Krinolinekjole

Krinolinen fik taljen til at se smallere ud. Det gjorde kjolen uhyre populær.

© Getty Images

Kjolemode slog tusindvis af kvinder ihjel

I midten af 1800-tallet var krinolinekjolen højeste mode. Den gigantiske kjole var imidlertid ikke bare upraktisk – den var også livsfarlig. I løbet af få år slog modedillen formentlig flere tusind kvinder ihjel.

13. juli 2018 af Thomas Hebsgaard

Mrs. Steel befandt sig som sædvanlig i sin butik på Tacket Street i Ipswich, da hun hørte paniske skrig fra køkkenet inde bagved. 

Straks styrtede hun i retning af larmen og fandt den unge pige i huset, Emma, omspændt af flammer. Pigens krinolinekjole var kommet for tæt på ildstedet, og ilden havde fået fat, før hushjælpen opdagede det. Nu slikkede flammerne ubønhørligt op ad hendes ryg.

Mrs. Steel forsøgte at banke ilden ud, og efter godt fem minutter lykkedes det at få has på flammerne med hjælp fra en forbipasserende og en ansat i nabobutikken. Men for sent. Lægerne på Ipswich & East Suffolk Hospital kunne ikke redde Emma fra hendes fatale forbrændinger. Hun blev kun 12 år gammel.

Den tragiske episode, som fandt sted den 23. marts 1868, var alt andet end enestående. Tidens aviser bugnede med historier om kvinder, der gik op i flammer eller på anden måde slog sig halvt eller helt ihjel på grund af 1800-tallets uden sammenligning farligste modedille: krinolinekjolen. 

Et modefænomen, som med en samtidig avisskribents ord fik kvinder til at ligne “halverede luftballoner eller afmonterede kirkeklokker”.

Stålfabrikker fik en ny kunde

Allerede i 1700-tallet dikterede moden kæmpestore rober, der blæste underkroppen op til femdobbelt størrelse vha. lag på lag af stof og hestehårsafstivede underkjoler. I 1853 havde den slags kjoler længe været antikverede, men så indtog en yderst stilbevidst kvinde modens hovedstad, Paris.

Det år giftede kejser Napoleon 3. sig nemlig med den 18 år yngre Eugénie, som med sine moderigtige klæder hurtigt blev et ikon i hele Europa. Da hun i 1855 anskaffede sig den nyopfundne krinolinekjole for at skjule sin graviditet, blev hun således straks kopieret.

Med krinolinen kunne Eugénie trække i et decideret bur bestående af hulahop-lignende ringe, der spilede kjolen ud og fik maven til at se mindre ud. Kjolen havde også den fordel, at den ikke skulle bruge særlig meget stof for at se enorm ud, og at Eugénie lettere kunne bevæge sig, eftersom bentøjet havde frit “spjæt” under krinolinen.

I løbet af få år bredte “krinolinemanien”, som modedillen hurtigt blev døbt, sig til hele Europa og USA. Alene de 1.000 syersker på Thompsons krinolinefabrik i New York udspyede i 1859 helt op til 4.000 krinoliner om dagen. En anden, nærliggende krinolinefabrik oplyste på samme tid, at produktionen hver dag konsumerede et hel ton stål.

Masseproduktion gjorde, at billige krinoliner bredte sig til alle samfundslag. Men i modsætning til i 1700-tallet var moden denne gang direkte farlig. Det myldrende industrisamfund var nemlig fyldt med fælder for kvinder klædt i de klokkeformede kjoler.

Fabrikker i Europa og USA konstruerede krinolinekjoler i tusindvis. Adskillige tons stål blev hver dag brugt til underkjole-buret.

© Mary Evans/Scanpix

Mænd blev fortrængt fra fortovet

Den på alle måder omfangsrige modedille gav for det første en del dagligdags-problemer for kvinderne og deres omgivelser. Krinolinerne målte typisk fra en halv til en hel meter i diameter, og dertil kom selve kjolen, hvis stof vældede ned over klokkekonstruktionen fra hoften. 

Med slæb og stof kunne de største krinolinekjoler komme op på halvanden meter i diameter og mere end fire meter i omkreds. Det skabte naturligt nok en del pladsmangel i gadebilledet.

