Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Intet kunne stoppe skakspillets sejrsmarch

I middelalderen greb skakfeberen europæerne i en sådan grad, at den katolske kirke til sidst forbød det kætterske spil, som hedningene fra øst havde opfundet - men det gjorde ikke skak mindre populært.

photo 12/getty images

Et kostbart, gyldent skakspil danner rammen om en hollandsk fortælling fra 1200-tallet. I “Legenden om Roman fra Walewein og skakspillet” svæver et kostbart skakbræt en skønne dag ind gennem et åbent tårnvindue på kong Arthurs slot.

I hollændernes gendigtning af den berømte britiske legende om Arthur og ridderne af det runde bord forsvinder det gyldne skakbræt hurtigt ud gennem vinduet igen, og Artur udbryder:

“Den, som er beredt til at fare ud og hente skakspillet og levere det i min hånd, skal jeg give hele mit land”.

Ridderen Roman fra Walewein drager ud og må besejre drager og utallige sværdkæmpere, før han i triumf vender hjem med skakbrættet.

Legenden afslører, at skak havde en central plads i europæisk kultur i middelalderen.

Spillet stammede oprindeligt fra Indien, kom til Europa via de vantro muslimer og blev omgående fordømt af den katolske kirke.

Alligevel måtte alle riddere, fyrster og konger lære at spille skak, for ellers kunne de umuligt begå sig i de højere samfundslag.

En fransk fyrste fik engang i 800-tallet denne kongebrik i elfenben.

© photo 12/getty images

Bræt og brikker blev brugt som luksusgaver

Fint udskårne brikker og et funklende bræt bidrog til skakspillets ry som et kongeligt spil.

Et elfenbensbelagt spillebræt og forgyldte brikker var den perfekte gave til adelsmanden eller fyrsten, der havde alt.

Efterhånden som skakspillets popularitet voksede, fik konger, paver og hertuger mere og mere eksklusive skakspil i gave.

Edward 3. af England (1327-1377) ejede et bræt, hvor felterne blev dannet af krystalglas og sort jaspis.

Den magt­ful­de baron lord Mortimer, som var rigsforstander i Edward 3.s barndom, havde et eksklusivt skakbord fremstillet af muskatnøddetræ importeret fra Bandaøerne i Indonesien.

Selv vanvittig dyre råvarer som hornet fra en enhjørning (i virkeligheden narhvalens tand) blev også skåret til fornemme skakbrikker.

Inderne spillede skak med terninger

Skaks oprindelse er vanskelig at spore, men de fleste historikere hælder i dag til, at inderne opfandt spillet for mere end 1.500 år siden.

Ifølge lokale legender bad en indisk konge på Alexander den Stores tid en klog mand opfinde et spil, fordi han kedede sig forfærdeligt.

Da manden vendte tilbage og præ­sen­te­re­de et skakbræt med 64 felter og spæn­den­de regler, spurgte kon­gen, hvordan han øns­ke­de at blive belønnet.

Den kloge mand svarede, at han ville være tilfreds, hvis blot hoffets skatmester ville placere en kerne fra det kongelige kornkammer på brættets første felt og dobbelt så mange på det næste felt og så fremdeles.

Skatmesteren lo hånligt ad manden, som kunne have fået guld og ædelsten i belønning, men ville nøjes med nogle få korn.

Men hans latter forstummede, ef­ter­hån­den som kornkammeret blev tømt, og det gik op for skatmesteren, at skakspillets opfinder i modsætning til ham vidste, at hvis man fordobler blot et enkelt korn 64 gange, bliver det til milliarder og atter milliarder.

Forskere betragter historien som en farverig myte og mener i stedet, at et skak-lignende spil ved navn chaturanga blev opfundet i løbet af 500-tallet.

Navnet betød “hærens fire dele” på det oldindiske sprog sanskrit, og ligesom skak blev det spillet på et bræt med 8 x 8 felter.

