Andorras grænser har utrolig nok ikke rokket sig ud af stedet i 742 år.
Indtil 1278 kæmpede biskoppen af Urgell i Spanien og greven af Foix i Frankrig indædt om lilleputstaten, men parterne nåede til sidst den erkendelse, at det var bedre at deles om magten.
Som noget enestående fik Andorra derfor to regenter – en ordning, der har holdt helt op til i dag, hvor Frankrigs præsident dog har overtaget titlen “prins af Andorra” fra greven af Foix.
I flere århundreder skulle delegerede fra Andorra hvert år sværge troskab til landets to magthavere – her er året 1925.
Frankrigs præsident er dermed verdens eneste folkevalgte monark.
Eftersom både greven og biskoppen frygtede, at modparten ville bryde pagten, besluttede de at afmilitarisere bjerglandet: Det skulle for evigt være neutralt og måtte aldrig få en stående hær.
Som et kuriosum indebar aftalen også, at Andorras indbyggere hvert år skulle betale fire skinker, 40 stykker brød og noget vin i tribut.
Den tradition stoppede først i 1993, da landet fik sin nuværende forfatning.
Andorras unikke styreform blev dog udfordret i 1934, da den russiske eventyrer Boris Skossyreff forsøgte at overtage tronen og proklamerede, at han var Boris 1. af Andorra.
Russeren nød stor støtte blandt Andorras politikere, men den spanske biskop af Urgell var ikke imponeret.
Sammen med fire betjente fik han Skossyreff arresteret og smidt i fængsel.
Andorra fik fastsat dets areal ved en traktat i 1278, hvilket gør grænserne til Europas ældste.
Liechtenstein fik sine nuværende grænser i 1434. Her blev Det Tysk-Romerske Rige og de omliggende schweiziske kantoner enige om en grænsedragning.
San Marino fik i 1463 tildelt området Serravalle, så det ikke længere kun bestod af det italienske bjerg Monte Titano. Intet er blevet ændret siden.