mænd der sidder adrian lead

Spøgefugle i blackface drev gæk med Royal Navy

Turbaner og sværtede ansigter forvandler en flok unge spasmagere til et kejserligt hof på statsbesøg i Storbritannien. Målet for spøgen er HMS Dreadnought – verdens mest avancerede krigsskib.

Turbaner og sværtede ansigter forvandler en flok unge spasmagere til et kejserligt hof på statsbesøg i Storbritannien. Målet for spøgen er HMS Dreadnought – verdens mest avancerede krigsskib.

National Portrait Gallery, Shutterstock

Et usædvanligt telegram fra det britiske udenrigsministerium tikker om morgenen den 7. februar 1910 ind på slagskibet HMS Dreadnought, der ligger i flådehavnen i Weymouth:

“Kejseren af Abessinien og hans følge ankommer i dag kl. 16.20 på Weymouth Station. Han ønsker at se Dreadnought. Vær venlig at modtage kejseren og hans følge med al mulig gæstfrihed”.

Det korte varsel kommer bag på skibets kaptajn, Herbert Richmond, og admiral William May – den øverstbefalende for flåden i Den Engelske Kanal. Admiralen havde set frem til en rolig dag på golfbanen, nu får han travlt på skibet.

“Hvis de afslører os, så kaster de os over bord”. Horace de Vere Cole om risikoen ved spøgen.

Dreadnought er på dette tidspunkt verdens mest avancerede krigsskib og Royal Navys stolthed. At fornemme gæster ønsker en rundvisning, er helt naturligt, mener de to officerer.

Da klokken nærmer sig 16.20, er alt klar, og på stationen i Weymouth ankommer toget med de fornemme gæster. Ud træder det kejserlige følge – iklædt turbaner, fornemme rober og glitrende smykker.

Men ingen i det royale følge er, hvem de giver sig ud for at være. Den britiske flåde står foran en ydmygelse, der vil sende latterkramper gennem det britiske samfund.

skib hoax

Ironisk nok for et slagskib i krig deltog HMS Dreadnought kun i en eneste træfning – da skibet i 1915 vædrede en tysk ubåd, der efterfølgende sank.

© Shutterstock

Slagskib indvarslede ny æra

Rustningskapløbet mellem verdens stormagter var i fuld gang, da Royal Navys nye flagskib – HMS Dreadnought – sejlede ud på havet for første gang i 1906.

I begyndelsen af 1900-tallet fik krigsskibene konstant større kanoner. Skibene var gerne bestykket med et par store kanoner samt flere mindre, der kunne skyde hurtigere, men havde ringere ildkraft og rækkevidde.

Bevæbningen voldte imidlertid problemer. De store kanoners granater slog ned mange km ude på havet. Hvis de mindre kanoner samtidig affyrede skud, som hvirvlede vand og skumsprøjt op, var det svært for artilleristerne at se, hvor de store kanoner ramte – en udfordring, der gjorde det svært at indstille sigtet.

Som det første slagskib blev HMS Dreadnought derfor bestykket med 10 store kanoner, alle med en kaliber på 304,8 mm og en rækkevidde på 22,86 km. Skibet blev desuden drevet frem af dampturbiner, der tillod det at nå en hastighed på 21 knob (39 km/t.) – en imponerende hastighed for det store fartøj.

Konstruktionen var så revolutionerende, at briternes nye flagskib kom til at lægge navn til en helt ny type af slagskibe – de såkaldte dreadnoughts.

Officer ansporer til fupnummeret

To af personerne i det kejserlige følge, der steg af toget i Weymouth, var Adrian Stephen og Horace de Vere Cole. De stammede begge fra rige familier og havde mødt hinanden på universitetet i Cambridge.

Adrian var den rolige, seriøse type, mens Horace var en excentrisk og rastløs sjæl, som brugte størstedelen af sin tid på at udtænke practical jokes. I 1910 fik de mulighed for at udføre deres livs spøg.

En af Horaces venner gjorde tjeneste som officer på krigsskibet HMS Hawke, der lå i Weymouth sammen med Dreadnought. Officererne på de to skibe havde gang i en godmodig fejde, og vennen spurgte Horace, om han ikke kunne drille officererne på Dreadnought:

“Du er virkelig god til at fuppe folk. Kan du ikke tage besætningen ved næsen? De trænger til at blive pillet lidt ned”.

Horace opsøgte Adrian, og de to unge mænd lagde en plan. De havde hørt et rygte om, at kejseren af Abessinien (nutidens Etiopien) skulle besøge England, og sammen med en gruppe venner ville de aflægge Dreadnought et besøg – udklædt som kejseren og hans følge.

siddende medlemmer mænd Hoax

Iført rober og blackface besluttede en gruppe unge mennesker sig i 1910 for at gøre grin med den britiske flåde.

© National Portrait Gallery

Alt var på plads, da en oprevet Horace – ifølge Adrians senere beretning – ankom til hans hjem på Fitzroy Square i London, få dage før planen skulle føres ud i livet.

