Tavle gav instruktioner
De fleste af tavlerne var gået i stykker, men den ene af tavlerne fangede hurtigt forskernes opmærksomhed. Tavlen viste sig at indeholde en komplet instruktion til, hvordan en af hymnerne skulle fremføres.
Den ukendte forfatter forklarede, hvordan en sanger skulle synge teksten – der hyldede frugtbarhedsgudinden Nikkal – samt hvordan en lyre-spiller skulle stemme sit instrument og spille sangen.
VIDEO: Hør historiens ældste sang
Sangen findes i flere udgaver
Hymnen – senere døbt “Hurrisk hymne nr. 6” – er den ældste kendte sang, der er nedfældet på skrift. Hurrierne kendte dog ikke til vor tids nodesystem, og instruktionerne på lertavlerne er derfor åbne for en vis grad af musikalsk fortolkning.
Flere forskere og musikere har siden opdagelsen af den oldgamle hymne fremført deres udgave af historiens ældste sang. En af de mest anerkendte fortolkninger kom i 1972, hvor Anne Kilmer – en professor ved University of California – præsenterede sin udgave af den 3.400 år gamle sang. Anne Kilmer havde da studeret hymnen i 15 år.
En af de mest populære udgaver stammer fra 2017. Her optrådte den berømte tysk-syriske komponist Malek Jandali med sin egen nytolkning af sangen.
VIDEO: Hør nyfortolkningen af historiens ældste sang