Historiens-roligaste-vits

Humorens historie: Jagten på verdens bedste vittighed

Tyskerne fortalte spydigheder om Hitler, romerne hånede kejserens kone, og verdens første vits er i dag umulig at forstå. Vi gransker humoren gennem tiderne – og kårer den bedste joke nogensinde.

Tyskerne fortalte spydigheder om Hitler, romerne hånede kejserens kone, og verdens første vits er i dag umulig at forstå. Vi gransker humoren gennem tiderne – og kårer den bedste joke nogensinde.

Joseph Ducreux, Shutterstock

Allerede i antikken forsøgte filosoffer som Platon og Aristoteles at finde ind til humorens inderste væsen. Psykoanalysens fader, Sigmund Freud, gjorde i begyndelsen af 1900-tallet filosofferne følgeskab og granskede, hvad der gør en joke morsom. Hvorfor fortæller vi hinanden vittigheder? Og er humor tidløs?

Det sidstnævnte spørgsmål kan bedst besvares med et eksempel. En klassisk vittighed fra Romerriget lød kort og godt: “Tidsler er som salat for et æsels læber”.

Den romerske politiker Marcus Crassus (115-53 f.Kr.) var angiveligt ved at falde om af grin, da han hørte vitsen. Men i dag vækker den nok mest undren, for noget er gået tabt i tidens løb – nemlig konteksten.

Romerne anså for godt 2.000 år siden salat for at være det rene Viagra. Når ordet “salat” blev nævnt, opfattede romerne det som et løfte om sex og virilitet, og de trak på smilebåndet. I dag er det nok de færreste, som får røde kinder, når de øjner en kuglerund icebergsalat i supermarkedets grøntafdeling.

Historiens-sjoveste-vittighed

Prutte-humor var udbredt i middelalderen. Måske derfor beskrev bøger fabeldyret bonnacon som et okselignende bæst, der forsvarede sig med sin bagende.

© Imageselect

Den tidsmæssige afstand betyder dog langtfra, at alle antikkens vittigheder går hen over hovedet på nutidens publikum. En vits fra 400-tallets Rom lyder:

“En skolastiker (lærd romer, red.) er ude at sejle, da en voldsom storm rammer skibet og får hans slaver til at bryde sammen i gråd af frygt for deres liv. ‘Bare rolig’, siger skolastikeren i et forsøg på at trøste slaverne, ‘jeg har givet jer alle friheden i mit testamente’”.

Vitsen om slaverne i havsnød afslører, at der findes en opskrift på den universelle og evigt gangbare joke – en opskrift, som selv de gamle grækere brugte, og som vi kender i dag. Den er tilmed anvendt på historiens bedste vittighed, kåret i 2002. Vi vender tilbage til den prisvindende vits senere.

Historie går mørket i møde med et smil 😁

Den mørke tid er over os, men vi går til modangreb på slagregn og råkolde aftener med en række artikler om fortidens humor og underholdning.

▶︎ Få flere gamle grin her

Kun Homo sapiens joker

Den amerikanske humorist og forfatter Mark Twain erklærede, at “humor er menneskehedens største velsignelse”. Intet andet dyr på planeten Jorden kan grine af en vittighed eller en sjofel bemærkning. Evnen skyldes millioner af års evolution.

Allerede før mennesket fik et sprog, var humor en del af dagligdagen. Antropologer mener, at latteren udviklede sig fra de grynt, som forhistoriske mennesker gav, når de sloges for sjov med deres familiemedlemmer.

Historiens-sjoveste-vittighed

Humoristens værktøjskasse har altid rummet en hammer til at slå sin overraskelse fast med.

© Shutterstock

Morskabens værktøjskasse har altid rummet de samme redskaber

I århundreder har opskriften på en god vits været den samme. Selv oldtidens grækere fulgte humorens regler, der blev skrevet ned for over 2.300 år siden.

