Glitrende lysekroner spreder deres lys over en fyldt salon i Wien. Publikum sidder opslugt af musikken. I sidste sats fuldendes symfoniorkestret med et kor.
Den kamp og fortvivlelse, som musikkens toner indtil nu har udtrykt, går over i euforisk glæde. Det er, som om komponisten trods alle livets vanskeligheder ønsker at hylde selve glæden ved at være til.
Komponisten, der står vendt mod orkestret, hører imidlertid intet. Ludwig van Beethoven er totalt døv.
Det er først, da musikken er tonet ud, og nogen med et klap på skulderen får ham til at vende sig om mod salen, at han ser, det festklædte publikum hylder ham med ekstatiske, stående ovationer.
Beethovens 9. symfoni med dens berømte afslutning, “Til glæden”, blev uropført i 1824. Manden bag det storslåede værk var dog langtfra nogen glad og fredfyldt mand.
Af sine samtidige beskrives han tværtimod som vrissen og temperamentsfuld, og han havde mange grunde til at være dybt ulykkelig.
Ludwig van Beethoven blev født den 16. december 1770 i den tyske by Bonn. Hans far, Johann van Beethoven, var ansat ved den lokale kurfyrstes hof som sanger og violinist. Faren var en dygtig musiker, men havde også et alkoholproblem.

Som 30-årig begyndte Beethoven at miste sin hørelse, og de sidste 10 år var han komplet døv. Formentlig blev lidelsen udløst af en tyfus-infektion.
Mozarts afløser som vidunderbarn
Med syv børn at forsørge, hvoraf tre nåede voksenalderen, havde han også svært ved at få pengene til at slå til.
Han satsede derfor på at pace sin musikalske søn, Ludwig, til at blive et vidunderbarn i stil med den berømte Mozart.
Derfor blev sønnen allerede som fireårig tvunget til at spille klaver op til flere timer om dagen.
Det skete indimellem, at faren kom beruset hjem fra værtshus og krævede, at Ludwig skulle stå op midt om natten for at demonstrere sine færdigheder på klaveret for Johanns drikkebrødre.
Hvis den søvndrukne dreng ikke spillede rigtigt, fik han prygl. Trods den hårde behandling udviklede Ludwig sig til en dygtig musiker. Han spillede sin første offentlige koncert allerede som syvårig.
Faren løj imidlertid om hans alder og påstod, at han var to år yngre, for at sønnens begavelse skulle fremstå som endnu mere bemærkelsesværdig.
Spillede for Mozart
Ludwig fik undervisning i orgelspil, og som 10-årig var han dygtigere end sine dobbelt så gamle studiekammerater. Han komponerede også sine egne orgelstykker.
“Læg mærke til ham, en skønne dag bliver han berømt.” Mozart om den unge Beethoven
Nogle af dem kunne han ikke selv spille, fordi hans hænder var for små. En af hans lærere spurgte, hvorfor han skrev musik, som han ikke selv kunne spille.
“Det kommer jeg til at kunne, når jeg bliver ældre”, svarede han.
Takket være farens kontakter kunne Beethoven tage på en rejse til Wien, hvor han som 16-årig fik lov til at spille for ingen ringere end Mozart.
Da mesteren hørte Beethovens improvisationer, blev han imponeret. “Læg mærke til ham, en skønne dag bliver han berømt”, sagde han.
Beethovens mor døde tidligt
Beethovens besøg i Wien blev afbrudt efter kun to uger. Den unge komponist fik besked om, at hans mor lå for døden hjemme i Bonn.
Efter hendes død blev farens alkoholmisbrug endnu værre, og Beethoven stod som 17-årig med ansvaret for at forsørge familien.
Takket være en stilling som kammermusiker ved kurfyrstens hof klarede den unge mand opgaven.
Med hjælp fra kurfyrsten og andre velhavende kontakter rejste Beethoven igen til Wien, som på den tid var den klassiske musiks hovedstad.
Formålet med rejsen var at studere komposition hos Joseph Haydn, en anden af tidens musikalske superstjerner. Denne gang blev Beethoven i Wien, og han blev snart en skattet musiker og komponist.
“Jeg hører tonerne indeni” Den døve Beethoven om sine kompositioner.
Beethovens tidlige værker fulgte den fremherskende wienerklassicisme, men lidt efter lidt udviklede han en mere følelsesbetonet og selvstændig stil og blev en af romantikkens pionerer.
Han var også politisk radikal og en stor beundrer af Napoleon, som på denne tid var i gang med sit erobringstogt gennem Europa.
Da Beethoven skrev sin 3. symfoni, den såkaldte Eroica, der blev uropført i 1805, havde han tænkt sig at tilegne den til sit revolutionære idol.
Men da han hørte, Napoleon havde svigtet sine republikanske idealer og udråbt sig selv til kejser, fjernede han dedikationen. Overstregningen i originalnoderne er gjort med så stor voldsomhed, at pennen er gået igennem papiret.
Allerede i 1801 havde Beethoven betroet en nær ven, at han i et stykke tid havde haft alvorlige problemer med sin hørelse. I et gribende brev, som først blev fundet efter hans død, fremgår det også, at han havde overvejet selvmord.
Den 9. symfoni tog alle med storm

