Inkvisition og heksebål: Tryllekunstnere på kant med Gud

Hvordan verdenshistoriens første kendte trylletrick lod sig gøre, fandt papyrussens forfatter desværre ikke ud af. Ligesom sine senere kolleger afslørede magikeren Dedi aldrig sine hemmeligheder.

Til gengæld gør papyrussen det klart, at trylleri på Cheops’ tid – for over 4.500 år siden – var værd at hylde. At Dedi genoplivede en død and, kunne kun skyldes, at magikeren stod i forbindelse med universets højere kræfter (kaldet heka), mente oldtidens egyptere.

Synet på det uskyldige trylleri skulle dog ændre sig dramatisk gennem historien. I den sene middelalder blev tryllekunstnen anset for at være farlig trolddom, og alene en mistanke om magi var nok til at sende mænd og kvinder på bålet – anklaget for at stå i ledtog med Djævlen.

Kop og kugle-trick er oldgammelt

Mennesker har i årtusinder brugt tricks og tryllerier for at imponere. I gravkammeret for Egyptens farao Baqet 3. fra 2000-tallet f.Kr. ses en afbildning af to mænd, der menes at udføre det såkaldte kop-trick.

På scenen udføres tricket gerne med tre kopper og tre små kugler. Tryllekunstneren får det til at se ud, som om kuglerne passerer gennem koppernes faste bund. Herefter flytter han behændigt rundt på kopperne og løfter dem for at vise, at kuglerne på magisk vis kan vandre fra kop til kop.

Dengang som nu kræver tricket fingerfærdighed, hurtighed og vildledning af tilskuerne – de elementære forudsætninger for al tryllekunst.

I Rom kunne filosoffen Seneca et par årtusinder senere beundre kop og kugle-tricket, der blev udført af tryllekunstnere på gaden – muligvis i den version, hvor publikum skal satse penge og gætte, hvilken kop kuglen ligger under. Seneca beundrede især tryllekunstnernes behændighed.

“Det er lige så harmløst vildledende som gøgleri og terningespil, hvor selve tricket fornøjer mig. Men vis mig, hvordan tricket gøres, og jeg mister interessen for det”, skrev Seneca i 65 e.Kr. til vennen Lucilius.

Den græske forfatter Alkifron var knap så begejstret for tryllekunsten. I en tekst fra omkring år 200 e.Kr. beskriver han en mand, som udfører en version af kop-tricket med fade og hvide sten:

“Stenene gemte han under fadene, andre gange fik han dem til at forsvinde og genfandt dem i sin mund. Slugte han dem, trak han folk til sig og uddrog stenene fra deres næse eller ører. Sådan en fyr ville jeg være ked af have med at gøre, for man kan aldrig afsløre hans tricks, og han kunne stjæle alt, hvad jeg ejede – herunder min gård med alt, hvad den indeholder”.

På Alkifrons tid kunne en anklage om tyveri begået vha. trylletricks og magi være skæbnesvanger. I Romerriget – og dermed også i de græske provinser – foreskrev loven nemlig dødsstraf for enhver, der med “trolddom på magisk vis flyttede andres afgrøder over på sin jord”.

Tanken om, at uskyldig tryllekunst i virkeligheden var farlig magi, skulle kun blive mere udbredt i de efterfølgende århundreder.

Sort magi dræber

Mens simpel tryllekunst og markedsgøgl i antikken blev betragtet som fornøjelig underholdning, frygtede alle den sorte magi. Og grænsen mellem begreberne var flydende.

Både mænd og kvinder kunne praktisere sortekunst, der ifølge folketroen blev brugt til at myrde og stjæle. En udbredt frygt var, at en trolddomskyndig person skulle hælde giftige eliksirer efter egen opskrift i vin eller mad, så ofrene blev hundesyge, vanvittige eller ligefrem døde.

At kaste forbandelser på fjender og rivaler var også populært. Ofte blev underverdenens dæmoner anråbt, når en forhadt person skulle forbandes.

“I skal fortære hjerte, legemsdele, indvolde og det indre af Maurossus”, står der på en blytavle fra 100-tallet e.Kr., der er fundet nær havnebyen Karthago.

Maurossus var en kendt gladiator, og forbandelsen blev sandsynligvis skrevet af en af hans konkurrenter.

Ondsindet magi kunne også være at “binde” en anden person – som romerne kaldte det – vha. små voodoo-dukker formet i voks eller ler. Mod betaling formede magikeren en dukke. Herefter stak magikeren nåle i dukkens øjne, hoved eller mave for at skade kroppen eller forstanden på personen, som dukken forestillede.

Dukkerne var tilsyneladende et hit i Romerriget – arkæologerne har i hvert fald fundet lerdukker isat metalnåle fra Rom i syd til provinsen Britannia i nord. Også kærlighed kunne fremtrylles – specielt hvis dæmoner hjalp til.