Aristoteles (384-322 f.Kr.) var ikke nogen stor fan af morskab. Han betragtede vittigheder som en personlig last, der var farlig for samfundet. Alligevel forstod den mavesure græske filosof udmærket, hvordan en vittighed fungerer. I sit værk “Retorik” skrev han:

“Hvis du vil have publikum til at grine, så skab en forventning, og ryst dem til sidst med noget, de ikke så komme”.

Vittigheder består af meningsfulde modsætninger og ligheder sat i spil på en uventet måde. Immanuel Kant og Søren Kirkegaard kaldte vekselvirkningen for “inkongruens”. Ifølge de to verdensberømte filosoffer betyder inkongruens, at vi oplever en uoverensstemmelse mellem den måde, vi forventer, en bestemt situation forløber på, og hvad der så rent faktisk sker.

Hvis du går over for grønt lys og mod forventning bliver ramt af en lastbil, er der ikke meget at grine af. Men sker det i vittighedernes harmløse verden, så udløser det latter.

Forskellen mellem vores antagelse af, hvor setuppet tager os hen, og det pludselige og overraskende skift i historien, som punchlinen leverer, er det, der får os til at grine, og den formel har fungeret til alle tider, som denne vittighed fra antikken vidner om:

“Ved en begravelse spørger en fremmed:
‘Hvem hviler her?’
‘Det gør jeg – nu, da hun er væk’, svarer enkemanden”.

Over tid forvandlede gryntene sig til det, vi i dag betragter som latter. I stenalderen øgede humor chancerne for overlevelse, forklarer Don Nilsen, der er professor i lingvistik ved Arizona State University i USA. Han har forsket i humor i årtier og bl.a. udgivet bogen The Language of Humour.

“I stenalderen – såvel som i dag – var humor et tegn på intelligens. Kunne du få de andre huleboere til at grine, øgede du din egen status i flokken. Men humor øgede også dine chancer for overlevelse. Hvis du var i stand til at smile og grine sammen med de andre huleboere, var du automatisk vellidt i gruppen – og dermed også i mindre fare for at blive slået ihjel, hvis I konkurrerede om den samme mad eller den samme kvinde”.

“Humor øgede også dine chancer for at finde en mage. Dengang som i dag tiltrækkes kvinder ofte af intelligente mænd, som kan beskytte dem, og som er kloge nok til at se det morsomme i svære situationer”, siger han.

Hvorvidt stenaldermennesket fortalte vittigheder gennem hulemalerier eller udsatte hinanden for practical jokes, er uklart.

Historiens-sjoveste-vittighed

Sumerisk humor er ikke længere nem at forstå, afslører verdens ældste bevarede vits.

© Michel wal

Den ældste vittighed, som forskerne kender til, blev først udformet mange tusind år efter stenalderen.

I 2008 fandt dr. Paul McDonald, ekspert i humor ved det britiske University of Wolverhampton, frem til verdens ældste vits. Den er indgraveret i en sumerisk stentavle, som blev fundet i det sydlige Irak og har næsten 4.000 år på bagen.

“Noget, der aldrig er sket siden tidernes morgen: En ung kvinde pruttede ikke i sin mands skød”, lyder den kryptiske vittighed.

Det er ikke ligefrem en joke, som vil lægge et middagsselskab ned af grin i dag, men for sumererne var det åbenbart komik i verdensklasse.

Vittigheden er svær at afkode i dag, men Don Nilsen gør alligevel et forsøg.

“I den sumeriske kultur var kvinder underlagt ægtemandens magt, og de dækkede sig med et ydre klæde kaldet chador, der skjulte deres figur til, så de ikke tiltrak sig opmærksomhed fra andre mænd”, forklarer han.

“Måske skal vitsen ses som en skjult kritik af de undertrykkende forhold, som kvinderne levede under: At selv en så naturlig kropsfunktion som det at prutte foregik i det skjulte, når kvinderne sad på deres ægtemands skød. Meget er gået tabt i tidens løb, så det er svært at vide, hvorfor vittigheden var morsom dengang og i den specifikke kultur”, erkender Don Nilsen.

