Hver uge lykkedes det paparazzi-fotograferne at fylde alverdens sladderblade, og læserne kunne tilsyneladende ikke få nok. Her får du nogle af de mest berømte og berygtede skud – og historien bag billederne.
Paparazzi-fotografernes tid begyndte i 1898 på jernkansler Bismarcks dødsleje. De stortrivedes i skyggen af underholdningsindustrien og blev forbandet efter prinsesse Dianas død i 1997. Siden har de kendtes egne Instagram-opslag gjort livet surt for de frække fotografer. Men hvem er de – og hvad mener de om deres opgave?
Amerikanske Ron Galella var blandt pionererne. Fra 1960’erne lå han på lur på det centrale Manhattan for at tage billeder af sine – ofte modvillige – ofre. Men Galella afviste alle protester:
“Hvis du er en celebrity, er du altid en celebrity. Det skal du forstå. Som celebrity er du frit bytte”, sagde han.
Begrebet paparazzi dækker både den enlige fotograf (paparazzo) på jagt efter bytte og den store hob af paparazzi, der stimler sammen ved den røde løber. Galella ville ikke være en del af flokken – han arbejdede alene. For ham gjaldt det om at fange det ærlige ansigtsudtryk og have øjenkontakt med sit bytte.
Blandt alle de tusinder af kendte, han fangede i sin lange karriere, kaldte han Jacqueline Kennedy sin “golden girl”. Galella hævdede, at han nåede at tage en million billeder af hende.
Her får du overblikket over paparazzi-fotografiets historie set gennem nogle af de mest ikoniske billeder.
Et billede af Tysklands afdøde Jernkansler ville være et scoop, vidste fotograferne Willy Wilcke og Max Priester. Samme nat, som Otto von Bismarck sov ind i 1898, brød de ind i hans hjem. Mens Priester riggede kameraet til ved sengens fodende, løftede Wilcke den afdødes hoved, så det kom højere op på puden. Så fyrede Priester magnesiumpulveret af, og verdens første paparazzofoto var i kassen!
En avis i Berlin ville betale 30.000 rigsmark (2 mio. nutidskr.), men Bismarcks familie havde alarmeret politiet. De to fotografer endte i spjældet.
Billedet af den døde Bismarck gemte familien på i 60 år, før det blev offentliggjort.
I 1955 mødtes repræsentanter for “De fire store” (USA, Sovjet, Storbritannien og Frankrig) i Genève for at drøfte Vietnams fremtid. Sikkerheds- foranstaltningerne var omfattende, og for at få billeder af de hemmelige forhandlinger måtte fotograferne tænke kreativt.
Om denne fotograf blot brugte kurven som erstatning for en glemt stige – eller om han blev smuglet ind af en vinbonde (hans forklædte assistent), melder historien intet om.
Mødet i Genève fik ingen vidtrækkende konsekvenser: Krigen i Vietnam fortsatte.
Begrebet “paparazzo” blev opfundet af den italienske filmskaber Fellini. Under arbejdet med “La dolce vita” (1960) skulle han bruge et skældsord for en særlig irriterende fotograf og blev muligvis inspireret af det sicilianske ord for en stor myg – “papataceo”.
I filmen svirrer fotograferne bl.a. om filmstjernen Sylvia (Anita Ekberg), der lander i Roms lufthavn.
I filmen havde Anita Ekberg intet problem med fotograferne – det kom først senere...
Badet i Trevi-fontænen (“La dolce vita”) gjorde Anita Ekberg til en star. En nat i 1960 kom hun sent hjem til sin villa i Rom. Ude på vejen ventede fire paparazzi – og så så Ekberg rødt. Bevæbnet med bue og pil forlangte hun at få deres film udleveret. Kravet fulgte Ekberg op med en sværm af pile – hun ramte et kamera, ødelagde en blitz og sårede en fotograf i skulderen.
Anita Ekberg havde øvet sig med flitsbuen til sin næste film. Tre skud ramte plet.
For Fiat-fabrikkernes chef, Gianni Agnelli, var den største følelse af frihed at springe nøgen i vandet fra sin yacht Agneta. Dét billede ville fotografen James Andanson gerne have. Mens han holdt øje med yachten gennem en kraftig telelinse, hev en dykker i Agnetas ankerkæde, så hun hele tiden lå i den rette vinkel.
Som playboy, racerkører og mangemillionær tiltrak Gianni Agnelli sig italienernes opmærksomhed.
Ray Bellisarios forældre kom fra Italien, og temperamentet gik åbenbart i arv. Han blev kendt som “Englands første paparazzo”, fordi han brød fotografernes æreskodeks om kun at trykke på udløseren, når dronning Elizabeth tillod det.
Fra 1955 stalkede Ray den kongelige familie og fangede mange pinlige øjeblikke, fx af prinsesse Margaret med tosset badehætte og prinsesse Anne, der falder af hesten. En meget vred prins Philip krævede Ray låst inde i Tower of London.
“Jeg er dybt fornærmet over at blive stemplet som paparazzo”, sagde Ray Bellisario. Han så sig selv som en seriøs journalist.
Som barn af Monacos fyrst Rainier og filmstjernen Grace Kelly var prinsesse Caroline jaget ugebladsvildt fra fødslen. Men hun ville ikke finde sig i, at hun og hendes børn var tvunget til at optræde i medierne. Ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fik hun i 2004 medhold i, at de tyske ugeblade havde krænket hendes ret til et privatliv.
I 1990 blev Carolines mand, Stefano Casiraghi, dræbt i en bådulykke. Paparazziene fulgte den sørgende enke tæt.
De kendte har længe forsøgt at ødelægge paparazzienes muligheder ved fx at bære solbriller eller i det mindste undgå øjenkontakt. Det kunststykke mestrede skuespilleren Brad Pitt i 1995, da han ville undgå paparazziene i New York. At han samme år blev kåret som “Sexiest Man Alive” af ugebladet People, var ikke til at se på billederne.
Som filmstjerne, Jennifer Anistons kæreste og Angelina Jolies mand lever Brad Pitt et hektisk liv som parazzi-bytte.
Diana Spencer levede sine første 20 år i fred, men den sluttede brat, da hun i 1981 blev forlovet med den britiske kronprins. Fra det ene øjeblik til det andet blev Diana centrum i et nærmest dagligt gedemarked med råbende fotografer og pulserende blitzlys.
Når hun endelig var på egen hånd, måtte hun frygte, at der lå en paparazzo bag hækken. Og selv da hun i 1997 lå dødeligt såret i sin bil efter et uheld i Paris, var “verdens mest fotograferede kvinde” omgivet af paparazzi.
Hvor end prinsesse Diana viste sig, stod fotograferne og råbte “se her!” for at få øjenkontakt.
Fotografen Ron Galella fik sit livs scoop, da han opdagede Jacqueline Kennedy gå alene på gaden. Han fulgte efter hende i taxa. Chaufføren dyttede, så hun vendte sig om.
“Hun smilede, sikkert fordi hun endnu ikke havde opdaget, at det var mig”, mente Galella. Billedet kaldte han “Min Mona Lisa” pga. smilet, det bløde lys og vinden i hendes hår. Det var det bedste af den anslåede million Jackie-billeder, han tog.
Jacqueline forsøgte at undgå Ron Galella – en overgang fik han endda et polititilhold.