Trotskij var Capas første pletskud: Da den unge fotograf var flygtet fra Ungarn, fik han job hos fotobureauet Dephot i Berlin, og hans første store opgave var at fotografere den sovjetiske oppositionspolitiker Lev Trotskij. Trotskij var en karismatisk taler, og de indlevende billeder gik verden rundt. Hans karriere var skudt i gang.
Japanere angreb det gigantiske naboland: I foråret 1938 rejste Capa til Kina for at dække den kinesisk-japanske krig. Her kom han tæt på både de kinesiske officerer ved fronten og civilbefolkningen, som levede i konstant frygt for japanske bombardementer af Kinas storbyer.
Soldatens sidste sekund: Den spanske borgerkrig var den første krig, Robert Capa dækkede, og billedet af den ramte republikanske soldat blev hurtigt et symbol på krigens grusomhed. Siden det blev publiceret, har kritikere diskuteret, om soldaten overhovedet bliver ramt, om billedet er taget der, hvor Capa påstår, og om Capa overhovedet er fotografen.
Hemingway blev hans far: Under borgerkrigen i Spanien mødte Capa den amerikanske journalist og forfatter Ernest Hemingway. De var begge glade for fester og kvindeligt selskab, blev gode venner, og Capa beundrede den 14 år ældre, livskloge mand så højt, at han adopterede Hemingway som sin far. Forholdet havde også professionelle fordele for Capa. Hemingway øste gerne af sin viden om Spanien, og Capa forstod at udnytte effekten af at være venner med de kendte.
11 billeder fra 1. række: I jagten på at komme tæt på begivenhederne var Capa med i første angrebsbølge, da allierede tropper gik i land i Frankrig på D-dag. Rystende af angst fotograferede han, mens soldater i tusindvis døde omkring ham. Capa tog 72 billeder med sine Contax-kameraer, men en fejl under fremkaldelsen ødelagde alle på nær 11.
Bergman var betaget af Capa: Siden kæresten Gerda Taros død i 1937 havde Capa levet alene, men i 1945 mødte han Hollywood-stjernen Ingrid Bergman. De to havde en affære, og Bergman overvejede at forlade sin mand. Men Capa ville ikke binde sig og forblev ungkarl hele sit liv.
Et kik om bag jerntæppet: Efter 2. verdenskrig mente Capa ikke længere, han havde noget tilbage at fotografere. Alligevel tog han med sin ven, forfatteren John Steinbeck, til Sovjet for at skildre jævne menneskers hverdag. Sammen udgav de bogen “A Russian Journal” om deres rejse.
Hverdagen i Israel blev afbrudt af krig: Den stadig mere rastløse Capa fik i 1948 til opgave at fotografere den nye stat Israel. Mens han tog billeder af dagliglivet i Tel Aviv, udbrød krig mod de arabiske nabostater, og med ét var Capa der, hvor han helst ville være: i verdens brændpunkt.
Capas linse blev usynlig: Den charmerende Capa havde en evne til at få sine motiver til at glemme hans kamera. Gennem en hel måned i 1948 fotograferede han kunstneren Pablo Picasso og hans lille søn Claude lege på stranden ved den franske reviera.
Kendis-venner gav jobs i filmbranchen: Efter flere år uden opgaver som krigsfotograf, symptomer på posttraumatisk stress og på vej til at blive 40 anede Capa ikke, hvad han skulle stille op med sin karriere. Gennem kendte venner fik han gode jobs som still-fotograf på filmoptagelser – bl.a. på Gene Kellys "Invitation to the Dance" – men det stille liv kedede ham.
Venner stiftede deres eget fotobureau: For selv at bevare ophavsretten til deres billeder grundlagde Capa og fem nære kolleger i 1947 fotobureauet Magnum Photos. Det tiltrak hurtigt en lang række af verdens bedste fotografer.
Det sidste billede: I april 1954 fik Capa tilbudt at vikariere for magasinet Lifes fotograf i den fransk-vietnamesiske krig. I håbet om eventyr sagde han ja, og tirsdag den 25. maj var han på patrulje med vietnamesiske soldater. Capa trådte på en landmine. Eksplosionen kvæstede ham, og han døde kort efter. Nikon-kameraet og hans sidste billede overlevede.