Romersk kejser blev latterliggjort

Så er der straks mere genkendelighed over en anden af historiens ældste vittigheder. En berømt vits fra omkring Jesu fødsel handler om den romerske kejser Augustus, der er på rundrejse i sit enorme rige.

På et tidspunkt møder han en ung mand, der ligner ham selv på en prik.
Nysgerrigt spørger kejseren: “Var din mor ansat på paladset på et tidspunkt?”

Manden svarer: “Nej, Deres Højhed, men min far var”.

Underforstået: Kejserens mor blev gjort gravid af den unge mands far, og det er ikke – som kejseren automatisk tror – ham, der har besvangret drengens mor, mens hun arbejdede på paladset.

Historiens-sjoveste-vittighed

Romerrigets kejser Augustus (regerede 27 f.Kr.-19 e.Kr.) blev udsat for en af historiens ældste “din mor-jokes”.

© Shutterstock

Ifølge Don Nilsen er Augustus-joken stadig sjov i dag, fordi den handler om sex. Kønsakten er ikke bundet af tid og sted, men optager mennesker på tværs af tid og sted.

“Tidløse vittigheder beskæftiger sig ofte med universelle emner, der er fælles for alle mennesker – eller det, som psykologen Carl Jung beskrev som det psykiske ubevidste. Det er vittigheder, som tager udgangspunkt i fænomener, som alle mennesker kan relatere til – sex, vejret, kroppen, dyr, planter osv. – men også mere abstrakte menneskelige konstruktioner som religion, politik og trosretninger”, forklarer han.

Augustus-vittigheden kan på den ene side karakteriseres som den første “din mor-joke” – altså en vittighed, der har til formål at svine modtageren til ved at sætte personens mor i et dårligt lys, i dette tilfælde Augustus’, der åbenbart er løs på tråden. Men vittigheden har også et andet lag: Den gør nar ad en autoritet – Augustus, som kommer fra en familie med tvivlsom moral.

At gøre sig lystig på bekostning af magthavere og autoriteter går helt tilbage til de første komedier, der blev skrevet af den græske dramatiker Aristofanes.

Historiens-sjoveste-vittighed

Oldtidens græske komedier fik stor indflydelse på eftertidens humor. Shakespeare, Molière og mange andre hentede inspiration i grækernes groteske teater.

© Ad Meskens

I komedien “Rytteriet” fra omkring år 500 f.Kr. gør Aristofanes tykt grin med Athens ledere og deres opførsel under Den Peloponnesiske Krig (431-404 f.Kr.). En af hovedpersonerne i “Rytteriet” er en karikatur over Kleon.

Den athenske politiker Kleon var i 430’erne og 420’erne f.Kr. en magtfuld mand. Hans politiske virkemidler var en effektiv, men vulgær retorik, voldsomme angreb på sine modstandere og storslåede løfter til sine vælgere. Man skal ikke strække fantasien ret langt for at se sammenligninger med ledere helt frem til i dag.

At fortælle vitser om magthavere er en dyd i ethvert moderne demokrati, forklarer Simon Critchley, der er professor i filosofi ved New School for Social Research i New York. Og så er han forfatter til bogen On humour:

“Som den italienske politiske avantgarde-bevægelse Situationistisk Internationales mantra lyder: ‘Una risata vi seppellirà’ – det bliver et grin, som begraver dig. Her refererer dig til dem, der sidder på magten.”

VIDEO: Få dig et godt oldgræsk grin

“Ved at grine ad magten udstiller vi dens tilfældighed og indser, at det, der ved første øjekast virker til at være en fast forankret sandhed, i virkeligheden er en facade, som skal latterliggøres og hånes”, forklarer professor Critchley.

Filosof fandt ikke meget at grine af

I antikkens Grækenland var den intellektuelle elite ikke synderlig begejstret for vittigheder – hverken når de forvandlede magthavere til fjolser eller blot gjorde grin med almindelige mennesker og hverdagssituationer.