Chaturangabrikkerne viste en hær, som den så ud i datidens Indien: Med krigse­le­fan­ter, riddere til hest, fod­folk samt en rajah (fyrste), som de alle skulle beskytte.

Spillet krævede hele fire deltagere. De stillede deres otte brikker op i hver sit hjørne og kas­te­de på skift en terning, som afgjorde, hvil­ken brik de måtte flytte.

En treer betød fx, at ridderen til hest rykkede et felt frem og et til siden. En femmer gav spil­le­ren valget mellem at flytte en fodsoldat eller rajahen.

Inderne spillede chaturanga om penge, og alle landets adelige dyrkede det med stor passion, selvom deres hinduistiske religion forbød gambling.

Chaturanga blev til chatrang

At chaturanga fandt vej til Indiens nabolande, skyldtes ifølge en sejlivet persisk myte, at Indien forsøgte at slippe for at betale tribut til Persiens shah (konge).

Den persiske digter Ferdowsi gengav legenden i sit værk “Kongebogen” fra ca. år 1000. Heri beretter han om en indisk ambassadør, der kom i audiens hos shahen.

Ambassadøren medbragte et spillebræt med 64 felter og en udfordring fra kongen af Indien:

“Jeg beder Dem undersøge dette skakspil og lægge det foran dem af Deres folk, der besidder størst visdom. Lad dem drøf­te det nøje med hinanden, og hvis de kan, lad dem opdage principperne bag dette vidunderlige spil”.

Ambassadøren gav ifølge Ferdowsi perserne en uge til at gætte skakspillets regler – mislykkedes det, skulle Indien slip­pe for at betale tribut til Persien.

Desværre for inderne rådede shahen over en stor begavelse i form af vesiren Buzurjmihr, som sikrede sin herre en stor årlig tribut ved at gætte reglerne.

Historikere mener, at chaturanga i virkeligheden kom til Persien med indiske købmænd omkring år 600. Her blev reglerne ændret og tilpasset persernes temperament, så spillet chatrang blev skabt.

“Shah mat”
- stammer fra persisk og betyder “kongen er død”.

En af de mest markante ændringer gav hver spiller dobbelt så mange brikker at flytte med. Bøndernes antal steg fra fire til otte, og hver deltager rådede nu over to heste og to krigselefanter, der bevægede sig diagonalt.

Tre helt nye brikker fandt også vej til brættet: Rajahens rådgiver, vesiren og to stridsvogne, som måtte bevæge sig i lige linje frem, til siden eller bagud.

I modsætning til chaturanga blev terninger ikke anvendt til chatrang, måske fordi den muslimske tro blev persisk statsreligion i år 650, og imamerne tordnede mod alle former for terningspil.

Uden terninger fik spillerne frie hænder til at vælge, hvilken brik de ville flytte. Kongebrikken fik desuden nyt navn efter den persiske kongetitel, shah.

Kom en af shahens bønder ved et mirakel ned til modstanderens startlinje, blev han forvandlet til en brik, der i styrke svarede til den, der havde stået på feltet, da spillet begyndte.

Nåede bonden fx helt ned til det yderste højre felt på modstanderens startlinje, blev han til en stridsvogn.

Når en persisk chatrang-spiller satte sin modstander til vægs, udbrød han eller hun triumferende “shah mat” – kongen er død.

Ordene vandrede med spillet til Europa og blev til scacco matto på italiensk, checkmate på engelsk og skakmat på dansk.

Muslimer bragte chatrang til Europa

Chatrang-manien spredte sig, efterhånden som muslimske hære i løbet af 600-tallet erobrede hele Mellemøsten og Nordafrika.

Skaks sejrsgang faldt sammen med den såkaldte islamiske guldalder, hvor kunst og videnskab blomstrede.

Arabiske læger lovpriste chatrang og anså det for at være en kur mod sindslidelser, mens digtere fremhævede spillets lidenskabelige kvaliteter – et slag chat­rang mellem en kvinde og en mand havde klare erotiske undertoner.

