Sådan finder du podcasts
Podcasts kommer i "feeds", som er en liste over episoder. Når der kommer en ny episode, dukker den op i feedet. Du skal have installeret et program til at aflytte dem med. Filerne er typisk i lydformatet MP3.
Du finder typisk en podcast via et mediewebsite, en artikel som den, du lige har læst her på websitet (Få historien serveret som podcast), et link fra et socialt medie som Twitter eller Facebook - eller ved at søge efter nyt indhold inde i selve podcast-programmet.
Du kan vælge at abonnere på podcast (og så får du kun nye, fremtidige episoder). Eller du kan hente alle gamle episoder på en gang, hvis du fx har brug for at blive ført ajour med en podcast-serie. Nogle podcastere stiller dog kun gamle afsnit til rådighed mod betaling.
Brug det trådløse
Hvis du har et trådløst netværk, kan det være et godt tip at fylde telefonen eller mp3-afspilleren op med podcasts hjemmefra.
Der er ikke noget i vejen for at bruge 3G – hvis man bare er tålmodig. Husk dog at passe på dit dataforbrug – især, når du er på ferie i udlandet - da lydfiler fylder en del.
Sådan henter du podcast til iPod, iPhone eller iPad
Hvis du har et Apple-produkt, kender du iTunes. iTunes har integreret et stort podcast-bibliotek, så det er meget nemt at få fat i episoder og serier.
En del af de gode historiepodcasts finder du dog i det særlige område, der hedder “iTunes U”, som er reserveret til indhold fra universiteter.
De podcasts, du har hentet eller abonnerer på via iTunes, optræder som podcast-indhold i din Musikafspiller-app og i en særlig podcast-funktion på din computer.
Du behøver dog ikke hente via din computer, men du kan også hente indhold direkte fra din mobile enhed med den iTunes-app, der findes der.
iTunes vil ikke lade dig downloade de helt store filer (typisk afsnit på over en halv times varighed) over en telefon-dataforbindelse, så hvis du er på farten og skal have fat i lidt historie-underholdning, må du bruge en alternativ metode.
Der findes en lang række alternative podcast-apps til IOS-enhederne. Redaktionen kan anbefale Downcast eller Podcaster 5, som er nemme at bruge, og som ikke er så nøjeregnende med din telefonregning.
Sådan henter du podcast til en Android enhed
Der findes i dag rigtig mange varianter af Android operativsystemet, så det er vanskeligt at komme med en beskrivelse, der dækker dem alle.
Mange Android-enheder understøtter podcasts med Google Listen uden videre, og en del af dem kan læse Apples M4A-format, som er et af de formater, der findes i iTunes.
To gode podcast-programmer til Android er BeyondPod og DoubleTwist. Nogle sværger til Akimbo, som egentlig er en e-bogslæser, der også kan læse podcasts.
Sådan henter du podcasts til en PC
Hvis du bruger en Windows-PC sammen med en iPod, iPhone eller iPad, må jeg på det kraftigste anbefale dig at bruge iTunes. Det er klart den letteste løsning.
Hvis du bruger en anden type afspiller eller bare vil høre podcasts direkte på computeren, kan du stadig ofte bruge iTunes, men der er selvfølgelig mange gode alternativer. To af dem er super-lydprogrammet WinAmp og det minimalistiske redskab Juice.
Hvis du udover en PC har en Xbox eller en Windows Phone, er Zune en god mulighed.
Sådan henter du podcasts til en Mac
Til Mac-brug er det svært at anbefale et alternativ til Apples eget iTunes, som vitterligt er et godt program til at administrere – og ikke mindst finde – gode podcasts.
Hvis man af en eller anden grund ikke ønsker at bruge iTunes, findes der få – men gode - alternativer som Xcast.
Har du en Mac kombineret med en Android-telefon, så prøv den nye beta af WinAmp til både Mac og Android, som skulle være en god kombination.
Andre enheder
En hel del af de små elektroniske enheder i vores hjem kan faktisk også bruges til at afspille podcasts.
For eksempel kan flere spillekonsoller som PSP ret let hente podcasts via RSS feeds. Mange af de nye SMART TV-apparater kan også, så længe de er på et netværk. Prøv dig frem.
Podcasts, der kun findes i Tunes
Desværre er enkelte af de rigtigt gode produktioner fra internationale universiteter kun tilgængelige i iTunes. Det betyder, at du må installere iTunes (som dog er gratis) på din pc for at aflytte dem der.
Hvis du vil høre dem på din Android-enhed, er det en god idé at vælge et podcast-program, der kan afspille Apples M4A-format som for eksempel DoubleTwist eller WinAmp.
Hvis du vil afspille denne type indhold på en enhed, der kun kan spille MP3, er du nødt til at downloade dem til en PC eller en Mac via iTunes og så konvertere dem med et program som TuneClone eller Magic M4A to MP3 Converter.