Le coucher de la Mariée

Hvor vovet var den første erotiske film?

Der er nok ikke mange, der i dag vil anse filmen som særligt erotisk. Men tilbage i 1896 var opfattelsen en helt anden.

Den tidligste erotiske film, som der findes bevis på har eksisteret, er den franske Le Coucher de la Mariée (Brudens sengetid) fra 1896.

Kun omkring tre minutter af den oprindelige film er bevaret, og her er handlingen centreret om en striptease-scene, som viser en ung kvinde, der tager tøjet af lag for lag, mens en velklædt mand utålmodigt venter på den anden side af en skærm.

Filmen slutter, da kvinden tager sit korset af og står i en lang, luftig underkjole.

VIDEO – Se verdens første erotiske film:

I dag er der nok ikke mange, som ville løfte et øjenbryn over indholdet, men tonen er tydeligt erotisk.

Filmen var ukendt i mange år og blev først fundet i 1996 i et arkiv, som tilhører det franske kulturministerium.

Optagelserne var i stærkt forfald, da de blev fundet, og eksperter vurderer, at filmen oprindeligt har været omtrent syv minutter lang.

Kvinden, som klæder sig af i filmen, er blevet identificeret som den franske kabaret-sangerinde Louise Willy (1873-1913), som senere også optrådte i flere stumfilm.

Den første erotiske film, som viser kønsdele og egentligt samleje, er efter alt at dømme argentinske El Satario, som blev optaget i 1907.