“At komme frem langs Broadway”, noterede en skribent i The New York Times, “er ingen let sag. Fortrængt af krinoliner er den bedste løsning for en ridderlig herre at træde ned fra fortovet og ud på vejbanen”.

“Fruer insisterer på at bære krinoline til gudstjenesten”, klagede en kommentator i britiske The Times. “Derfor har bænke reserveret til fire personer nu knap plads til to”.

I samme avis rapporterede en anden skribent, at hele 400 sæder ved et velgørenheds-arrangement var afsat til kvindelige gæsters krinoliner. Og tidsskriftet The Ladies Cabinet bragte i 1855 et læserbrev fra en parisisk vognmand, der mente, at moden ødelagde hans forretning:

“En omnibus med 20 pladser kan nu kun rumme fire personer”, klagede den økonomisk pressede skribent.

Kvinder blev taget af vinden

Også for kvinderne selv gav kjolerne problemer. Efter en stormomsust februarlørdag i 1858 bemærkede The New York Times’ vejr-reporter fx:

“Luften var bidende kold, og vinden blæste i stød. Kvinder i vidtstrakte krinoliner kom kun med besvær frem i vinden eller blev båret afsted hurtigere, end det behagede dem”.

Alene det at komme gennem en dør eller færdes ved sociale sammenkomster kunne være en udfordring.

“Der var store krinoline-sammenstød”, rapporterede en journalist fra en overfyldt foredragssal i 1858.

Og med en fransk hofdames ord var dét at føre sig elegant frem iklædt krinoline “en rendyrket kunstart”.

“At rejse, at ligge ned, at lege med børnene eller bare det at give et håndtryk eller gå en tur – det var problemer, som krævede stor ømhed og megen god vilje for at løses. Det var på denne tid, at det gradvist gik af mode for en mand at tilbyde sin arm til en kvinde, når han ville følges med hende”, skrev hun.

Når en krinolineklædt kvinde spadserede, gjaldt det om at undgå for lange skridt, da kjolen ellers kunne svinge ud af kontrol, mens eksempelvis trapper udgjorde en helt særlig udfordring. 

De stejleste af slagsen tillod uvorne ungersvende at kigge op under krinolinen, og samtidig var kvinderne nødt til at løfte op i kjolen for ikke at snuble. Dermed blottede de endnu mere af bentøjet, hvilket forargede samtidens sexforskrækkede moralister voldsomt.

Stålringene i krinolinekjolen hægtede sig undertiden fast. Som oftest var det irriterende, men en gang imellem reddede det også liv. Eksempelvis i 1858, hvor Martha Sheppard forsøgte at begå selvmord ved at springe ud fra en bro. Krinolinekjolen foldede sig ud som en ballon og sørgede for en sikker landing i vandet.

© Getty Images

Benblottelser og andre dagligdags genvordigheder blegnede dog i sammenligning med krinolinemaniens langt mere makabre konsekvenser.

Ild var uden sammenligning den største fare. Krinolinernes tyl og musselin var lige så let antændeligt som populært, og kjolernes omfang betød, at mange – ligesom Emma fra Ipswich – først for sent opdagede, når de var kommet for tæt på en kamin eller olielampe.

Artiklen “Farerne ved krinoline” forklarede i The New York Times den 16. marts 1858, hvorfor det ofte gik så galt, når flammerne først fik fat:

“I sådan et tilfælde beskytter den omsluttende krinoline flammerne præcis ligesom en skorsten”.

Bedre blev det ikke af, at krinolinerne gjorde det umuligt for kvinder i et selskab at hjælpe hinanden i tilfælde af brand. Det bemærkede bl.a. den britiske lady Dorothy Nevill, da hun selv kom for tæt på en gnist.

“I løbet af et øjeblik stod jeg i flammer”, skrev hun.

“Ingen af de øvrige tilstedeværende damer kunne gøre meget for at hjælpe mig, eftersom deres enorme krinoliner efterlod dem næsten fuldkommen afmægtige i omgangen med ild, og var de kommet for tæt på mig, ville de også selv have stået i lys lue”.

