Seattle ville for enhver pris være flad: Storby spulede naturen bort

Seattles ujævne terræn var opstået for 17.000 år siden, da istidens gletsjere skar sig gennem området og efterlod bakker, kløfter og kæmpesten.

I 1894 gik stadsingeniør Thomson som det første i gang med at planere byens gadenet. Arbejdet foregik med dampdrevne gravemaskiner, hestevogne og rå muskelkraft.

Da den første planering for foden af bakken Denny Hill var afsluttet i 1898, havde Thomsons folk fjernet næsten 92.000 m3 jord og sten.

Jorden fra gravearbejdet blev i begyndelsen brugt til opfyldning af kløfter og andre fordybninger i landskabet. Størstedelen endte dog på kysten, som var plaget af tidevand og stinkende sumpe.

Planeringen inde i byen krævede, at flere og flere husejere måtte flytte deres boliger fra de smuldrende bakker.

Flytningerne skete for husejernes egen regning og blev udført vha. træskinner, hvorpå bygningerne langsomt blev trukket eller skubbet på ruller af træ.

Muskelkraften til det slidsomme arbejde blev leveret af heste og arbejdere.

Sideløbende med gravearbejdet gik chefingeniør Thomson i gang med at udvikle et nyt våben mod Seattles bakker: Vand.

Det var bl.a. smeltevandsfloderne fra istiden, der havde skabt Seattles ujævne terræn. Thomson ville bruge de samme kræfter til at planere byen.

Nær byen Landsburg ca. 40 kilometer fra Seattle anlagde hans arbejdere kilometervis af vandledninger, der førte vand fra Cedar-floden til Seattle.

Vandet skulle give indbyggerne drikkevand, men gav også Thomson mulighed for at spule Seattles jordhøje væk.

Vand fra Cedar-floden og søen Lake Union endte i store vandkanoner, som blev indsat imod Seattles bakker. De første vandkanoner – kaldet “Giganterne” – gik i gang med at spule bakker væk i 1901.

Året efter kom turen til den 76 m høje bakke Denny Hill. Dag og nat i de følgende ni år spulede “Giganterne” 4,2 mio. m3 jord væk – ca. halvdelen af Denny Hill.

De enorme mængder vand og jord blev ledt ud i Seattles bugt.

Ikke alle boligejere opgav deres grunde. Resultatet blev, at jorden omkring dem forsvandt, så de endte alene på små jordtoppe kaldet “trods-høje”.

I takt med at Seattle blev fladere og fladere, voksede indbyggerantallet dramatisk. I 1880 havde byen 3.553 indbyggere. 30 år senere var antallet tæt på 250.000.

Seattle var dermed blevet det vestlige USA’s tredjestørste by kun overgået af Los Angeles og San Francisco. Samtidig med planeringen udbyggede byen derfor infrastrukturen i rasende fart.

I 1912 havde stadsingeniørens folk lagt 320 kilometer gader, 1.300 kilometer fortove og 650 kilometer vandledninger.

Mange huse manglede dog stadig at blive flyttet ned i gadeniveau.

Planeringen af Seattles gader skabte store problemer for trafikanterne. Ikke mindst byens kabelsporvogne blev udfordret af de konstante udgravninger.

Under planeringen af Seattles travleste gade, Madison Street, måtte sporvognsselskabet løbende klodse sporvognenes jernbanesveller højere og højere op for at holde trafikken kørende.

Linjen, der førte fra Seattles bymidte til Lake Washington, var byens stejleste. Opklodsningen betød, at sporvognene endte med at køre næsten to meter over terrænet.

Først da gaden var helt plan, kunne svellerne flyttes ned i det nye gadeniveau.

I årene umiddelbart før 1. verdenskrig ebbede Seattles planerings-projekter ud. Stadsingeniøren Reginald Thomson forlod sit job i 1911, og usikker økonomi satte derefter en stopper for yderligere projekter.

Rundtom i byen stod der derfor en række stejle bakkeskråninger, som konstant truede med at skride sammen.

I 1928 besluttede Seattles byråd derfor bl.a. at fjerne de sidste 25 m af bakken Denny Hill, som fortsat stod tilbage.

I de mellemliggende år havde byen bredt sig så meget, at det ikke længere var muligt at spule jorden væk.

I stedet blev en hær af arbejdere med gravemaskiner sat til at fjerne de sidste rester af bakken.

Under planeringen af den sidste rest af Denny Hill fjernede gravkøerne 3,2 mio. m3 jord og sten.

I stedet for at jorden blev kørt væk på lastvogne, opsatte stadsingeniøren et flere kilometer langt transportbånd, hvorpå jord og sten blev fragtet ud til Seattles havnefront.

Her blev jorden læsset på store pramme, som dumpede Denny Hill i Elliott-bugten – og der ligger resterne af den stolte bakke endnu.

Afbrydelsen af Seattles planering omkring 1. verdenskrig efterlod byen med en række halvt fjernede bakker.

Store regnvejr udløste adskillige gange mudderskred, der trak uheldigt placerede huse med sig ned fra højderne.

En række borgere begyndte også at klage over ødelæggelsen af Seattles idylliske omgivelser.

“Naturen er forvandlet fra noget smukt til et vinklet skakbræt”, skrev fagbladet Engineering News allerede i 1910.

Opråbet blev fuldstændig overhørt.

Da resterne af Denny Hill var blevet fjernet i 1930, kunne Seattles ingeniører gøre regnskabet op:

På de 32 år, som planeringen havde taget, var det lykkedes at grave, spule og sprænge svimlende 38 mio. m3 jord, grus og sten bort.

På det tidspunkt havde byggeteknikker med stål og beton kraftigt reduceret behovet for et fladt terræn at bygge på.

Desuden begyndte mange at bosætte sig i oplandet frem for i selve byen. Seattles planerings-mani var omsider slut.