Specielt filosoffer som Platon, Sokrates og Aristoteles var mistænksomme over for latteren. De brød sig ikke om, at filosofien blev mødt med latter, og i deres opfattelse af den ideelle stat var latter reduceret til et absolut minimum.

Den romerske filosof, retoriker og politiker Cicero (102-43 f.Kr.) var anderledes positivt stemt over for vittighederne. Cicero anså vitser og humor for at være gaver fra guderne. Han var den første filosof, der satte pris på humorens retoriske slagkraft, og hans analyse af, hvordan vittigheder fungerer, har stadig gyldighed i dag.

Historiens-sjoveste-vittighed

Ciceros oneliners holder stadig: “Ingen mand ved sine fulde fem danser”, lød en af hans bemærkninger.

© Deedman22

“Cicero skrev, at de hyppigste vittigheder er dem, der – sagt med et moderne ord – har et setup og et payoff i form af en overraskende pointe. Når vi forventer én ting (setuppet) og bliver præsenteret for en overraskende konklusion (payoff eller punchline), så udløser det latter”, siger Don Nilsen.

Professoren Critchley uddyber:

“Vittigheder vender vores forventninger om tingenes tilstand på hovedet og skaber en usædvanlig, alternativ virkelighed ved at forandre den situation, vi befinder os i. Det er herigennem, humoren opstår”.

Cicero forstod vittighedens magt og knuste mange af sine politiske modstandere med humoristisk vid under sine taler. Latterliggørelsen af magthavere i det gamle Rom endte dog med at koste ham livet. I år 43 f.Kr. fik hærføreren Marcus Antonius henrettet den vittige politiker, der gentagne gange havde udstillet generalens mangler med bidende satire.

Hofnarren holdt kongen på tæerne

Et udvalg af Ciceros jokes overlevede helt frem til i dag, da de blev bragt i det græske bogværk “Philogelos” (Latter-elskeren, red.), der er verdens første samling af vittigheder.

Historiens-sjoveste-vittighed

Falde-på-halen-komik har virket siden begyndelsen af 1900-tallet.

© H. Armstrong Roberts/Stringer/Getty Images

Bananskrællen har været sjov i 120 år

Siden begyndelsen af det 20. århundrede har bananskrællen været fast inventar i komikerens værktøjskasse.

Den første komiker, der fik publikum til at klaske sig på lårene af grin over at se ham glide i en bananskræl, var den amerikanske vaudeville-stjerne “Sliding” Bill Watson. I starten af 1900-tallet turnerede han i USA med et show, hvor han trådte på bananens slimede hylster og gled komisk rundt på scenen, indtil han faldt på halen.

Watson blev angiveligt inspireret til sit nummer efter at have set en person glide i en bananskræl på gaden. Første gang, en bananskræl optrådte på film, var i komikeren Harold Lloyds “The Flirt” fra 1917. Her smider Lloyds karakter en bananskræl i en restaurant, hvorefter en tjener med favnen fuld af tallerkener glider i den og vælter.

Fire år senere gav komikeren Buster Keaton bananskrællen en tand til, da hans karakter nonchalant træder over en bananskræl på gaden i filmen “The High Sign”. Uskadt ler Buster Keaton af det harmløse, gule affald, hvorefter han øjeblikket efter træder i en ny bananskræl og trimler omkuld.

Det var dog ikke altid lige morsomt at glide i en bananskræl. I starten af 1900-tallet var særligt New York plaget af ulykker forårsaget af bananskræller, som blev smidt på gaden. Den 30. oktober 1917 trådte en chauffør ved navn Jacob Bopp i en bananskræl i bydelen Brooklyn. Faldet forårsagede et kraniebrud, og bananskrællens uheldige offer døde få timer senere af sine kvæstelser.

Samlingen præsenterede også verden for de første “hos lægen”-vittigheder som denne:

“Doktor, hver gang jeg vågner efter en lur, føler jeg mig svimmel i noget tid, men så forsvinder det igen”, sagde patienten til lægen.
Lægen svarede: “Så vent til lidt senere med at stå op”.