“Sørg for, at Victoria bliver forelsket i mig og bliver sindssyg af kærlighed til mig og ikke kan sove, før hun, den dejligste af kvinder, kommer til mig”, lyder bønnen skrevet på en romersk tavle fundet i Nordafrika.

Det var imidlertid langtfra ufarligt at praktisere magi i Romerriget. Følte en person sig angrebet af magi, kunne vedkommende fremsætte en anklage om udøvelse af trolddom, for hvilket straffen var forvisning eller offentlig piskning.

“Apulejus er en troldmand. Han har forhekset mig, så jeg er forelsket i ham”, påstod den græsk-romerske kvinde Pudentilla i et anklageskrift mod filosoffen og forfatteren Apulejus omkring 158 e.Kr.

Takket være sine talegaver og gode argumenter blev Apulejus frikendt i retten. Omkring 50 år senere blev loven imidlertid skærpet – derefter kunne selv simple tryllekunster udløse dødsstraf.

Magikere kastes for de vilde dyr

Selvom romersk lov forbød hekseri og ond magi, var lysten til at praktisere de forbudte kunster stadig stor. For at komme tryllerierne til livs udtænkte den romerske jurist Julius Paulus strengere straffe.

“De, som har udført eller stået for udførelsen af ugudelige eller natlige riter for at forhekse, magisk lamme eller binde en person, skal som straf korsfæstes eller kastes for de vilde dyr”, lød Paulus’ forslag i skriftsamlingen “Synspunkter” fra omkring 200 e.Kr.

Paulus var rådgiver for kejser Septimius Severus (193-211 e.Kr.). Efter flere års kaos under den uberegnelige kejser Commodus (180-192 e.Kr.) ønskede Severus at skabe orden i riget. Paulus’ lovforslag faldt derfor i god jord hos Severus og blev vedtaget.

En anden af Paulus’ love dikterede, at skrifter om magi skulle forbydes og brændes, ligesom også magikerne “skulle brændes levende”.

Hvor mange harmløse tryllekunstnere og markedsgøglere der som følge af Paulus’ love blev brændt på bålet eller flået levende af de vilde dyr i arenaen, ved historikerne ikke, men med kristendommens fremmarch i 300-tallets Romerrige blev de knitrende flammer ofte skæbnen for de mest frygtede magikere, og den katolske kirke betragtede al magi som en trussel.

I antikken havde fx jægere haft tradition for at stoppe trylleformularer i små hylstre og binde dem fast til halsbåndet på deres hunde for at sikre en god jagt. Nu var den slags overtro af det onde, mente kirken.

“Hold jer fra blasfemi, hedenske amuletter og formularer og astrologer”, lød advarslen fra Augustin, biskop i 400-tallets Nordafrika.

Ifølge kirken måtte kun Gud udføre magi – i form af mirakler. Når pilgrimme opsøgte helgengrave, var det for at bede den afdøde om at gå i forbøn hos Gud og få ham eller hende til at udvirke et mirakel – fx at helbrede en dødelig sygdom.

Mirakler skete også i selve kirkerummet. Under nadveren delte præsten oblater og vin ud til menigheden. På magisk vis blev brød og vin til Kristi kød og blod, fortalte kirkens lære.

For de troende var miraklet som en guddommelig tryllekunst. Gudstjenesten, der foregik på latin, forstod de jævne kirkegængere imidlertid ikke et muk af, men præstens uforståelige remser blev betragtet som en hellig trylleformular.

“Hoc est corpus meum” (dette er mit legeme), som præsten messede under nadveren, blev i folkemunde forvansket til “hokuspokus”. Siden 1600-tallet er ordet blevet brugt som trylleformular og en generel betegnelse for trylleri.

Alle elsker tryllekunster

Kirkens afvisning af magi dæmpede ikke almindelige menneskers lyst til at se trylleri. På markedsdage i middelalderen fornøjede de optrædende gerne de måbende bønder og byboer med kop og kugle-tricket. Det hændte også, at tryllekunstnerne blev inviteret med til adelens fester. Her fik de et måltid mad for at imponere gæsterne med deres færdigheder.

Et klassisk nummer bestod i at placere et klædestykke over et æble eller sågar en levende due. Efter fremsigelsen af en trylleformular fjernede tryllekunstneren klædet, og til publikums store forbløffelse var æblet eller duen pist væk. Nummerets klimaks bestod i, at det forsvundne objekt blev tryllet frem igen – som oftest var duen eller æblet gemt i en lomme i tryllekunstnerens kappe. I dag kaldes denne type illusioner for close-up-magi og kendes især fra tricks med spillekort.

Selvom kirken officielt havde fordømt tryllekunst, holdt både præster og munke af at nyde løjerne. De gejstlige var ligefrem villige til at betale for at se tryllekunstnerne optræde.