Lady Nevill formåede at kvæle ilden ved at rulle sig ind i kamintæppet, men resten af livet måtte hun leve med forbrændinger på armene pga. “denne monstrøsitet – krinolinen”.

En bulgarsk journalist opgjorde midt under kjolemaniens højdepunkt dødstallet ved krinolinebrande til 39.927 over en periode på 14 år – “hvilket svarer til otte om dagen”. Tallet er sandsynligvis overdrevet – men de døde skal formentlig tælles i tusinder. Den berømte sygeplejerske Florence Nightingale regnede sig eksempelvis frem til et dødstal på 277 alene i England i 1863-64.

Tusinder gik op i røg

Samme år – den 8. december 1863 – indtraf maniens makabreste episode i centrum af Chiles hovedstad, Santiago.

Op mod 3.000 kirkegængere havde den aften klemt sig ind til messe i en propfuld Iglesia de la Compañia. En måneds festligheder til ære for Jomfru Maria skulle til at kulminere, og kirken var overdådigt pyntet med lys, blomsterkranse og prangende draperier. 

Næsten alle messegæster var festklædte kvinder iført slør og mægtige krinolineskrud. Ceremonien var endnu ikke gået i gang, da en voldsom ild pludselig flammede op i draperierne omkring altertavlen, der var omgivet af levende lys.

“Ilden var forfærdelig i sin pludselighed og skræmmende i sin voldsomhed”, skrev The London Journal.

“Vand, vand!” lød råbene fra dem, der stod nærmest ilden, og lynhurtigt bredte panikken sig blandt kvinderne i det overfyldte kirkerum.

“Skræmt fra vid og sans, ilende afsted i en hovedkulds fart, sammenklemt i en tæt masse, besvimende i stort tal og alle filtret ind i lange, klokkeformede krinolinekjoler satte kvinderne kurs mod dørene”, rapporterede det britiske tidsskrift. 

Ulykkeligvis var sidedørene lukkede, så kun kirkens hovedport stod åben. Her blev kvinderne mast ubehjælpsomt sammen i en tumultarisk klump af sammenviklede krinoliner.

“Fuldkommen kilet sammen kunne de hverken undslippe eller lade andre komme væk. For hvert øjeblik blev mængden højere og mere kompakt. Ikke én kunne gøre sig selv fri”.

Alarmeret af nødråbene og røgen fra kirken ilede stærke mænd til, gik løs på de lukkede døre og forsøgte at rykke kvinderne fri ved hovedporten – men hovedsageligt forgæves. Ifølge The London Journal sled nogle af de “heroiske” redningsmænd endda så hårdt i kvindernes arme, at de bogstavelig talt rev dem af. 

En mindre flok kvinder blev ifølge tidsskriftet hevet løs af en tililende gaucho, der kastede sin lasso ind i mængden og brugte sin hests råstyrke til at trække de nødstedte fri. Alligevel døde to tredjedele af kvinderne.

“I det korte tidsrum af et kvarter blev 2.000 kvinder – få øjeblikke forinden strålende og smukke i livets frodigste flor – forvandlet til brændte, sværtede og hæslige lig, modbydelige at se på og umulige at genkende”, berettede The London Journal.

En korrespondent fra The New York Times beskrev den uhyggelige scene ved brandtomten næste morgen:

“I dagens krystalklare lys var sceneriet ubeskrivelig skrækkeligt. 2.000 kroppe i alle faser af forkulning, fra sværtet aske til den mindste svidning, lå i dynger omkring udgangsdørene. Den sidste kamp var smertefuldt aflæselig i de ivrige stillinger, de udstrakte hænder og de stirrende øjeæbler”.

En kirke i Chiles hovedstad, Santiago, udviklede sig i 1863 til et flammehav, da ilden fik fat i de kvindelige messegæsters krinoliner.

© Nathan Hughes & Shutterstock

Kjolefald invaliderede chauffør

Selvom brandfaren blev krinolinemaniens største dræber, var krinoliner imidlertid også skyld i andre nok så alvorlige ulykker, der alle relaterede sig til kjolernes størrelse. Ikke mindst risikoen for styrt var betydelig, både for kvinderne selv og for mennesker omkring dem.