En anden vittighed fra “Philogelos” trækker tråde helt frem til den britiske komedietrup Monty Pythons berømte “død papegøje”-sketch:

“En mand brokker sig til en anden: ‘Den slave, du solgte mig, døde’.
Den anden mand svarer: ‘Guderne skal vide, at han aldrig gjorde sådan noget, mens han arbejdede for mig’”.

Grækerne var ikke de eneste, som samlede deres vittigheder i store kompendier. I år 1072 udkom bogen “Exeter Book” i England. Den indeholdt 99 vittigheder. De adskiller sig fra de romerske og græske vitser ved at have en “spørgsmål-svar”-form, som ligner nutidens morsomme gåder.

En knap 1.000 år gammel gåde er småsjofel og lyder:

“Hvad er det, som hænger ved en mands lår, og som gerne vil prikke til det, som ofte er prikket før?”
Svar: “En nøgle”.

Sandsynligvis fik vittigheden fra lægens konsultation middelalderens herskere til at skraldgrine. Men på denne tid – hvor monarkerne kunne gøre, hvad de ville – var vittigheder ikke kun morsomheder. For kongen var de også en mulighed for at holde sig informeret om, hvordan folkestemningen i hans rige var.

En anden mulighed var hofnarren. I mangel af aviser og andre massemedier måtte konger og dronninger forlade sig på narren, der som den eneste havde lov til at gøre grin med herskerne. Alle andre blev straffet hårdt for politisk satire – ofte med døden.

Hofnarren beskrev virkeligheden gennem komik og kunne påpege ufornuften – eller fornuften – i en konges beslutninger med vid og bid og derigennem give stof til eftertanke.

“Kongen ønskede ikke, at hofnarren blev en trussel. Derfor udvalgte han altid nogle særlinge til at indtage rollen som humoristiske hofleverandører. Hofnarren var ofte lavstammet og havde pukkelryg, udstående øjne eller andre deformiteter”, forklarer Don Nilsen.

Historiens-sjoveste-vittighed

Hofnarren levede livet farligt. Hans humor skulle have bid – uden at bide hånden, som fodrede ham.

© Thomas Davidson

“Desuden blev hofnarren altid iført spraglet tøj og havde en lille klokke om halsen, så han fremstod så latterlig som muligt. Hofnarren bar et scepter magen til kongens og talte gennem scepteret som en slags bugtalerdukke. Han var altså ikke kun til for at underholde, men fungerede også som en slags reality check for kongen og hans ledelsesstil”, siger Don Nilsen.

Bandeord gav dødsstraf

Det var ikke kun inde bag slotsmurene, at der var behov for at grine i middelalderen. Det omgivende samfund havde i den grad også brug for komik til at bløde de rigide sociale og religiøse normer op, som befolkningen var underlagt.

Adspredelse fik folk under karnevalet, der var en lang byfest, som alle deltog i. Her klædte pøbelen sig ud, lavede satire og gjorde nar ad magthaverne. Bønder kunne blive kronet til konger, kvinder klædte sig ud som mænd, og unge spillede gamle. Dermed blev karnevalet en lille lomme af komik i en hverdag, som normalt var præget af fattigdom og frygten for at ende i helvede.

Historiens-sjoveste-vittighed

Karnevalet i Venedig var kendt for at være særlig vovet.

© Giovanni Domenico Tiepolo/Louvre Museum

Mange af de vittigheder, som florerede i middelalderen, var meget grove og sjofle. En stor del af dem kredsede om sex og dét, vi i dag kalder toilet-humor. Tag bare denne her perle:

“I Firenze var en ung kvinde, som var lidt af et fjols, ved at gå i fødsel. Hun havde længe haft store smerter, og en klog kone inspicerede derfor hendes underliv for at se, om barnet var på vej. ‘Du må hellere også tjekke den anden side’, udbrød den vordende moder. Min mand tog til tider også bagvejen”.

