“Der er ikke noget Ukraine. Der er Ukrainet-hed. Det andet er en forstyrrelse i sindet, en overdreven begejstring for etnografi drevet til det ekstreme. Der er ikke nogen nation”.
Så bastant udtalte Vladimir Putins rådgiver Vladislav Surkov sig i et interview i februar 2020. Med sit udsagn affærdigede Surkov kategorisk Ukraines eksistens som selvstændig nation og gødede dermed jorden for invasionen af landet, som fulgte to år senere.
Men ukrainske og vestlige historikere er uenige. Ukraine har sin helt egen historie. Og landet er historisk set lige så forankret i vest, som det er i øst, mener de.
Langt de fleste historikere i både øst og vest er enige om, at Rusland og Ukraine udspringer af det samme rige, nemlig det såkaldte Rusrige, et fyrstedømme, som blev grundlagt i 800-tallet, og som på sit højeste omfattede dele af det nuværende Ukraine, Belarus og Rusland.
En rekonstruktion af Den Gyldne Port, en del af Kyivs fæstning under Rusriget, blev i 1982 opført af USSR.
Fra midten af 1000-tallet fik indre strid imidlertid Kyivriget til at smuldre. I 1200-tallet invaderede den mongolske stamme Den Gyldne Horde, anført af Djengis Khans barnebarn Batu, det svækkede rige.
Men i 1263 opstod Storfyrstedømmet Moskva nordøst for Kyivriget og erobrede i de næste århundreder mere og mere omkring sig, indtil riget i 1547 blev til zardømmet Rusland. Ruslands herskere opfattede deres rige som Rusrigets sande arvtager.
Imens det russiske rige blev styrket, forsvandt Ukraine som selvstændig enhed fra landkortet. Fra 1200-tallet blev området i de kommende århundreder gentagne gange delt og på skift underlagt regionens herskende stormagter.
Kosakker indgik alliancer i øst og vest
En af de mest stabile herskere over det område, vi i dag kender som Ukraine, var Polen og Litauen, som i 1300-tallet underlagde sig den vestlige del af Ukraine. Dobbeltriget skulle herske over området i omkring 400 år.
Perioden fik stor betydning for landets opdeling i øst og vest, påpeger historikeren Katherine Arnold fra London School of Economics and Political Science.
“Gennem disse fire århundreder udviklede befolkningen i vest en identitet, som var forskellig fra den østlige del, som forblev først under mongolsk og senere Moskvas styre”, skriver hun i artiklen “There is no Ukraine” fra 2020.
Under det polsk-litauiske styre balancerede Ukraines skæbne mellem øst og vest flere gange på en knivsæg.
Det skete fx, da kosakkerne som en reaktion på de polske overherrers undertrykkelse af bønder og livegne gjorde oprør og dannede deres egne uofficielle småstater. Efter Den Gyldne Hordes sammenbrud i 1430 tog det såkaldte Krim-khanat kontrollen med det østlige Ukraine og Krim-halvøen.
Småstaterne og Krim-khanatet måtte navigere mellem stormagterne Polen-Litauen på den ene side og Rusland på den anden. I 1654 så kosakkerne sig nødsaget til at indgå en traktat, Perejaslav-traktaten, med Rusland som beskyttelse mod de polske overherrer.
Ukraine var i mange hundrede år underlagt kosakstater, som prægede landets kultur og opbygning.
Som en del af aftalen måtte de sværge troskab over for den russiske zar. Aftalen bekræftede fra russernes synspunkt Ukraines tilhørsforhold til Rusland og gav den triumferende navnet “Ukraines genforening med Rusland”.
Det var dog ikke nok for Rusland, og erobringerne fortsatte stille og roligt i de næste århundreder. I 1783 blev Krim-khanatet annekteret af Det Russiske Imperium, der nu havde kontrollen med størstedelen af nutidens Ukraine.
Ruslands 300-årige dominans cementerede landets opfattelse af sig selv som det vældige Rusriges arvtager og som Ukraines kulturelle og sproglige overherre.
