I kamp som romer: Voksne mænd i brynje og sandaler

Cohors II Cimbria er ikke ene om sin forkærlighed for Romerriget. I nationer som England, Tyskland og Italien findes lignende kohorter – sågar i lande fjernt fra Romerrigets yderste grænse har entusiaster kastet sig over at genskabe legionærlivet, fx i USA og New Zealand.

Mange af dem mødes hvert år i Rom, når byen fejrer sin glorværdige fortid under Natale di Roma-paraden, hvor op til 1.500 mere eller mindre autentisk udseende legionærer marchererer frem foran en halv million tilskuere. De fleste opvisninger foregår dog i mindre skala og i foreningernes hjemlande.

Reenactment kan opleves på museer, historiske messer og festivaler. Cohors II Cimbria stiller med 15-25 kampberedte legionærer, der er klædt autentisk på, som Romerrigets tropper så ud på kejser Vespasians tid (69-79 e.Kr.).

Tre ud af fire romerske reenactmentforeninger sværmer for det første århundrede efter Kristus, fordi meget viden om denne periode er bevaret. Skriftlige kilder og arkæologiske fund gør det muligt at rekonstruere uniformer, metoder og lejrliv med stor præcision.

Romerriget er – ligesom vikingetiden og 2. verdenskrig – populære epoker for reenactors at kaste sig over. Derfor kan en del autentisk udstyr i dag købes på internettet. Alligevel har foreningerne ofte dygtige håndværkere som medlemmer, for en del af klubarbejdet består i selv at fremstille alt fra kapper og standarter til ringbrynjens tusindvis af ringe.

Et komplet legionær-udstyr koster ca. 15.000 kroner at købe, så medlemmerne sparer penge ved selv at fremstille tøj og våben. Sparring med de andre medlemmer og studier af historiske kilder sikrer også, at alle medlemmer klædes på som legionærerne i den epoke af Romerriget, som foreningen har specialiseret sig i.

Kejsertidens romerske hjelme havde store åbninger til ørerne. Det havde de, fordi legionærerne hele tiden skulle kunne høre de signaler, som legionens cornicen – hornblæser – blæste. Mens slaget rasede, og larmen var øredøvende, kommanderede centurionen (officeren) sine tropper ved at lade cornicenen blæse signalerne til dem.

Mange reenactmentforeninger har derfor en cornicen, som også vækker legionærerne om morgenen med reveillen – et langt trut. Ifølge Julius Cæsars erindringer betød dagens første trut “stå op”, dagens andet trut “klæd dig på, og stil op i geled”, og dagens tredje trut signalerede “afmarch fra lejren”.

Når reenactors mødes, træner de testudo – skildpadden. Romernes berømteste taktik under fjendtlig beskydning var at gemme sig bag deres store skjolde. Af og til marcherede de sågar frem i testudo – og den disciplin kræver træning, ved Henrik Andersen, der er formand for legionærerne i Cohors II Cimbria:

“Man står helt op i nakken på hinanden, så det er vigtigt, at alle mand marcherer i takt”.

Testudoen kendes bl.a. fra kejser Trajans 38 m høje sejrssøjle i Rom. Her ses nogle af kejserens tropper rykke frem mod fjendens fæstning, mens de med skjoldene over hovedet afværger spyd og andet kasteskyts.

Hver aften inden mørkets frembrud rejste de romerske legioner på felttog en teltby med snorlige gader. Lejren lå beskyttet bag en grøft, som legionærerne gravede, og en jordvold med palisader på toppen. Og netop et autentisk lejrliv bruger reenactors meget krudt på at genskabe.

“Nogle gange sover vi på romerske halmmadrasser i telte. Vi tilbereder romersk mad over bål og posterer vagter”, forklarer reenactor Henrik Andersen.

Ligesom i antikken overnatter otte legionærer med deres våben og oppakning i hvert telt, så pladsen er trang.

Cohors II Cimbria har selv lavet deres scorpio – en romersk kastemaskine, der skyder pile afsted vha. fjedre og snoretræk.

“Halvdelen af informationerne kender vi fra historiske kilder – den anden halvdel fandt vi ud af ved at prøve os frem og lytte til andre foreningers erfaringer”, fortæller Henrik Andersen.

Romerne rådede over kastemaskiner i flere størrelser. Nogle var forholdsvis små og stod på vogne, andre var store – som fx den, der blev fundet i oldtidsbyen Hatra i Irak. Hatra-ballistaen kunne affyre to meter lange spyd med sådan en kraft, at de pløjede sig gennem enhver skjoldmur.

Mange forestiller sig, at voldsomme nærkampe og store slag er kernen i reenactment, men dér tager de fejl, forklarer Henrik Andersen:

“Faktisk er det sjældent, at vi er i kamp, hvor skjold møder skjold. For os handler reenactment mere om at give publikum chancen for at se og røre ved autentisk legionærudstyr”.

Når kohorten rykker ud, får publikum mulighed for at mærke, fx hvor tung legionærens brynje egentlig var. Mange vil også gerne vide, om romerne gik med sokker i sandalerne, og svaret lyder:

“Ja, man har fundet breve fra legionærer oppe ved Hadrians Mur i England. De bad deres familier sende flere uldne sokker. Tropper, der var stationeret i brandvarme egne, har derimod marcheret med bare tæer i sandalerne”, siger Henrik Andersen.

I reenactments barndom i 1970’erne gjorde foreningerne meget ud af, at legionærerne var helt ens klædt. Nu om dage tillader mange mere variation.

“Man skal huske på, at romerske soldater fik løn og selv skulle betale for deres våben og uniform. Nogle havde råd til førsteklassesvarer som dem, kejserens livgarde bærer på Trajans søjle. Andre måtte nøjes med mindre. I Cohors II Cimbria forlanger vi derfor ikke, at alle skal bære postkasserød tunika. Virkelighedens legioner var mere brogede”, forklarer Henrik Andersen.

Under festivaler rundtom i Europa optræder romerske senatorer side om side med legionærer for at genfortælle historiske begivenheder. Også Cohors II Cimbria har ofte civile med, når de slår lejr op til en event.

“Vores koner og kærester giver os mulighed for at vise mere af den romerske hverdag. Og så skal man ikke glemme, at en romersk legion på 5.500-6.000 blev fulgt af stort set lige så mange civile, når de tog på felttog”, fortæller Henrik Andersen.

Hvert ottemandstelt med legionærer medbragte deres egen slave til at trække æslet, der bar teltet. Derudover fulgte våbensmede, prostituerede og talrige andre efter legionen, fordi de kunne gøre forretninger med soldaterne undervejs.

Ingen romersk kohorte uden en officer til at lede den. I århundredet efter Kristi fødsel havde centurionen 80 legionærer under sin kommando – i dag må han som regel nøjes med lidt færre tropper.

Som taktstok anvendte han en solid stav fra en vinbusk. I antikken blev staven også brugt til at prygle dovne eller ulydige soldater med, men den slags fornøjelser må nutidens centurion undvære. Ligesom i antikken bærer Cohors II Cimbrias anfører sine udmærkelser på brystet: En torque (en stor metalring) og runde phalerae – bronzeskiver fastgjort til brynjens brystpanser.