“Amoralsk”, fnøs den franske teolog Peter Abelard i værket “Dialoger” fra ca. 1130. Betalingen kom nemlig fra kirkebøssen, og de penge burde være gået til de fattige, mente Abelard.

Markedsdagen var også højsæson for spåkoner. Ville folk kende deres fremtid, besøgte de hendes telt på markedspladsen. Ved at “læse” hudfoldernes linjer i de besøgendes håndflader påstod spåkonen at kende folks fremtid.

For kirken var enhver påstand om at kunne læse fremtiden kættersk. Spåkunst var at blande sig i Guds plan for universet og derfor djævelsk trolddom.

“Biskopper og deres hjælpere skal i deres stift af alle kræfter arbejde på fuldstændig at udrydde den skadelige spådoms- og heksekunst, som er Djævlens opfindelse”, står der i den kirkelige lovtekst “Canon episcopi”.

I 1277 fik pave Johannes 21. nok af trylleriet og bad Paris’ biskopper – tidens fremmeste teologiske og juridiske eksperter – lave en liste over strafbar, kættersk magi. Med på listen kom også hekseri og spådomkunst. Herefter steg antallet af retssager mod folk, der havde med magi at gøre.

Ærter og trylleri skader potensen

En af de tidligst nedskrevne retssager om trylleri fandt sted i Bergen i 1324. Folk i byen gøs, da biskop Audfinn Sigurdsson anklagede enken Ragnhild Tregagås for ond magi.

Ifølge anklageskriftet havde Ragnhild af brændende – men ugengældt – kærlighed til sin nygifte fætter prøvet at sabotere hans bryllupsnat. Vidner mente at vide, at Ragnhild udtalte trylleformularer og gemte fem brød og fem ærter i brudeparrets seng for at gøre fætteren impotent.

“Hun er forfalden til den kætterske overtros afveje”, dundrede biskop Sigurdsson. Han var ikke alene anklager i retssagen, men også dommer – og han kendte Ragnhild skyldig.

Endnu var bålet ikke den gængse straf for at udøve trylleri og forsøge at forhekse andre. Ragnhild var blot en forvirret kvinde, mente biskoppen, og han idømte enken et par dages faste på vand og brød.

Så nemt slap en anklaget ikke, da heksefeberen fik tag i Europa fra midten af 1400-tallet. I slutningen af middelalderen begyndte de lærde at studere antikkens tænkere. Den nye tid – renæssancen – betød, at de gamle tekster kom frem i lyset igen, og de vrimlede med trylleformularer og beskrivelser af magi.

En af disse trylleformularer var en 1.000 år gammel hebraisk remse: “Abracadabra”.

Remsen har ingen mening, men den blev populær at fremsige blandt både præster og bønder som et værn mod uheld og sygdom. Ifølge folketroen kunne remsen kurere malaria, beskytte høsten mod dårligt vejr og helbrede en syg gris.

Andre gamle tekster forklarede, hvordan bestemte krystaller kunne indfange ånder og få dem til at hjælpe med at spå om fremtiden. Skrifterne indeholdt også indviklede tabeller, der kunne bruges til at kaste forbandelser.

Alarmeret forbød kirken mange af de gamle manuskripter. Hvis onde hekse og troldmænd fik fat i denne okkulte viden, kunne de forstyrre selve universets orden, mente paven.

Heling og sårpleje er djævelskab

Trods kirkens forbud lykkedes det i al hemmelighed renæssancens lærde at samle den gamle viden i såkaldte sortebøger, grimoires. Ordet er afledt af det franske ord for grammatik (grammaire).

Sortebøgerne blev udgivet anonymt, da forfatterne frygtede en dom for at fremme sort magi. Det kontroversielle indhold til trods var bøgerne yderst populære, for de var fyldt med gode råd og praktiske tips.

I bogen “De ældstes magi” fra 1530 står det beskrevet, hvordan ånder fra Olympen i antikkens Grækenland – med den kristne Guds tilladelse – kunne yde mennesker en håndsrækning:

“Disse ånder forkynder skæbnen og kan tildele dødelige forbandelser, såfremt Gud tillader det”.

Den katolske kirke forsøgte at straffe bøgernes ejere, men det var svært at bevise, at bøgerne rent faktisk havde været brugt til sort magi. I stedet rettede kirken ofte søgelyset mod spåkoner og mennesker med viden om naturmedicin.

Når en person hævdede at kende fremtiden eller at kunne hele sår med særlige urter, måtte vedkommende jo have kigget i de kætterske bøger, ræsonnerede kirken.

Trods splittelsen efter reformationen i 1517 var den katolske og den protestantiske kirke rørende enige om én ting: Hekse og alle former for magi skulle udryddes. Den katolske kirke oprettede en hel garde af dedikerede heksejægere til formålet – inkvisitionen.