I 1600-tallet blev sjofle vittigheder betragtet med stor alvor af puritanerne – en streng religiøs bevægelse, der opstod i England omkring 1560. Puritanerne gik ind for en enkel levevis uden fx julefest, og de tog afstand fra tidsfordriv som dans, kortspil samt besøg i teatret.

Vittigheder faldt dem for brystet, og særligt profane vittigheder møntet på religion og sex betragtede puritanerne som anti-kristne.

Fra 1623 var det ulovligt at bande offentligt i England, men det var ikke nok for puritanerne, som i løbet af 1600-tallet udvandrede til Amerika. I 1648 fik de gennemført en lov i kolonien Massachusetts, der gav lange fængselsstraffe for at bruge bandeord. Hvis nogen bandede ad deres forældre, kunne det sågar udløse en dødsdom.

På trods af puritanernes forsøg på at rense det engelske sprog for alle profaniteter blev der stadig fortalt vittigheder op gennem 1600- og 1700-tallet. I 1739 udkom den måske populæreste vittighedssamling nogensinde, “Joe Miller’s Jests”, der indeholdt 249 vittigheder.

De fleste af dem var af nyere dato, og emnerne kredsede om dagligdagsproblemer og familieanliggender. Ofte var kvinderne genstand for de vittige punchlines som i denne grove sag:

“En mand spurgte sin nabo, hvordan det gik med hans syge hustru. Manden svarede: ‘Det er en højst ubehagelig sag. Min kone frygter, at hun vil dø, og jeg er bange for, at hun vil holde sig i live, hvilket naturligvis har gjort os begge utrøstelige’”.

VIDEO: Kender du oltids-vitsen om luft i maven?

Op gennem 1800-tallet steg vittighedernes anseelse. Latter blev betragtet som medicin, der styrkede både krop og sjæl. Den engelske vittighedsbog “The Railway Book of Fun” fra 1875 erklærede morskab for en “kristen dyd”, og værket tilskyndede læserne til at “bruge alle midler til at opretholde en tilstand af mental morskab”.

I bogen hed det sågar, at humor kan hjælpe med at holde en person fri for sygdomme. Ikke alle i det victorianske England var dog enige i den påstand. Samme år udgav filosoffen George Vasey bogen “The Philosophy of Laughter and Smiling”, hvori han skrev:

“Jeg er overbevist om, at menneskeheden ikke står til at redde, før latteren er fjernet fra Jordens overflade”.

Psykoanalysen fader, Sigmund Freud, var sikker på det modsatte. I en bog fra 1905 argumenterede han for, at vittigheder og humor er nødvendige værktøjer til at give mennesket afløb for sine grundlæggende drifter – som seksualitet og aggression.

“Freud skrev, at vi finder stor nydelse i at fortælle vittigheder, som indeholder tabuiserede følelser som fjendtlighed, kynisme og undertrykte seksuelle drifter. Sådanne vittigheder fungerer som en ventil for vores frustrationer – eller som Freud selv formulerer det, ‘latter gennem udledning’”, forklarer Simon Critchley.

CIA indsamlede kommunist-jokes

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, var der i den grad brug for at få bearbejdet den frygt, sorg, afmagt og vrede, som hobede sig op hos soldaterne i skyttegravene. Krigen affødte en lang række vittigheder, der groft sagt kan inddeles i tre grupper:

Patriotiske vittigheder, vittigheder, som gør grin med militæret, og så selvfølgelig vittigheder, der gør nar ad fjenden. Hvis vitsen havde seksuelle undertoner, gik den rent hjem – som denne vittighed:

“En engelsk soldat og en fransk madame nyder en hyrdetime på stranden en aften.
‘Er den inde?’ spørger soldaten.
‘Nej’, svarer kvinden. ‘Den er i sandet’.
‘Er den inde nu?’ spørger soldaten lidt efter.
‘Ja’, svarer hun. ‘Nu er den inde’.
Der går et øjeblik, hvorefter manden siger: ‘Jeg ved sgu ikke rigtig, men jeg tror, jeg vil forsøge mig med sandet igen’”.