“De forbandede fjolser har svigtet os”, udbrød Horace frustreret, da han trådte ind i stuen, hvor Adrian sad med sin søster Virginia (den senere Virginia Woolf, red.).

Flere af deres medsammensvorne var sprunget fra i 11. time, og nu var de ikke længere nok til at udføre spøgen, forklarede Horace. Indtil da havde han knap nok ænset Virginias tilstedeværelse, men den vakse kvinde lagde hurtigt to og to sammen.

“Jeg er klar til at deltage!” erklærede hun.

Horace kiggede skælmsk på Virginia og spurgte: “Kan du svømme?”

“Selvfølgelig kan jeg det. Hvorfor spørger du?” lød hendes småfornærmede svar, hvortil Horace tørt bemærkede:

“Fordi hvis de afslører os, så kaster de os over bord”.

Forklædning kræver sort sværte

Horace fandt samme aften en anden ven, maleren Duncan Grant, som også var frisk på idéen. Hermed var gruppen – der yderligere talte to unge herrer ved navn Anthony Buxton og Guy Ridley – komplet.

På dagen for spøgen, den 7. februar, mødtes de alle tidligt om morgenen hos Adrian. Her forvandlede en skrædder Guy, Duncan og Virginia til abessinske prinser, mens Anthony blev sminket og klædt ud som kejseren af Abessinien.

Adrian skulle spille tolk, mens Horace udgav sig for at være en embedsmand fra det britiske udenrigsministerium, så de iførte sig høje hatte og falske skæg.

Kl. 8 var alt på plads, og med en formaning fra skrædderen om, at “væske vil få sværten til at løbe”, drog gruppen til Paddington Station.

“Med ét blev jeg i mine tanker, mine handlinger og min gestik som en royal – som en prins”. Virginia Woolf om sin deltagelse i spøgen.

Stationsforstanderen var så benovet, at han sørgede for en privat vogn til følget, og så gik turen sydover mod kanalkysten. Samtidig med at toget afgik fra perronen, blev telegrammet sendt til Dreadnought.

Togturen brugte gruppen på at memorere gloser fra en medbragt swahili-parlør. At swahili ikke blev talt i Abessinien, skænkede ingen af dem en tanke.

Ved ankomsten til Weymouth blev en rød løber rullet ud fra togdøren og gennem ankomsthallen. Samtidig opstillede soldater barrierer, der skulle holde civile på afstand. Den officielle modtagelse fik spasmagerne til rent at glemme, at de blot var briter i forklædning, erindrede Virginia senere:

“Med ét blev jeg i mine tanker, mine handlinger og min gestik som en royal – som en prins”.

Volapyk redder dagen

Et militærorkester spillede, da følget gik ombord på Dreadnought. Admiral sir William May gjorde honnør og bød “Hans Majestæt” velkommen.

Mens Anthony Buxton i rollen som abessinsk kejser gjorde sit bedste for at se interesseret, men uforstående ud, kom Adrian på hårdt arbejde. Admiral May forklarede omstændeligt om den opstillede æresgarde og dens uniformer, og han bad den tårnhøje tolk oversætte for kejseren.

“Jeg er bange for, at det vil være svært at oversætte det præcist til abessinsk, sir, men jeg skal prøve”, svarede Adrian for at vinde tid. Efter et øjebliks stilhed ytrede han så – med værdig mine – vrøvlesætningen: “Entaqui, mahai, kustufani”.

Ordene var Adrians forsøg på at udtale de få gloser på swahili, han kunne huske. Men den falske tolk vidste, at det langtfra var nok, og efter en kunstpause fortsatte han:

“Tahli bussor ahbat tahl aesque miss. Erraema, fleet use”.

De fleste af deltagerne i spøgen ombord på HMS Dreadnought var medlemmer af den såkaldte Bloomsbury-gruppe – en uformel kreds af intellektuelle, der var en del af kulturlivets top i Storbritannien.

Hoax Horace Cole
© National Portrait Gallery & Shutterstock

Horace de Vere Cole: Spøgefugl fortsatte sit virke

Livet var en lang spøg for Horace. På sin bryllupsrejse i 1917 placerede han fx hestepærer på Markuspladsen i Venedig. Byen havde ingen heste, og indbyggerne stirrede forvirret på efterladenskaberne, når de krydsede pladsen.

Adrian Stephen mand
© National Portrait Gallery & Shutterstock

Adrian Stephen: Sigmund Freuds tanker lokkede

Under 1. verdenskrig blev Adrian, der var militærnægter, interesseret i Sigmund Freuds psykoanalyse. Sammen med hustruen Karin uddannede han sig inden for feltet, og under 2. verdenskrig tjente han som psykoanalytiker i hæren.

Woolf Virginia forfatter
© Filippo Venturi Photography Blog/Wikimedia & Shutterstock

Virginia Woolf: Forfatter-karrieren tog fart

I 1915 fik Virginia udgivet sin første roman. Hun blev en af 1900-tallets største forfattere, og hun er især kendt for sin brug af “bevidsthedsstrømme” – en litterær teknik, hvor historien fortælles gennem indre monologer.