Med kirkens velsignelse rejste inkvisitionens munke og jurister rundt i jagten på hekse, og snart blussede bålene overalt i Europa. Ifølge den franske heksejæger Henry Boguet var der hekse nok at tage af. I Europa alene boede der mindst 1,8 millioner, anslog heksejægeren, for de var “overalt som orme i en have”.

Trylleri forbydes ved lov

Den befolkningsgruppe, der oftest blev anklaget for hekseri og kættersk magi, var de såkaldte kloge koner. Mange byer og landsbysamfund havde en klog kone, som bistod ved fødsler og kunne forudsige dårligt vejr ved at tage varsler af skyerne.

For kirken var den slags lægehjælp og elementær meteorologisk viden kættersk – og de gejstlige mistænkte sågar heksene for at kunne styre vejret. Denne forestilling fik heksefeberen til at blusse ekstra kraftigt, når ekstremt vejr smadrede bygninger og ødelagde kornet på markerne.

“Hagl og vind så stærk som aldrig set før gjorde stor skade. Derfor blev mange kvinder, som der siges at have lavet hagl og vind, brændt”, skriver en bayersk krønike fra 1445.

Hekse kunne manipulere med virkeligheden, påstod kirken. Ved at smøre kroppen ind i fedt fra kogte babyer fik hekse eksempelvis evnen til at flyve, hed det.

Når en tryllekunstner for øjnene af publikum kunne få nødder eller et reb til at svæve, skifte plads under en kop eller forsvinde, måtte vedkommende ligeledes stå i ledtog med onde ånder eller Djævlen selv, ræsonnerede engelske kirkefolk.

I 1563 vedtog det engelske parlament derfor en lov mod “besværgelser, fortryllelser og hekseri”.

Loven foreskrev dødsstraf for “den, som påkalder eller besværger ondskab, onde ånder og heksekunst vha. fortryllelse, amuletter eller trolddom”.

Også på kontinentet slog myndighederne ned på folk med særlige evner. I 1566 stod magikeren Johann Büchsenschütz i den nordtyske by Lemgo anklaget for at sælge trylleformularer og spå om andres fremtid i sin krystalkugle.

Trods tortur nægtede Büchsenschütz, at hans magi var djævelskab. Han hævdede i stedet, at den var skabt “under fremkomsten af Guds ord” – altså at Gud havde inspireret ham.

Myndighederne i Lemgo endte med at slippe Büchsenschütz fri og nøjes med at brænde hans bøger med magiske formler.

Trylle-leksikon udløser kongens vrede

Sammenblandingen af hekseri og tryllekunst blev til sidst for meget for det engelske parlamentsmedlem Reginald Scot. I 1584 skrev Scot bogen “Afdækning af heksekunst” for at forklare forskellen.

De instruktive tegninger i bogen forklarer, hvordan en tryllekunstner bærer sig ad med at snyde publikum. En af tegningerne viser eksempelvis en variation af Dedis gamle nummer, som ifølge Westcar-papyrussen imponerede farao Cheops i oldtiden.

På tegningen i Scots bog ligger en tilsyneladende hovedløs krop på et bord. Ved siden af kroppen står et afhugget mandehoved på et fad. Tegningen afslører, at manden i virkeligheden er gemt under bordpladen, så kun hans hoved stikker op gennem et hul i fadet.

Med sin bog ville protestanten Scot udstille kirken. Når præster under nadveren påstod, at oblat og altervin blev til Jesu legeme, rystede fornuftige mennesker på hovedet. For dem var ritualet ikke et mirakel, men snyd – ligesom tryllekunst.

Bogen “Afdækning af heksekunst” blev ingen succes. I stedet fik Scot både den engelske kirke og konge på nakken. At omtale tricks og trylleri ansporede blot folk til at blive hekse og udføre onde gerninger, mente Jakob 1.

I 1603 beordrede kongen, at alle eksemplarer af Scots bog skulle beslaglægges og brændes, og kun få af bøgerne er bevaret. Fire år inden var Scot selv død. Havde forfatteren levet, var han sandsynligvis røget samme vej som sin bog – på bålet.

Først i 1700-tallet ebbede heksejagten ud. Inden da var mænd og kvinder i hobetal blevet flammernes bytte efter en dom for at udføre djævelske trolddomskunster. Forskerne mener, at op mod 50.000 uskyldige endte på bålet – dømt for at udøve sort magi.

I takt med at hekseprocessernes gru gled i baggrunden, vandt tryllekunsten igen frem. I 1700- og 1800-tallet blev trylleshows en af de mest spektakulære underholdningsformer, og i dag betaler folk fortsat gode penge for at se tryllekunstnere udføre magiske tricks.