En ulykkelig, londonsk mand måtte således i 1858 indrykke en annonce i The Times med anmodning om økonomisk hjælp efter at være snublet i en forbipasserende kvindes krinoline, mens han skubbede en kørestol. Faldet havde invalideret ham.

Endnu værre til skade kom den 60-årige portør James Welsh, da hans fødder viklede sig ind i en kvindes kjole på gaden. Manden faldt omkuld og blev slynget ind under en forbipasserende hestevogn, der brækkede Welshs lårbensknogler. Kvinden, hvis kæmpekjole var skyld i styrtet, forsvandt i mængden.

En serie andre alvorlige krinolineulykker udsprang af, at et stigende antal kvinder fik arbejde på fabrikker. Knokleriet afholdt nemlig ikke kvinderne fra at klæde sig moderigtigt, selvom kombinationen af krinoliner og masseproduktion var en meget farlig cocktail.

I den milde ende af skalaen måtte et enkelt pottemageri i Staffordshire, England, i løbet af 1863 indkassere et samlet tab på 200 pund på grund af krinolineklædte ansatte, der væltede keramik ned fra hylderne. For det beløb kunne ejeren have hyret op mod 20 ufaglærte, mandlige arbejdere i et helt år.

Langt alvorligere var imidlertid de skader, som opstod, når fabrikspigernes krinoliner kom i karambolage med det evigt snurrende maskineri. Fabrikkerne kunne således være rene dødsfælder. På en britisk papirfabrik var den 17-årige Caroline Marshall en dag i 1860 fx i færd med at smøre et remtræk, da hendes “omfangsrige krinoline” blev viklet ind i maskineriet. Før nogen kunne nå at gribe ind, var pigens baghoved mast til blodig grød, og hendes liv forbi.

22 år unge Harriet Moody fra Leeds var lige så uheldig i 1863. Hun drejede omkring for at lade en kollega passere hende på den klædefabrik, hvor hun arbejdede, og pludselig blev hendes krinoline indfanget af et remtræk. Da det endelig lykkedes at standse maskineriet efter næsten 15 minutter, var den unge Harriet så uhjælpeligt viklet ind i sin krinoline og helt igennem kvæstet, at hun døde få minutter senere.

Som det første skulle kvinden have spændt et stativ om livet. Ud over dette stativ blev der lagt et lag stof, inden hun fik den egentlige kjole på.

© Getty Images

Skuespiller døde på settet

Ulykkerne fik adskillige fabriksejere til at forbyde deres ansatte at bære krinoliner på jobbet. Intet tyder derimod på, at de mange ulykker også fik kvinderne til at droppe de udspilede kjoler i fritiden.

Men det gjorde moden til gengæld. Krinolinerne blev efterhånden til krinolinetter med halve metalringe, der udelukkende struttede ud bag kvinden. Eller også blev de erstattet af tournurer, der blot løftede stoffet op lige bag lænden. Da 1800-tallet gik på hæld, var krinolinemanien og dens mange ulykker for længst overstået.

Så sent som i 1930 blev verden dog igen mindet om, hvor livsfarlige krinolinerne kunne være. Den 20-årige skuespillerinde Anita Foy holdt en kort pause fra optagelserne til filmen “Spanish Eyes” i London, da hendes krinoline-kostume kom for tæt på en elradiator. En kortfattet avisnote opsummerede, hvad der derpå skete:

“Scenemesteren, som hørte hendes skrig, kvalte flammerne med et tæppe, men den lidende døde af chokket”.

Mode-tendenser kommer og går - nogle mere fredeligt end andre. Netop nu kan vi derfor tilbyde dig 2 nr. af HISTORIE og en lækker, stilren jakke. Den er funktionel på vej til arbejde såvel som på fjeldturen, og den har ...

  • ... ventilation under armene.
  • ... justerbar hætte.
  • ... lynlåslukning med beskyttelse af hagen.

Gør krav på dit tilbud her! 

Læs mere

Susan J. Vincent: The Anatomy of Fashion, Berg, 2009. C. Willett & Phillis Cunnington: The History of Underclothes, Dover, 1992. Julie Wosk: Women and the Machine, Johns Hopkins University Press, 2001 New York Times Article Archive.

Måske er du interesseret i...

Læs også