Galleri: Ungdomsoprøret bryder ud
For 50 år siden gik hundredtusinder af franskmænd på gaderne i Paris. De krævede bedre studieforhold, et opgør med tidens strenge seksualmoral og højere løn til landets arbejdere. Optøjerne var så omfattende, at de truede med at vælte den franske regering.
Paris bliver en krigszone
Brosten fyger gennem luften, og slagord runger i gaderne, da tusinder af franskmænd i foråret 1968 går på gaden i Paris med krav om fundamentale samfundsændringer.
I årets første måneder er det udelukkende universitetsstuderende, der kræver bedre bolig- og studieforhold, demokrati på uddannelsesinstitutionerne og et opgør med samfundets strenge seksualmoral.
Men som foråret skrider frem, får de studerende selskab af Frankrigs arbejdere, der vil have højere løn og kortere arbejdsdage.
Da demonstrationerne er på deres højeste, strejker over 11 mio. franske arbejdere, og ungdomsoprøret er blevet landsomfattende.
I foråret 1968 ligner Paris en krigszone med bål og brand i gaderne.
Brutalt politi slår ned på demonstranterne
Hos de franske myndigheder er der ingen forståelse for demonstranternes krav.
I en radiotale erklærer landets præsident Charles de Gaulle fx, at oprørets ledere er uduelige unge, der ikke har evnerne til at bestå deres eksamener. Og i gaderne slår kæder af politibetjente hårdt ned med demenstraterne. Flere af betjentene kommer fra beredskabskorpset "Compagnies Républicaines de Sécurité", der tæller flere højreradikale voldsmænd.
Flere vidner hæfter sig ved, at betjentene ivrigt hæver deres knipler, og politivolden går ikke ubemærket hen. De mange gadekampe skaber sympati for de unge.
I maj 1968 forenes arbejdere, kontorfolk, bankansatte og selv strippere med studenterne, og 22 pct. af landets befolkning deltager i strejkerne.
En såret demonstrant bæres væk fra kampene den 14. maj 1968. Både samaritter og betjente deltager i redningsaktionen.
Revolutionsfrygt får præsident til at flygte
I slutningen af maj sørger regeringen for, at arbejderne får en lønforhøjelse på 10 procent, men de venstreorienterede fagforeninger holder fast i kravene om samfundsændringer.
Den 29. maj har fagforeningen CGT indkaldt til en stordemonstration gennem Paris under parolen "arbejdere til magten!". Rygterne svirrer om, at demonstranterne under marchen vil forlade ruten og storme præsident Charles de Gaulles embedsbolig. Den franske republik vakler.
Stormen udebliver – måske fordi der ingen præsident er at afsætte. I al hemmelighed har Charles de Gaulle nemlig forladt landet i en helikopter, og ingen ved, hvor han opholder sig.
Charles de Gaulle fløj i hemmelighed til en fransk militærbase i Vesttyskland den 13. maj 1968. Her havde Frankrig udstationeret besættelsestropper siden 2. verdenskrig.
Krigsmodstand giver demonstranter vind i sejlene
Centralt i 68-oprøret står også modstanden mod Vietnamkrigen. Siden 2. verdenskrigs afslutning har den tidligere koloni kæmpet for sin frihed – først mod franskmændene og siden mod amerikanerne.
Netop i begyndelsen af 1968 indleder Nordveitnam en storoffensiv mod Sydvietnam, der er komplet uforberedt på angrebene på ca. 100 byer. Offensiven bliver dækket grundigt af amerikansk presse.
Et af de mest betydningsfulde krigsbilleder opstår i den sydvietnamesiske hovedstad Saigon 1. februar 1968. Her foreviger en amerikansk fotograf, hvordan byens politichef Nguyen Ngoc Loans offentligt henretter en kommunistisk partisan, der har hænderne bundet på ryggen.
Billedet bliver et symbol på krigens vanvid og vækker afsky blandt amerikanske unge, der arrangerer store demonstrationer. Opbakningen til krigen falder markant i løbet af 1968, og i hele verden kommer det til protester.
Oprøret er internationalt
Overalt i verden lyder kravet om forandringer. De unge i bl.a. USA og Frankrig kræver medindflydelse, mens indbyggerne i Polen og Tjekkoslovakiet ønsker sig frihed. Og også i Danmark gør studenterne oprør.
Under paroler som "Bryd professorvældet" og "Medbestemmelse NU" besætter studerende et institut på Københavns Universitet og arrangerede demonstrationer med flere tusinde deltagere. Professorerne er hurtigt indforstået med at dele deres magt, og allerede samme år får de studerende plads i universiteternes ledende råd.