Skotlands nationaldragt, kilten, trækker tråde tilbage til 1500-tallet, hvor mænd i det skotske højland iklædte sig féileadh mór – et tæppelignende uldklæde, der blev svøbt om kroppen og holdt på plads af et bælte.
Den nederste del af klædet hang ned til omkring knæene, mens den øverste blev brugt som en varm kappe.
“Uldtæppet” blev kun båret i højlandet, hvor det beskyttede mod vind og vejr og gav god bevægelsesfrihed i uvejsomme egne.
I det progressive lavland mod syd gik mænd i benklæder og betragtede feileadh mòr som en primitiv klædedragt, som ingen ønskede at blive set i.
Læs også:
Den moderne, korte kilt udspringer af det traditionelle uldklæde og blev født i 1720’erne, hvor den engelske forretningsmand Thomas Rawlinson drev et jernværk i byen Inverness.
Rawlinson var godt træt af skotternes féileadh mór, som var “klodset og uhåndterlig”. Hans løsning blev at klippe klædet i to, så arbejderne kun behøvede at bære den nederste del. Rawlinsons opfindelse vakte de lokale stammers opmærksomhed og spredte sig snart til hele højlandet.
I 1746 blev kilten og andre skotske symboler forbudt af briterne, som havde undertvunget sig skotterne.
Portræt af Georg 4. under sit besøg i Edinburgh i 1822. Festlighederne omkring besøget gjorde det skotskternede mønster til landets nationalsymbol.
Da forbuddet blev ophævet mod slutningen af århundredet, gik kilten fra blot at være et stofstykke til at være et nationalromantisk symbol, som samlede skotterne.