Da muslimske maurere i begyndelsen af 700-tallet krydsede Gibraltarstrædet og erobrede store dele af Spanien, var chat­rang én af de mange fascinerende ny­ska­bel­ser, de bragte med sig til Eu­ro­pa.

Spillet var et yndet tidsfordriv blandt den mauriske overklasse i Spa­nien og Portugal, hvorfra det inden læn­ge bredte sig ind i Frankerriget nord for Pyrenæerne.

I den tidlige middelalder var passionen for chatrang således et af de fælles træk ved både muslimske og kristne riddere.

Da en imam i Baghdad omkring år 800 spurg­te den mægtige kalif Harun al-Ra­shid, hvad chatrang var, udbrød den mu­slimske verdenshersker: “Hvad er livet?”

Mens kaliffen Harun al-Rashid efter sigende beundrede sine modstandere og accepterede sine nederlag ved det ternede bræt, var de første kristne chatrang-spillere tilsyneladende dårlige tabere.

En sydtysk krønikeskriver berettede, at den bayerske prins Okar satte frankernes kronprins til vægs i et spil chatrang omkring år 760.

Kongesønnen blev så rasende over nederlaget, at han greb det solide skakbræt af marmor og slog Okar i tindingen med det, hvorpå Okar sank død sammen.

Skak, 1858, skakmat artikel fra 1 2020

I 1800-tallets Storbritannien var dannede mænd medlem af en skakklub.

© Shutterstock

Spillet gav stor visdom

I 1847 bragte det videnskabelige britiske selskab Royal Asiatic Society (RAS) en artikel i sit medlemsblad.

Et ukomplet persisk manuskript om skak var kommet selskabet i hænde, men hvor gammelt det var, vidste ingen, da både dateringen og forfatterens navn var gået tabt.

Teksten var øjensynligt skrevet af en lærd mand, måske en filosof, der levede i middelalderen, hævdede RAS. Perseren fremhævede de talrige gevinster ved at spille skak.

Hjernegymnastik
Ligesom kroppen dør uden mad, dør sindet uden åndelig føde. Skak er mad for sindet.

Lær at regere
Skakbrættet er et billede på verden, hvor to herskere kæmper om at få overtaget. Skakspillet er en god træning i kunsten at regere og træffe beslutninger.

Få visdom
Ligesom kroppen har sjælen sygdomme såsom uvidenhed, grådighed og misundelse. Skak er den bedste kur, da spillet fører til nysgerrighed og tankevirksomhed. Gennem skak opnår mennesker visdom.

Taktisk træning
Da skakspillet imiterer to hære, giver det en god forståelse af krigsførelse.

Forebygger uro
Skakspillet lader almindelige borgere føle sig som – og tænke som – konger og fyrster. Spillet skaber nærhed og venskab samt forhindrer disputter og dovenskab.

Enhver ridder måtte mestre skak

Chatrang gik under mange navne i middelalderens Europa – fra xadrez i Portugal til zatrikion i Grækenland.

De fleste steder kom det kongelige spil dog til at få navn efter den vigtigste brik: Shahen.

Forsøget på at gengive det persiske ord shah gav på tysk spillet navnet schach, og i Skandinavien blev det til skak.

I kraft af dets fornemme forhistorie som mellemøstlige herskeres foretrukne spil tog Europas adelige hurtigt den kongelige fornøjelse til sig.

Spillet afspejlede også den virkelighed, som europæiske riddere, baroner og konger levede i: Et feudalsamfund med et strengt hierarki, hvor bønder udgjorde underklassen, og kongen tronede over alle.

Da korstogenes tid begyndte i 1096, havde skak for længst udviklet sig til mere end et spil. Skak var selve adgangsbilletten til selskabelige sammenkomster hos Europas magthavere.

