De fleste af de populære Anders And-historier foregår i et fiktivt Disney-univers, men undertiden låner tegnerne også fra historien. Den berømteste af Disney-tegnerne, Carl Barks, benyttede sig primært af indirekte historiske referencer.
Fx drager Anders And i Lost in the Andes! fra 1949 på ekspedition i Andesbjergene og ender i en dal, som umiskendeligt minder om inkabyen Machu Picchu. I historien Tralla La fra 1954 bombarderer Onkel Joakim paradislandet Tralla La med flaskekapsler og ødelægger den lokale befolknings idyl, og ifølge nogle eksperter er historien en kritik af USA’s deltagelse i Koreakrigen.
Don Rosa tog historien til sig
Mens Barks brugte historien indirekte, holdt tegneren Don Rosa sig mindre tilbage. Især i Her er dit liv, Joakim deltager Joakim von And i flere historiske begivenheder – bl.a. guldfeberen i Californien (1848-1855), byggeriet af Panamakanalen (1904-1913) og den russiske revolution (1917).
Undervejs møder Joakim berømte skikkelser som polarforskeren Robert Peary, bisonjægeren Buffalo Bill og høvdingen Geronimo. I historien The Sharpie of the Culebra Cut spiller Theodore Roosevelt (USA’s præsident) en fremtrædende rolle, og han stjæler bl.a. en gravemaskine sammen med Joakim von And.