Farven orange er tæt knyttet til Holland og ses bl.a., når hollandske sportsfolk trækker i nationaldragten. Koblingen til den orange kulør går tilbage til 1500-tallet, hvor nutidens Holland var underlagt Spanien, hvis konge var af slægten Habsburg.
I 1559 indsatte habsburgerne Vilhelm 1. – prins af fyrstedømmet Oranje – som guvernør i Holland. Men den protestantiske Vilhelm var stor modstander af de katolske spanieres undertrykkelse af protestanterne og sluttede sig til hollændernes oprør mod habsburgerne.
Orange var Vilhelms farve
Med Vilhelm i spidsen sikrede oprørerne sig flere vigtige sejre, og selvom han blev myrdet i 1584 af en katolsk lejemorder, banede Vilhelm vejen for hollandsk selvstændighed. I dag står han derfor som Hollands store landsfader.
Inden sin død grundlagde Vilhelm det hollandske kongehus, hvis kendingsfarve blev orange – som en reference til fyrstedømmet Oranje og det orange flag, som Vilhelm kæmpede under. Farven orange har derfor en helt særlig historisk betydning i Holland og bliver betragtet som et ærkehollandsk kendetegn.
Orange har i perioder også optrådt i Hollands flag i stedet for rødt, men et royalt dekret fastsatte i 1937 rødt, hvidt og blåt som flagfarver. Beslutningen blev bl.a. taget for at lægge afstand til det hollandske nazistparti, som under 2. verdenskrig brugte et flag med en orange stribe.