











Vin i rendestenen
I byens gader plasker rødvin ud i rendestenen for øjnene af fascinerede indbyggere. Forbundspolitiets folk er i færd med at destruere godt 3.400 liter alkohol i henhold til loven om spiritusforbud. Den skulle i årene 1920 til 1933 aflive al drikfældighed i USA og blev håndhævet af særlige forbunds-spiritusagenter.
Los Angeles,
1920
Tyske penge flyver bort
En flok skoledrenge tager bestik af vindretningen, inden de sætter deres drage af pengesedler i luften. Hyperinflationen fejer hen over landet i 1920'erne, hvor kravet om krigsskadeerstatning efter 1. verdenskrig slår bunden ud af tysk økonomi. Seddelpressen kører i døgndrift, og folk får løn indtil flere gange om dagen, mens pengene taber værdi for hvert minut. For fire milliarder mark kan man i 1923 fx købe et glas øl.
Tyskland,
1922
Overflod ved juletid
De magre krigsår får en ende, og den årlige julehandel med hobevis af kalkuner går i gang i London. Opsvinget viser sig dog at være kortvarigt, da den økonomiske krise tager til i mellemkrigstiden og kulminerer med en 10-dages generalstrejke i 1926.
London
December, 1919
Hjemis-mand trodser tågen
Køleskabet er allerede opfundet, men de fleste familier i London opbevarer deres fødevarer i et særligt skab, der køles ned af en isblok. Når isen er smeltet, skal de have en ny blok af ishandleren, der gerne bringer sin vare ud. Blokkene kommer fra Norge, hvor de er “høstet” på tilfrosne søer. Eksporten går strygende. Hvert år sælger Norge flere hundrede tusind tons is.
England
Oktober 1919
Kagemand i balance
Et selvsikkert cykelbud suser over de toppede brosten i Rom. Dagens første opgave lyder forholdsvis enkel: Fragt kasser med kager ud til byens cafeer. Men bare ét forkert ryk med hovedet kan ødelægge hele den forgange nats hårde arbejde.
Rom, Italien
1949
Iskoldt intermezzo i sommervarmen
Is foran en butik i New York City leverer en velkommen forfriskning til gadens børn, som tørstigt slikker løs på de kolde blokke. Det nordøstlige USA stønner under en 11 dage lang hedebølge
med temperaturer langt over 30 grader. Myndighederne anslår, at godt 2.000 mennesker bukker under for varmen.
New York City, USA
Juli 1911