Beethoven – det døve geni

Mozarts afløser som vidunderbarn

Med syv børn at forsørge, hvoraf tre nåede voksenalderen, havde han også svært ved at få pengene til at slå til.

Han satsede derfor på at pace sin musikalske søn, Ludwig, til at blive et vidunderbarn i stil med den berømte Mozart.

Derfor blev sønnen allerede som fireårig tvunget til at spille klaver op til flere timer om dagen.

Det skete indimellem, at faren kom beruset hjem fra værtshus og krævede, at Ludwig skulle stå op midt om natten for at demonstrere sine færdigheder på klaveret for Johanns drikkebrødre.

Hvis den søvndrukne dreng ikke spillede rigtigt, fik han prygl. Trods den hårde behandling udviklede Ludwig sig til en dygtig musiker. Han spillede sin første offentlige koncert allerede som syvårig.

Faren løj imidlertid om hans alder og påstod, at han var to år yngre, for at sønnens begavelse skulle fremstå som endnu mere bemærkelsesværdig.

Spillede for Mozart

Ludwig fik undervisning i orgelspil, og som 10-årig var han dygtigere end sine dobbelt så gamle studiekammerater. Han komponerede også sine egne orgelstykker.

Nogle af dem kunne han ikke selv spille, fordi hans hænder var for små. En af hans lærere spurgte, hvorfor han skrev musik, som han ikke selv kunne spille.

“Det kommer jeg til at kunne, når jeg bliver ældre”, svarede han.

Takket være farens kontakter kunne Beethoven tage på en rejse til Wien, hvor han som 16-årig fik lov til at spille for ingen ringere end Mozart.

Da mesteren hørte Beethovens improvisationer, blev han imponeret. “Læg mærke til ham, en skønne dag bliver han berømt”, sagde han.

Beethovens mor døde tidligt

Beethovens besøg i Wien blev afbrudt efter kun to uger. Den unge komponist fik besked om, at hans mor lå for døden hjemme i Bonn.

Efter hendes død blev farens alkoholmisbrug endnu værre, og Beethoven stod som 17-årig med ansvaret for at forsørge familien.

Takket være en stilling som kammer­musiker ved kurfyrstens hof klarede den unge mand opgaven.

Med hjælp fra kurfyrsten og andre velhavende kontakter rejste Beethoven igen til Wien, som på den tid var den klassiske musiks hovedstad.

Formålet med rejsen var at studere komposition hos Joseph Haydn, en anden af tidens musikalske superstjerner. Denne gang blev Beethoven i Wien, og han blev snart en skattet musiker og komponist.

Beethovens tidlige værker fulgte den fremherskende wienerklassicisme, men lidt efter lidt udviklede han en mere følelsesbetonet og selvstændig stil og blev en af romantikkens pionerer.

Han var også politisk radikal og en stor beundrer af Napoleon, som på denne tid var i gang med sit erobringstogt gennem Europa.

Da Beethoven skrev sin 3. symfoni, den såkaldte Eroica, der blev uropført i 1805, havde han tænkt sig at tilegne den til sit revolutionære idol.

Men da han hørte, Napoleon havde svigtet sine republikanske idealer og udråbt sig selv til kejser, fjernede han dedikationen. Overstregningen i originalnoderne er gjort med så stor voldsomhed, at pennen er gået igennem papiret.

Allerede i 1801 havde Beethoven betroet en nær ven, at han i et stykke tid havde haft alvorlige problemer med sin hørelse. I et gribende brev, som først blev fundet efter hans død, fremgår det også, at han havde overvejet selvmord.

Komponisten skjulte sin døvhed

I begyndelsen holdt han sin tiltagende døvhed hemmelig. Det førte til social isolering og til, at folk tit tolkede hans mangel på opmærksomhed som arrogance.

Omkring 1818 var han blevet helt døv og måtte kommunikere med omverdenen vha. papir og pen. Men selvom han ikke længere selv kunne spille, blev han ved med at komponere. “Jeg hører tonerne indeni”, sagde han.

Trods sin succes som komponist var Beethoven en ensom mand. Han forelskede sig i flere kvinder, men ingen af disse forhold førte til ægteskab.

Forskerne ved bl.a., at han som 40-årig friede til en 22-årig musikelev, men fik nej. I samtidige kilder bliver han tit beskrevet som klodset, uhygiejnisk og sjusket klædt.

Dertil kommer hans almenkendte dårlige humør, så det er måske ikke så underligt, at han blev ved med at være alene, hvorfor han kunne bruge al sin kærlighed på musikken.

Komponisten får en søn i retten

Da Beethovens bror, Kaspar Karl, døde i 1815, indledte Beethoven en retssag for at blive formynder for sin brors søn, Karl.

Han hævdede, at barnets mor var uduelig, og blev til formynder for drengen. Måske håbede han på endelig at komme til at opleve et lykkeligt familieliv.

Han placerede Karl på en internatskole og var hård og krævende over for drengen. I 1826 gik det så vidt, at Karl forsøgte at tage livet af sig. Han overlevede, men sagde bagefter, at han havde skudt sig, fordi hans farbror “plagede ham for meget”.

Efter Karls selvmordsforsøg tilbragte Beethoven en periode med sin brors søn på landet. Under rejsen tilbage til Wien fik den i forvejen sygdomsramte komponist lungebetændelse, og han kom sig aldrig.

Da slutningen nærmede sig, fik han besøg af nogle venner, der sad hos ham ved sygesengen. Da de brød op, skal den døende maestro have sagt: “Klap, venner! Kome­dien er slut”.

20.000 fulgte ham til graven

Den 26. marts 1827 døde Ludwig van Beethoven – 56 år gammel. Ved begravelsen et par dage senere bar den østrigske komponist Franz Schubert en fakkel i begravelsestoget.

20.000 mennesker fulgte mesteren til graven. Beethoven havde testamenteret sine jordiske ejendele til Karl, mens hans musikalske arv tilfaldt hele menneskeheden.

Mange af hans værker hører stadig blandt de kendteste og mest spillede af alle klassiske musikstykker, fx den kendte klaversonate “Appassionata” eller den dramatiske 5. symfoni, som også kaldes “Skæbnesymfonien”.

Og få klaverelever er sluppet for at lære det lille stykke “Für Elise”, som er let at spille, men smukt. Stykkets rigtige navn er “Bagatel i a-mol”.