Helt tilbage i 1500-tallet blev lopper brugt af urmagere og juvelerer, som ville demonstrere deres evner som finsmede.
Den første dokumenterede loppe-optræden stammer fra 1578, hvor urmageren Mark Scaliot lavede en kæde med tilhørende lås, der var så lille, at han kunne få en loppe til at trække den.
Britiske Len Tomlin var blandt de sidste store loppecirkusejere. Han overdrog sit cirkus til et museum i 1960’erne.
Lopper skal have blod for at kunne overleve.
Typisk satte ejeren lopperne på sin egen krop og lod dem suge blod og næring til sig mellem forestillingerne.
Gadegøglere får øjnene op for lopperne
I 1800-tallet skiftede lopperne ejere fra urmagere til gadegøglere, som rejste fra by til by med deres miniature-cirkus, hvor lopper “optrådte” for publikum.
Blandt dem var italienske Louis Bertolotto, der fra 1820 og flere årtier frem optrådte rundtom i Europa med sin “ekstraordinære forestilling med flittige lopper”, som bl.a. fægtede med sværd og trak en lille karet.
Denne type optræden var dog ikke med loppernes gode vilje, for de små kræ lever kun kort tid og kan ikke trænes.
Til gengæld er de stærke og gode springere.
De fleste tricks er derfor ikke tillærte, men bliver “udført” af lopper, der forsøger at stikke af. Når lopperne får pålimet fx våben eller bliver bundet til en karet, vil deres flugtforsøg ligne en optræden.
Undertiden løb lopperne om kap med de små vogne spændt fast bag på dem.
Kareter trukket af lopper var et af minicirkussets populæreste glansnumre.
Her blev en loppe bundet til en lille vogn med en tynd tråd og trak derefter rundt på en karet, som vejede flere gange dens egen kropsvægt.
Mekanisk loppecirkus
Helt indtil 1960’erne var loppecirkusser et populært kuriosum ved byfester og på markedspladser.
I dag findes der kun enkelte cirkusser, hvoraf de fleste dog er mekaniske. De har ingen lopper, men bruger magneter og mekanik til at foregive en forestilling med optrædende lopper.