“... selv skak, som der prales så meget af, har kostet mange riddere livet”.
Fransk heltekvad

Ud over at svin­ge et sværd og kæmpe med lanse skul­le en ridder også kunne spille skak. Ikke færre end 26 engelske adelsfamilier fik tegnet skakbrikker eller skakbræt på deres våbenskjold – så vigtigt og populært var spillet blevet.

Ligesom i spillets op­rin­del­ses­land, Indien, satte Eu­ro­pas riddere penge på høj­kant, når de dystede ved skakbrættet.

Selvom ridderne efter beds­te evne forsøgte at leve op til dyder som ære, vær­dig­hed og til­ba­ge­hol­den­hed, drev forsmædelige nederlag ved skakbrættet mange af dem langt ud over grænsen for, hvad der sømmede sig for en ridder.

I eventyret om de fire sønner af Aymon fra 1100-tallet spiller en af de unge adelsmænd skak med kejserens nevø – og dræber ham i arrigskab ved at slå sit offer for panden med skakbrættet.

© Christophel Fine Art/Getty Images

I et heltekvad fra 1200-tallet om ridderen Hervis af Metz advarede den unge kamphanes onkel ham mod spillemaniens mange faldgruber:

“Spil er kilden til megen kævl, selv skak, som der prales så meget af, har kos­tet mange riddere livet”.

Skakspillets farlige sider undgik heller ikke den katolske kirkes opmærksomhed, og en kirkeforsamling i Rom forbød i 1215 præster at spille skak.

I 1310 gik tys­ke biskopper under et kirkemøde i Trier et skridt videre og sammenlignede skak med hekseri. Tyske præs­ter, der blev taget i at spil­le skak, ri­si­ke­re­de her­ef­ter at blive bandlyst.

Spillet fik nye regler

Igennem hele mid­del­al­de­ren beholdt skak i grove træk de arabiske regler, som blandt andet indebar, at ve­­si­ren (dronningen) kun rykkede ét felt ad gangen.

Det gjorde spillet til en langsommelig affære, der passede perfekt til den ophøjede ro, som var idealet ved kongens hof.

Med tiden blev de indiske og persiske brikker dog skiftet ud med mere genkendelige motiver: Stridsvognene blev til tårne, krigselefanterne til løbere, riddere til heste og vesiren til en dronning.

Først i løbet af 1400-tallet førte eksperimenter blandt spanske og italienske skakspillere til det regelsæt, som gælder i dag.

Bønderne fik lov at rykke to felter frem i første træk, rokaden blev indført, og dronningebrikken fik en hidtil uhørt stor bevægelsesfrihed og blev brættets far­lig­ste brik.

Dronningens forøgede magt er af nogle historikere forklaret med middelalderens tilbedelse af Jomfru Maria.

Den nye og noget mere fartglade udgave af spillet førte til et skakboom i 1400-tallet. Spillet bredte sig fra kongens hof og de adelige til borgerne i mid­­del­­al­de­rens byer.

Med Gutenbergs bogtrykkerkunst i mid­ten af 1400-tallet begyndte bøger om skak­spil­lets regler at blive tilgængelige for andre end konger og hertuger.

Den æld­ste skakbog, der stadig eksisterer, blev udgivet af spanieren Luis Ramírez de Lucena i Salamanca i 1497.

Den bæ­rer titlen Repetición de amores y arte de ajedrez (“Gentagelse af kærlighed og skak­spil­lets kunst”). Europæernes kærlighed til skak er fortsat helt frem til i dag.

Læs også:

Grækere

Indeholder gådefuld grav Alexander den Stores hustru?

3 minutter
Store krigsprofiler

Alexander den Store: Historiens bedste militærstrateg

17 minutter
2. verdenskrig

Hvad var Indiens Nationalhær?

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

passowrd_reset.form.email_help
Ugyldig e-mailadresse

Indtast kode

Vi har sendt en email til med en kode
Fejl: Indsæt kode

Ny adgangskode

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul