Historiske toner: Sådan spillede man musik
Musikanternes rolle i samfundet har skiftet en del gennem historien. De gamle romere gav ikke musikere den anerkendelse, de ønskede, men i middelalderen blev de nærmest betragtet som kongelige.
Musikere var et yndet motiv, fx på mosaikker.
Romerne betragtede ikke musikere som kunstnere
Musik spillede en fremtrædende rolle i nærmest alle dele af det romerske samfund. Sang og spil akkompagnerede livets fester fra bryllup til begravelse og var også en fast bestanddel af religiøse og verdslige lege og festivaler.
Ved ofringer tjente musikken til at ære guderne og til at holde onde kræfter borte. Gladiatorkampe blev desuden ofte ledsaget af orgler, tubaer og andre blæse-instrumenter. Musik hørte også til ved danseforestillinger og skuespil.
Evnen til at spille og synge var højt værdsat i Rom, og musikken blev støttet af byens ledende mænd som fx kejserne Augustus og Nero, der selv spillede lyre.
Romernes instrumenter ligner dem, vi kender i dag. Trommer og fløjter var populære, og det samme var tubaer og andre blæsere, der kunne høres i folkemængden.
Fordel: Musik holdt humøret oppe hos romerne. Musik gavnede moralen og var med til at styrke sammenholdet blandt borgerne i Rom.
Ulempe: Sang og musik blev aldrig rigtig fint. Romerne så musik som underholdning. Musikere blev derfor ikke betragtet som rigtige kunstnere.
I middelalderen havde kongelige egne musikanter
Harpespil var et fast indslag ved sammenkomster på middelalderens skotske og irske slotte.
Konger og stormænd satte en ære i at have deres egne musikanter, som boede på slottet. De kongelige musikere nød stor anseelse og mange privilegier.
Harpens popularitet skyldtes dens lette, æteriske klang, der passede godt til både sang og digtoplæsning. Den fine, karakteristiske klang kom fra rammen, som var skåret ud af et enkelt stykke piletræ. Instrumentets strenge var lavet af messing.
Harpespil foregik med neglene.
I 1700-tallet kunne alle blive musikere
Selv mennesker uden det mindste kendskab til toner og noder kunne nu blive musikanter. Med et hånd-orgel skulle musikeren nemlig blot dreje på et håndtag for at spille de smukkeste melodier.
Musikken var kodet ind i en tromle ved hjælp af et system af tapper, der hver svarede til en tone. Da hver enkelt tromle kun indeholdt én melodi, og tromlerne var dyre, begrænsede orgelspillerens repertoire sig oftest til meget få musikstykker.
Musikkens længde afgjorde tromlens tykkelse.