Ava Gardner

Hvorfor hedder de divaer?

Ordet diva stammer fra Italien, og de var meget beundret af italienerne.

Ordet diva stammer fra Italien, og de var meget beundret af italienerne.

Getty Images

Diva er et italiensk ord og kan oversættes til "kvindelig guddommelighed". Det var også i støvlelandet, at ordet blev knyttet til berømtheder.

De første divaer var operasangerinder – altid sopraner, som italienerne beundrede mest pga. deres store toneregister.

Disse kraftfulde kvinder kaldtes også prima donna – førstedame – fordi de fik hovedrollerne.

Divaernes mandlige sidestykke var tenorerne, som blev kaldt divo.

I 1910'erne udfordrede stumfilm italienernes traditionelle kærlighed til opera, og de velkendte begreber fulgte med over i den nye kunstbranche.

Hollywood tog divaerne til sig

Skuespillerinden Lyda Borelli blev den første filmdiva, da hun i 1913 fortryllede biografgæsterne med sine store øjne i "Evig kærlighed".

På den anden side af Atlanten tog Hollywood den italienske skik til sig, og de største og smukkeste kvindelige filmstjerner blev hyldet som divaer.

Diva Ava Gardner

Ava Gardner var en af de helt store divaer i Hollywood i 1950’erne.

© Silver Screen Collection/Getty Images

Det er usikkert, hvornår diva fik en mere negativ klang og blev brugt til at beskrive store, arrogante og vanskelige stjerner.

Et bud er, at det opstod i forbindelse med den græsk-amerikanske operasanger Maria Callas, som slog igennem i 1949.

Callas var kendt for sin store stemme, men også for at være meget krævende.

Da hun blev spurgt om sin kontroversielle adfærd, svarede Callas: “Fortæl mig ikke om reglerne. Hvor end jeg befinder mig, er det mig, der laver reglerne”.

Læs også: Blev Marilyn Monroe myrdet?

Tonedøv diva udgav ni plader

Den velhavende amerikaner Florence Foster Jenkins begyndte i 1912 at optræde offentligt med sit uhyre lille talent for klassisk sang.

Først i små klubber, hvor New Yorks overklassekvinder mødtes, senere fik hun mere mod på sagen og stilede højere.

I årene 1941 til 1944 indspillede den tonetøve sopran - for egen regning - ni plader med klassiske værker af Mozart, Strauss, David og Delibes.

Af uforklarlige årsager er pladerne blevet genudgivet adskillige gange siden.