Teknologien fungerer på samme måde som de såkaldte deepfakes – falske videoer, der er baseret på to algoritmer.
Den ene er den kreative algoritme. Den analyserer store mængder data af den person, der skal efterlignes, for at lave den bedste deepfake. Algoritmen analyserer ansigtstræk, hår, skygger osv. i forskellige vinkler og laver til sidst et bud på en deepfake.
Algoritme nummer to kontrollerer arbejdet og fungerer som politibetjent. Algoritmen analyserer detaljer som fejlplacerede pixels, hvordan selve ansigtet bevæger sig i forhold til hovedet og lignende.
Finder kontrol-algoritmen fejl, rapporterer den det tilbage til en kreativ algoritme, som bliver sat til at rette fejlene og lave et nyt, forbedret bud.
Hvor deepfakes af berømtheder som Tom Cruise og Barack Obama har eksisteret i flere år, så giver Deep Nostalgia dig nu muligheden for selv at afprøve deepfake-teknologien på bekendte og historiske personer. Så længe du har samtykke, er der ingen begrænsninger for, hvem teknologien kan bruges på.
Er du nysgerrig efter at se, hvordan din tipoldemor ville have set ud på video? Så prøv værktøjet på MyHeritage.com, hvor det er muligt at uploade et gammelt fotografi og få animeret et ansigt.