Stedmødre har nærmest altid haft ry for at være onde.
I hvert fald optræder skruppelløse stedmødre i historier og eventyr i de fleste kulturer, og forskere har identificeret over 900 fortællinger fra hele kloden, hvor stedmødre bliver fremstillet som skurke.
De ondsindede kvinders blakkede ry trækker spor tilbage til bl.a. Det gamle testamente, hvor Abrahams kone, Sarah, forsøger at beskytte sin egen søns arv og derfor sender den søn, som hendes mand har med en anden kvinde, ud i ørkenen.
Også i den græske mytologi gør stedmødre ofte livet surt for flere af de græske helte. Fx anklager dronning Faidra sin stedsøn Hippolytos for voldtægt og får ham slået ihjel, fordi han ikke gengælder hendes tilnærmelser.
Tyskere skrev eventyr om
I mere moderne tid er onde stedmødre især kendt fra eventyr – ikke mindst takket være brødrene Grimm, som i 1800-tallet indsamlede og udgav tyske folkeeventyr.
I flere af de originale fortællinger var skurkene biologiske mødre, men brødrene omskrev historierne og gjorde de onde til stedmødre. Det gjaldt fx Snehvide og Hans og Grete.
Ifølge nogle eksperter ville Grimm-brødrene gøre deres eventyr mere børnevenlige ved at nedtone mødres ondskab. Men Maria Tatar, der er professor i tysk folklore ved Harvard University, mener, at brødrene blot afspejlede samfundet omkring sig.
I 1800-tallet døde mange kvinder i barselssengen, og ifølge Tatar voksede ca. halvdelen af børnene op med en sted-forælder. Konflikter med stedmødre var derfor et velkendt fænomen i 1800-tallet.
Mange af de gamle eventyr blev senere forvandlet til populære tegnefilm og cementerede stedmoderen som en ikonisk skurk.