Delaware Art Museum

Historisk skønhed: Fra bleg kulør til smertefulde smilehuller

I tusinder af år har kvinder lidt for skønheden: Romerne smurte ansigtet ind i tungmetal, mens mellemkrigstidens amerikanere brugte metaltråd til at lave smilehuller.

Romerriget: Blegede huden med gift

Skønhedsrutiner var en del af hverdagen for Roms kvinder, men særligt overklassen og prostituerede var storforbrugere af pudder, rouge, parfume og øjenskygge.

Rige kvinder foretrak, at huden var bleg, fordi den hvide hud viste, at de ikke behøvede at arbejde eller færdes udendørs.

Den eftertragtede blege kulør opnåede kvinderne ved at smøre en creme, som indeholdt bly, et giftigt tungmetal, i ansigtet. For at se friske ud brugte kvinderne et strøg af kindrødt lavet af planter eller mineraler.

Ligesom andet praktisk arbejde overlod overklassens kvinder deres sminkning til slaver, i dette tilfælde specialuddannede kvinder som blev kaldt cosmetae.

Prostituerede bar kraftigere make-up end overklassens kvinder. Deres sminke var desuden ofte af dårlig kvalitet og lugtede.

  • Fordel: Skønhed gav større status. Kvinderne fik velvære og status gennem skønhed, som også var en måde at udtrykke personlighed på.
  • Ulempe: Make-up var farligt for helbredet. Mange ingredienser var giftige for hud og krop. Det gjaldt især bly, som fandtes i flere produkter.

1500-tallet: Skjoldlus og bivoks gjorde læber røde

Malede læber var højeste mode i 1500-tallets England, hvor selveste dronning Elizabeth 1. gjorde en knaldrød mund til sit varemærke.

Dronningens læbestift var hjemmelavet og bestod af pulveriserede skjoldlus rørt op med gummi fra akacietræet, æggehvider og figensaft.

Mindre velhavende måtte nøjes med billigere ingredienser som fx bivoks og rød farve fra planteudtræk. Ud over dronningen og overklassen brugte kun prostituerede læbestift.

Bivoks var en populær ingrediens i 1500-tallets læbestifter.

© Shutterstock

1920’erne: Smertefulde bøjler skabte smilehuller

Mellemkrigstidens kvinder skulle i USA være kernesunde med runde kinder. Smilehuller var derfor i høj kurs.

De, som ikke var udstyret med de ønskede træk fra naturens side, kunne forsøge sig med en “dimple maker”, en bøjle, der pressede kinderne ind, og som ifølge fabrikanten ville give fine, dybe smilehuller.

Læger advarede mod indretningen, hvis effekt i bedste fald viste sig at være kortvarig.

Bøjlen var lavet af metaltråd og smertefuld at bære.

© Hamilton Evening Journal