Duncan Grant Hoax mand
© Duncan Grant/Wikipedia & Shutterstock

Duncan Grant: Maler datede berømt økonom

Fra en tidlig alder havde Grant elsket kunst. Han blev uddannet på kunstskoler i London og Paris, og han holdt af at male landskabsmalerier og portrætter. Grant havde desuden et romantisk forhold med økonomen John Maynard Keynes.

Ordene kom ikke fra swahili-parløren, men fra Vergils “Æneiden”. I desperation havde Adrian fremsagt en forvansket sætning fra det latinske værk, som han havde terpet i sin skoletid.

Admiral May var heldigvis ikke velbevandret i romersk digtning og bemærkede ingenting.

Adrian var lettet, men en ny frygt steg op i ham: Sæt nu, at nogen ombord forstod abessinsk! Han spurgte May, om det var tilfældet. Admiralen lo først lidt, men svarede så tænksomt:

“Jo, jeg tror faktisk, at der er én af mændene, som taler sproget”.

Afsløringen af spasmagerne syntes uundgåelig, da en løjtnant informerede admiralen om, at manden, som kunne abessinsk, havde landlov.

Skæg er ved at flyve af

Herefter overlod admiralen gruppen til kaptajn Herbert Richmond, der tog sig af rundvisningen.

Kejserfølget blev ledt ad lange korridorer, og undervejs så de radiorummet, sygekvarteret og messen. Ude på dækket beordrede kaptajnen skibets store kanoner drejet omkring, så kejseren kunne se, hvor let de kunne skyde i forskellige retninger.

Følget blev også vist op ad en lejder til en udkigsplatform, og her var spøgen nær endt galt, fordi en frisk vind blæste.

“Til min skræk så jeg, at Duncan Grants moustache flappede omkring i vinden”, fortalte Virginia senere.

Resolut skubbede hun til sin bror og nikkede over mod Duncan. Adrian indså faren, men et flyvende overskæg var den mindste af deres bekymringer, for stort set samtidig begyndte regndråber at falde fra den overskyede himmel. Snart ville sværten løbe!

Stående sultan mænd

Fem år før ydmygelsen af Royal Navy havde Horace og Adrian – ved at lade, som om de var udsendinge fra sultanen af Zanzibar – narret ledelsen på universitetet i Cambridge til at vise dem rundt.

© Adrian Stephen

I et forsøg på at løse begge problemer på én gang henvendte Adrian sig til kaptajn Richmond og spurgte, om det var muligt at komme under dæk. Det engelske vejr var noget koldere og vådere, end hvad kejseren var vant til, og de havde kun medbragt en enkelt paraply.

Tricket virkede. I sin iver efter at behage sin fornemme gæst førte kaptajnen dem alle inden døre. Her fik Adrian mulighed for med en hurtig bevægelse at trykke Duncans moustache fast igen.

Kort tid efter mødtes selskabet med Horace de Vere Cole, der i rollen som udsending fra udenrigsministeriet havde brugt sin tid i officersmessen.

Efter høfligt at have takket nej til en afskedssalut bukkede selskabet for kaptajnen og æresgarden af marineinfanterister på dækket. Herefter blev de fulgt tilbage til stationen, hvor de steg på 17-toget til London.

Børn grinte af admiralen

Gruppen havde aftalt ikke at sige noget til medierne, men få dage senere bragte avisen “Daily Mail” et portræt af spasmagerne på forsiden. Horace havde ikke kunnet dy sig for at lække historien, og ifølge artiklen havde gruppen flittigt brugt ordene “bunga, bunga” i forbindelse med spøgen.

Afsløringen delte befolkningen. Halvdelen af briterne slog sig på lårene af grin, mens resten fandt spøgen usmagelig. Sagen fik så stor bevågenhed, at den blev bragt op i parlamentet.

Affæren havde vist, hvor let det ville være for en tysk spion at få adgang til flådens vigtigste skib, og procedurerne for statsbesøg blev strammet op.

Tegneserie comic HOAXX

En satiretegning i Daily Mirror spekulerede i, om Royal Navy ville behandle fremtidige gesandter fra eksotiske lande som svindlere.

© Daily Mirror

Horace og hans sammensvorne slap for et retsligt efterspil, men flere af dem fik besøg af sømænd fra flåden, der betalte tilbage for ydmygelsen ved at uddele stokkeslag.

Spøgens største offer var admiral William May. Når han viste sig på offentlige gader og stræder, blev han til sin store frustration fulgt af en hale af børn, som grinende råbte “bunga, bunga” efter ham.

Latteren forstummede dog fire år senere, da 1. verdenskrig brød ud. Da priste de fleste briter sig lykkelige over, at det ikke var tyske spioner, der i 1910 havde snydt sig ombord på Royal Navys flagskib.