviler på tre 31 m brede metalhvælvinger.

Paddington er også endestationen for verdens første undergrundsbane: “Metropolitan Railway”. Den stod klar i 1863 og var en stor arkitektonisk bedrift med spor i tre etager. Allerede fra dens indvielse havde metroen over 25.000 brugere dagligt.