Den 17. september 1972 kunne amerikanerne se det første afsnit af tv-serien M*A*S*H rulle over skærmen i deres dagligstuer.
Seriens sælsomme blanding af komedie og drama – svøbt ind i krigens rædsler – ramte plet hos amerikanerne. I de efterfølgende år samledes flere og flere seere foran hjemmenes tv-apparater for at følge med i, hvordan et hold militærlæger og deres hjælpepersonale forsøgte at overleve Koreakrigen.
Med tiden blev M*A*S*H så populær, at seriens sidste afsnit i 1983 blev set af 125 mio. seere. Dermed blev afsnittet den mest sete tv-udsendelse i USA indtil 2010 – og det er stadig det mest sete afsnit af en tv-serie nogensinde.