I 1881 red amerikaneren William “Doc” Carver over en bro i Nebraska. Halvvejs ovre brød broen sammen, og Carvers hest sprang uden tøven i vandet – med hovedet først.
Oplevelsen inspirerede Carver til at skabe en af USA’s berømteste attraktioner: Dykkende heste.
I de følgende år lod Carver en flok udvalgte heste springe ud fra stadig større tårne og ned i store svømmepøle eller havnebassiner.
Da William Carver døde i 1927, overtog sønnen Al, som flyttede attraktionen til havnen i Atlantic City.
Her kastede de dødsforagtende heste – og ryttere – sig ud fra et 18 m højt tårn. Angiveligt kom ingen heste til skade under springene.
Heste-attraktionen lukkede efter 51 år i 1978.