Historiens-sjoveste-vittighed

Latter er god for sammenholdet, viser moderne forskning. Ubevidst konkluderer hjernen, at vi har meget tilfælles, når vi griner af den samme vittighed.

© Bettmann/Getty Images

Under 2. verdenskrig florerede der også vittigheder blandt befolkningerne i det nazi-besatte Europa. I sin bog “Heil Hitler, das Schwein ist tot” (Heil Hitler, svinet er dødt) skriver forfatteren Rudolph Herzog, at vittighederne fungerede som en ventil for offentlighedens stigende mismod.

Vitserne blev fortalt på bodegaer og i gaderne som en form for reaktion på krigens uhyrligheder. Efterhånden som krigslykken vendte, begyndte nazisterne at slå hårdere og hårdere ned på anti-nazistisk humor. I sommeren 1944 fortalte den tyske enke Marianne Elise Kürchner følgende vittighed til en kollega på den våbenfabrik i Berlin, som hun arbejdede på:

“Hitler og Göring står på toppen af Berlins radiotårn. Føreren siger, at han vil gøre noget, som kan opmuntre den tyske befolkning.
Göring svarer: ‘Så hop ud’”.

Marianne Elise Kürchners kollega sladrede efterfølgende om den vittige bemærkning, og kort efter blev hun hentet af nazisterne, dømt og halshugget.

Historiens-sjoveste-vittighed

Talrige vitser er bevaret om lille Joseph Goebbels og omfangsrige Hermann Göring.

© LAPI/Getty Images

Naziledere var nemme ofre

Hårdnakkede myter påstod, at det var forbundet med livsfare at fortælle vitser om Hitler og andre af nazistpartiets ledere. Nyere forskning afslører imidlertid, at de såkaldte Flüsterwitze – vitser om styret, der kun kunne hviskes til fortrolige – i det store og hele blev tolereret af det tyske nazistparti.

Kun i sjældne tilfælde blev vittige hoveder straffet. Mange af vittighederne har overlevet frem til vor tid, og de viser, at tyskerne ikke var blinde for naziledernes svagheder:

“Chefen for luftvåbnet, den trinde Hermann Göring, ser en dag ud ad vinduet og får øje på en bondekone ude på marken. Hun tilbereder kartofler, men har hverken tændt bål eller medbragt margarine. I stedet svinger hun et hagekorsflag over panden. Göring går ud til hende og spørger, om det er en slags magi, hun har gang i. Kvinden svarer:

‘Nej, det er bare et forsøg, for under denne fane er så mange andre blevet fede’”.

“Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess, fløj til Storbritannien og blev ført til Winston Churchills residens. Den britiske premierminister så op fra sit skrivebord og spurgte:
‘Nå, så De er altså tossen?’
Hess svarede:
‘Nej, nej, jeg er bare hans stedfortræder’”.

En gåde lød:
“Hvordan ser en ideal-tysker ud?
Blond som Hitler, stor som Goebbels og slank som Göring!”

En anden gåde lød:
“Hvad er forskellen på Hitler og solen?
Solen står op i øst, mens Hitler går under i øst”.

Nazisternes strenge pressecensur fik også vittige bemærkninger med på vejen, fx denne:
“Det overvejes i øjeblikket, om aviserne bør trykke tekster med tættere skrift, så det ikke længere er muligt at læse så meget mellem linjerne!”

Der var heller ikke meget at grine af for de millioner af mennesker, som levede øst for Jerntæppet efter 2. verdenskrigs afslutning. Politisk undertrykkelse, hungersnød og censur holdt befolkningen i et jerngreb af fortvivlelse og afmagt. Men måske netop fordi livet var så surt og absurd, fandt Sovjetunionens indbyggere glæde ved at spidde tilværelsens ulidelighed.

Frem til Berlinmurens fald i 1989 indsamlede amerikanske agenter adskillige vittigheder og morsomme anekdoter i Sovjetunionen – for at lodde folkestemningen. Ronald Reagan, der var USA’s præsident fra 1981 og frem til Murens fald, elskede at genfortælle sovjetiske vittigheder under sine taler til den amerikanske befolkning.