Richard Wagner
Tysk operas mester anså den 9. for at være musikhistoriens største symfoni – alle senere symfonier kunne være ligegyldige. Lige siden har musikken indledt operafestspillene i Bayreuth.

Niels W. Gade
Overvældet var også den danske komponist Gade. Han stoppede med at komponere symfonier, da han nåede nr. 8. “Den 9. har Beethoven jo allerede skrevet”, mente han.

Victor Hugo
Den store franske forfatter Victor Hugo skrev: “I Beethovens musik genkender drømmeren sine drømme, sømanden sine storme, og ulven sine skove”.

Mikhail Bakunin
Den russiske anarkist Bakunin arbejdede på at opløse staten og ægteskabet. “Alt vil forsvinde og jorden gå under, men den 9. vil bestå”, forudså han.

Johannes Brahms
Tidligt blev den tyske komponist Brahms udråbt som Beethovens efterfølger. “Jeg afskyr Beethoven!” skal Brahms have sagt.

Martin Luther King
Den amerikanske borgerretsforkæmper: “Hvis en person lever af at feje gader, så burde han feje, som Beethoven komponerede musik”.
Komponisten skjulte sin døvhed
I begyndelsen holdt han sin tiltagende døvhed hemmelig. Det førte til social isolering og til, at folk tit tolkede hans mangel på opmærksomhed som arrogance.
Omkring 1818 var han blevet helt døv og måtte kommunikere med omverdenen vha. papir og pen. Men selvom han ikke længere selv kunne spille, blev han ved med at komponere. “Jeg hører tonerne indeni”, sagde han.
Trods sin succes som komponist var Beethoven en ensom mand. Han forelskede sig i flere kvinder, men ingen af disse forhold førte til ægteskab.
“Klap, venner! Komedien er slut” Beethoven på sit dødsleje
Forskerne ved bl.a., at han som 40-årig friede til en 22-årig musikelev, men fik nej. I samtidige kilder bliver han tit beskrevet som klodset, uhygiejnisk og sjusket klædt.
Dertil kommer hans almenkendte dårlige humør, så det er måske ikke så underligt, at han blev ved med at være alene, hvorfor han kunne bruge al sin kærlighed på musikken.
Komponisten får en søn i retten
Da Beethovens bror, Kaspar Karl, døde i 1815, indledte Beethoven en retssag for at blive formynder for sin brors søn, Karl.
Han hævdede, at barnets mor var uduelig, og blev til formynder for drengen. Måske håbede han på endelig at komme til at opleve et lykkeligt familieliv.
Han placerede Karl på en internatskole og var hård og krævende over for drengen. I 1826 gik det så vidt, at Karl forsøgte at tage livet af sig. Han overlevede, men sagde bagefter, at han havde skudt sig, fordi hans farbror “plagede ham for meget”.
Efter Karls selvmordsforsøg tilbragte Beethoven en periode med sin brors søn på landet. Under rejsen tilbage til Wien fik den i forvejen sygdomsramte komponist lungebetændelse, og han kom sig aldrig.
Da slutningen nærmede sig, fik han besøg af nogle venner, der sad hos ham ved sygesengen. Da de brød op, skal den døende maestro have sagt: “Klap, venner! Komedien er slut”.