Ukrainsk nationalisme opstår under russisk undertrykkelse
Men Ruslands opfattelse fik ikke lov til at stå uimodsagt. I 1800-tallet rullede en bølge af nationalisme hen over Europa. Overalt dyrkede folkeslag og etniske grupper deres nationale særpræg, og mange søgte uafhængighed fra stormagter og overherrer.
Sovjetunionen fejrede i 1954 300-året for Perejaslav-traktaten mellem Ukraine og USSR med et mindefrimærke.
Ukraine var ingen undtagelse. Landet var dengang delt mellem Rusland og Østrig-Ungarn. Men imens Østrig-Ungarn i vid udstrækning tolererede sproglige og kulturelle forskelle, slog de russiske magthavere hårdt ned på alle forsøg på at udtrykke ukrainske særtræk. Modstanden bidrog kun til at styrke nationalisterne, som også i højere grad vendte sig væk fra Rusland – og mod Europa.
Argumenterne for fællesskabet var både historiske og kulturelle; fx hævdede den ukrainske historiker Mykhailo Drahomanov i 1800-tallet, at Kyivriget var et europæisk rige.
Da riget bukkede under, blev den europæiske ånd ført videre af kosakkerne. De frihedselskende kosakker var vant til at gebærde sig inden for det polsk-litauiske fællesriges rammer og overtog gennem dem europæernes idéer om demokrati og retsvæsen, mente Drahomanov.
Den pro-europæiske holdning var ikke forbeholdt nationalisterne. Den ukrainske forfatter og glødende kommunist Mykola Khvylovy argumenterede i 1920’erne for, at Ukraine skulle orientere sig mod Europa, fordi Europa og ikke Rusland var kommunismens fødested.
Ruslands diktator Josef Stalin fordømte holdningen, som han mente var ensbetydende med at vende ryggen til “hovedstaden for den proletariske bevægelse”. I 1933 udrensede han Khvyliovys tilhængere, og forfatteren selv begik selvmord.
Stalins hårdhændede politik kulminerede med holodomor, udsultningen af Ukraine, som krævede op til 7,5 mio. dødsofre. Hermed slukkedes håbet om ukrainsk selvbestemmelse inden for kommuniststatens rammer.
Krigen skubber alle ukrainere imod EU
Først med Sovjetunionens opløsning og Ukraines selvstændighed i 1990 blev spørgsmålet igen aktuelt. Ukraine indtog stillingen som grænseland, og nationens position mellem Rusland i øst og Europa i vest var atter til forhandling.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 er troen på en fremtid i EU taget til i styrke i alle dele af Ukraine, viser en opinionsundersøgelse fra Kyivs Internationale Sociologiske Institut i oktober 2022.
“Efter annekteringen af Krim og især efter den russiske invasion er forskellen mellem det østlige og det vestlige Ukraine begyndt at forsvinde”. Katarzyna Stoklosa, lektor i statskunskab ved Syddansk Universitet.
Hele 89 pct. af alle ukrainere mener ifølge undersøgelsen, at Ukraine i løbet af 10 år vil nyde fremgang som EU-medlem.
Tallene er en smule lavere i den østlige del af landet, men også her er tiltroen til EU betragtelig. Hele 76 pct. af befolkningen mener, at landets fremtid ligger i EU.
Ruslands invasion har forenet ukrainerne, mener Katarzyna Stoklosa, lektor i statskundskab med speciale i østeuropæisk historie ved Syddansk Universitet.
“Indtil annekteringen af Krim i 2014 var delingen af Ukraine et dominerende træk. Indbyggerne i det østukrainske territorium talte russisk og identificerede sig med russisk kultur. Grunden var, at de kun kendte og havde erfaring med den russiske nabo. Den Europæiske Union føltes langt borte og uvirkelig for dem”, siger Stoklosa.
“Situationen var anderledes for vestukrainerne, fordi EU var meget tættere på og indgik som en del i dagliglivet”, påpeger hun.
“Efter annekteringen af Krim og især efter den russiske invasion er forskellen mellem det østlige og det vestlige Ukraine begyndt at forsvinde”.
Optagelsen i EU vil yderligere styrke processen mener hun.
“Ukraine vil blive mere europæisk – og forenet”, siger Stoklosa.