En af hans yndlingsvittigheder genfortalte han til den reformvenlige sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov, der angiveligt lo højt:

“En amerikaner fortæller en russer, hvordan han kan stå foran Det Hvide Hus og råbe ‘Til helvede med Reagan’. Russeren siger: ‘Det er da ikke noget! Jeg kan også stå foran Kreml og råbe ‘Til helvede med Reagan!’”

Historiens-sjoveste-vittighed

USAs præsident Ronald Reagan elskede at fortælle vitser.

© Jay Dickman/Getty Images

Reagan fejede kritik af banen med humor

Gennem historien er humor blevet flittigt brugt i politik. En god vittighed kan fx afvæbne modstandernes kritik, og få mestrede teknikken bedre end den amerikanske præsident Ronald Reagan.

Høj alder
I 1981 var Ronald Reagan få dage fra at fejre sin 70-års fødselsdag, da han blev indsat som USA’s 40. præsident. Hans høje alder havde været et af modstandernes faste kritikpunkter under valgkampen, men præsidenten svarede igen med et glimt i øjet:

“Thomas Jefferson (USA’s præsident fra 1801 til 1809, red.) sagde engang, at vi aldrig må dømme en præsident på hans alder, men udelukkende på hans arbejde. Og lige siden han fortalte mig det, har jeg ikke været bekymret”.

Bare skuespiller
Reagans rivaler var typisk succesrige erhvervsledere eller havde årelang erfaring inden for politik. Han selv havde en 25 år lang skuespillerkarriere bag sig, da han gik ind i politik. Modstanderne troede derfor, at de kunne vinde stemmer ved at påstå, at Reagan ikke kendte til hårdt arbejde. Dertil replicerede Reagan:

“Det er sandt, at hårdt arbejde aldrig har slået nogen ihjel, men jeg tænkte: Hvorfor tage chancen?”

Hvis en af Gorbatjovs forgængere havde hørt vittigheden fra en menig sovjetisk arbejder, havde reaktionen formentlig været en anden. At fortælle antisovjetiske vittigheder i det kommunistiske rige kunne udløse alt fra seks måneders fængsel til dødsstraf.

Millioner stemte på jæger-vits

Til alle tider har vittigheder løftet stemningen, men hvilken vits der var Romerrigets sjoveste eller fik flest vikinger til at skraldgrine, kan ingen i dag vide. Dengang gik folk tilsyneladende ikke så meget op i kåringer, som vi gør i dag. Det mest kvalificerede bud på historiens bedste vittighed er derfor relativt ny.

I 2002 satte den britiske psykologiprofessor Richard Wiseman fra University of Hertfordshire sig for at kåre verdenshistoriens sjoveste vits. Hans oprettede hjemmesiden “LaughLab” for at undersøge, hvilken vittighed der havde den største universelle appel og – på tværs af lande, kultur, alder og uddannelsesniveau – fik flest til at grine. 40.000 vittigheder strømmede ind fra 70 forskellige lande.

Wiseman lagde dem ud til afstemning, og mere end to millioner mennesker gik ind på hjemmesiden og gav deres foretrukne lårklaskere point.

Flest stemmer opnåede en vittighed indsendt af Gurpal Gosal fra Manchester i England. Vitsen er en moderne udgave af en lignende joke fra starten af 1950’erne:

“To jægere er ude at jage, og pludselig falder én af dem livløs om. Den anden ringer oprevet til alarmcentralen og fortæller stakåndet:

‘Min ven er død! Hvad skal jeg gøre?’

Telefonvagten i den anden ende svarer: ‘Okay, prøv at bevare roen, jeg skal nok hjælpe. Det første, du skal gøre, er at sikre dig, at han faktisk er død’.

Der bliver stille i nogle sekunder. Derefter høres et skud.
Så siger jægeren: ‘Okay, sådan. Hvad nu?’”