Den danske maler Wenzel Tornøe lod sig i 1904 inspirere af fortællingen om Beethoven og Elise. Maleriet hænger på Bornholms Kunstmuseum.
Beethovens største hit er stadig et mysterium
Alle klaverelever støder på “Für Elise” – en romantisk melodi, som Beethoven skrev omkring 1810. Hvem Elise var, har historikerne haft flere bud på.
Det fortælles, at Beethoven en aften var på vej hjem gennem et villakvarter ved Wien. Fra en åbenstående havedør hørte han sine værker blive maltrakteret på et klaver.
Irriteret gik han nærmere for at se, hvem der spillede. Han bankede på og så en unge kvinde, der sad ved sit klaver. Først nu opdagede han, at kvinden var blind. Beethoven fik medlidenhed og tilbød at spille for hende.
Undervejs improviserede han lidt – og da han kom hjem, skrev han angiveligt noderne ned. Da nodearket blev fundet mange år senere, var det forsynet med en dedikation: “Til Elise den 27. april i erindring af L.v. Bthvn”.
Om fortællingen er sand, er et åbent spørgsmål, for ingen har endnu haft held til at finde den blinde kvinde, der angiveligt hed Elise.
En forklaring kan være, at Elise var en af de mange kvinder, Beethoven livet igennem tabte sit hjerte til. Øverst på listen står den 22-årige Therese Malfatti, der i disse år gik til klaverundervisning hos komponisten. Angiveligt friede han til hende og fik et nej.
“Husk mig – ingen ønsker dig et lykkeligere liv end jeg”, skrev den knuste komponist til hende i foråret 1810.
Øjenvidner har bedyret, at der stod “Til Therese” på det originale nodeark (som er gået tabt), men det tilbagevises af musikhistorikere, der peger på, at Beethoven i disse år fx også var varm på den unge operasangerinde Elisabeth Röckel.
Heller ikke denne forbindelse blev dog til noget; Elisabeth giftede sig med Beethovens ven, komponisten Johann Nepomuk Hummel. Og desuden havde hun kælenavnet “Betty”.
Kun én Elise er indtil nu dukket op: 13-årige Elise Barensfeld, der kom til Wien for at få sangundervisning. Men ingen regner med, at Beethoven nærede romantiske følelser for hende.
Ungkarlen Beethoven var nærmest desperat af længsel efter at stifte familie, men hans iltre temperament skræmte åbenbart alle væk.
Efter hans død blev et hemmeligt rum i hans skrivebord fundet, hvori der lå tre kærlighedsbreve uden modtagerens navn eller bare et årstal. I et af dem skriver Beethoven:
“Godmorgen den 7. juli – mens jeg ligger her i sengen, strømmer tankerne til Dig. Jeg kan kun leve helt med Dig, eller slet ikke…”.

Romantisk og legende let – og alligevel gemmer “Für Elise” på en tragedie.
20.000 fulgte ham til graven
Den 26. marts 1827 døde Ludwig van Beethoven – 56 år gammel. Ved begravelsen et par dage senere bar den østrigske komponist Franz Schubert en fakkel i begravelsestoget.
20.000 mennesker fulgte mesteren til graven. Beethoven havde testamenteret sine jordiske ejendele til Karl, mens hans musikalske arv tilfaldt hele menneskeheden.
Mange af hans værker hører stadig blandt de kendteste og mest spillede af alle klassiske musikstykker, fx den kendte klaversonate “Appassionata” eller den dramatiske 5. symfoni, som også kaldes “Skæbnesymfonien”.
Og få klaverelever er sluppet for at lære det lille stykke “Für Elise”, som er let at spille, men smukt. Stykkets rigtige navn er “Bagatel i a-mol”.
Læs mere om Beethoven
- Mogens Wenzel Andreasen: Ludwig van Beethoven – fortællingen om et geni, Olufsen, 2016
- John Clubbe: Beethoven, W. W. Norton, 2019